Læsetid: 3 min.

Hvor død er Bogart?

DR's tidligere film-magasin, Bogart, er endnu en gang blevet begravet. General-direktør Plummer afviser, at filmkritikken vender tilbage på DR. Han mener, at tiden er løbet fra Bogart og den klassiske filmanmelder. Tirsdag aften uddybede Plummer sin kritik for eksperter, filmanmeldere og filmnørder
1. februar 2007

Er tiden er løbet fra den klassiske filmanmelder, og kan låget nu endeligt bankes på plads på filmmagasinet Bogarts kiste?

Det var udgangspunktet for debatten tirsdag aften, hvor Genereldirektør Kenneth Plummer i Københavns nichebiograf nummer et, Grand, mødte filmentusiaster i alle størrelser. Plummer afviste, at filmkritikken vender tilbage til skærmen. Filmentusiaster henter deres information andre steder, og i det hele taget er den autoritet, filmkritikeren tidligere udgjorde, blegnet.

Hermed uddybede Plummer sin kritik af filmanmelderen. En kritik, han i december fremførte i Politiken, da han blev spurgt, om Bogart nogensinde vender tilbage.

Svaret dengang var klart: "Jeg tror, at tiden er løbet fra den type programmer. Nutidens biografgængere stoler ikke mere på den klassiske filmanmeldertype, og de deler anbefalinger med hinanden på nettet."

Dermed blev der blæst til kamp. Kim Skotte gav dagen efter svar på tiltale og forsvarede sit levebrød under overskriften 'En uddøende race?' Debatten bredte sig til Information, hvor anmelder Christian Monggaard på sin blog efterlyste ordentlig og seriøs filmkritik skrevet af folk, der ved, hvad de taler om.

Kampen om kritikken

Tirsdag aften fortsatte debatten, da Filmarbejderforeningen og filmtidsskriftet Ekko inviterede til metakritik. I panelet: Henrik Føhns, redaktør på P1s Harddisk og ivrig blogger, filmhistoriker, Henrik Schepelern, Kenneth Plummer og et veloplagt publikum. Kampleder Kim Skotte indledte med at spørge, hvorfor DR stadig ikke har et ordentligt filmprogram?

Plummer var forsonende: "Jeg mener ikke, der er basis for et klassisk filmprogram på DR, men der fra og til at tage livet af den klassiske filmanmelder, der er et skridt. Jeg mener i høj grad stadig, der brug professionelle guides på kulturområdet, også når det gælder film."

Men der er seere nok til et filmprogram på DR1. Plummer understregede, at DR beskæftiger sig med film, i Deadline, hos Smagsdommerne, og på P2, hvor Filmland er placeret. Generaldirektøren mener dog, at filmfolket i dag orienterer sig på nettet, og specielt de unge filmfans bruger hellere nettet end tv. Her bruger de danske og internationale filmsites og sociale fora, filmblogs, hvor de udveksler holdninger.

Henrik Føhns var enig, men han erkendte samtidig, at det kræver tålmodighed at finde den seriøse filmblog. Men han mener, at styrken ved en blog er, at de referer til hinanden og dermed udgør et bredt forum for filmdebat.

"Autoriteten, som filmkritikeren tidligere udgjorde, ligger på nettet. De guidelines, brugerne finder her, har større værdi end eksempelvis dagbladenes filmanmeldere," sagde Føhns.

Ifølge Schepelern handler det om, hvad man søger efter i filmkritikken. Den klassiske filmkritik går mere til bunds end det, man finder på nettet. Schepelern mener, at anmelderiet på nettet ofte blot handler om tommelfingrene op eller ned. Som modvægt kan den professionelle filmanmelder levere den intelligente udredning, som samtidig er med til at definere tidens hovedværker.

Kritik eller vejledning?

Men bør filmanmelderen være kritikker eller forbrugervejleder? Skotte ser det som anmelderens daglige kamp: "Vi kæmper for at få plads til at skrive velargumenteret filmkritik. Det er dog et dilemma, når formaterne koges ned."

Christian Monggaard mener, anmelderen bør være mere end forbrugsvejledning: "Der ligger en filmpolitisk opgave i at vurdere specielt de danske film. Det bliver læst af branchen og støttegiverne," sagde Monggaard.

Schepelern mener ikke, at den professionelle filmanmelder vil uddø. Essensen af Bogart var netop den kritiske tilgang til filmudbuddet. Og publikummet var der jo dengang, påpegede Schepelern. Han mener samtidig, at tv er det mest ideelle medie for filmkritik. Han mener, at DR som public service kanal er forpligtet til at pleje filmen som medie, da den, ifølge Schepelern, er tidens vigtigste fortælling.

Plummer mener dog, at tiden er løbet fra den klassiske autoritet, som Ole Michelsen var på filmfronten. Autoriteterne er under pres i dag, sagde Plummer. Kim Skottes vittige indskud var, at Smagsdommerne dermed må være DR's svar på autoriteter. Forskellen er bare, at de ikke har noget at have deres kritik i.

Tilbage står, at filmfolket i høj grad bruger nettet, og at filmkritikken lever. Bare ikke på DR. Plummer løftede sløret for, at DR seriøst overvejer et filmprogram fra 2008. Det vil i så fald blive noget andet end begravede Bogart.

"Skal vi lave en eller anden form for rendyrket filmprogram på DR2? Det er virkelig noget, vi overvejer fra 2008," sagde Plummer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her