Læsetid: 4 min.

Død eller levende: Hvad med den kritiske tradition?

For 80 år siden huserede teorier om 'tingsliggørelse'. Nu er teorierne begravede, men anerkendelsesteoriens europæiske filosof Axel Honneth konstaterer i en ny bog, at de både tog helt fejl og fik ret
28. december 2005

De, der tog fejl, synes at få ret. De, der kritiserede 'forbrugersamfundet' og 'varefetichismen', er i dag parkeret på idéhistorisk museum. Men nu er det alligevel en middelklassesandhed, at vi er blevet et forbrugersamfund. Og det erkendes, at vi viser tilbøjeligheder til at dyrke 'varer' som fetich. De fleste skammer sig over 'juleræset'.

De køber naturligvis ikke en marxistiske pakke med revolution, arbejderklasse og 'historien' som en gud, der sørger for, at de rigtige vinder til sidst. Men man kommer ikke udenom, at tilværelsen i vores samfund mest handler om, at man ser sig selv som 'dynamisk' og 'innovativ', kalder sine venner for 'netværk' og finder den store kærlighed som ultimativ vare i tilværelsens supermarked. Vi kapitaliserer på hinanden.

Den tyske socialfilosof Axel Honneth bemærker i sin nye bog Verdinglichung, at det kasserede sprog vender tilbage: Til betegnelse af vores forhold til hinanden, os selv og naturen bruger samtidige tænkere igen ord som 'tingsliggørelse':

"De bruger ordet 'tingsliggørelse' decideret normativt: Det henviser til en menneskelig adfærd, der krænker vores moralske og etiske principper, når mennesker ikke ser hinandens menneskelige egenskaber, men opfatter hinanden som sanseløse, døde genstande, man behandler hinanden som varer eller ting."

Også i aktuel skønlitteratur finder Honneth eksempler på mennesker reduceret til objekter for begær og livsforløb degraderet til 'karriere'. Og gamle marxistiske teorier, der ironisk nok betragtes som diskvalificerede af 'historien' selv, bliver læst igen til forsøg på kritiske beskrivelser af de fortsat kapitalistiske samfund.

Økonomi og ide

Lederen af det legendariske Institut for Socialforskning i Frankfurt, Axel Honneths, nye bog er en genlæsning af Georg Lukács analyser af 'tingsliggørelse' fra første del af det 20. århundrede. For Lukács er scenariet simpelt: Vareudvekslingen dominerer menneskenes forhold til sig selv, til andre mennesker og til naturen. Kapitalismen korrumperer os eksistentielt, moralsk og socialt. Han slutter fra de økonomiske forhold til resten af virkeligheden. Produktionsbetingelser og vareudveklingsformer bestemmer alt.

Honneth viser, hvorledes Lukács på flere niveauer blamerer sin teori med urimelige forenklinger: Vareudvekslingens dominans kan ikke generaliseres til alle aspekter af tilværelsen. Der gives også momenter af anerkendelse i en kapitalistisk økonomi. Som handlende anerkender man hinanden som subjekter. Man etablerer personlige rettigheder, som ikke kun beskytter menneske som varer på arbejdsmarkedet, men tilskriver dem civil status som retssubjekter.

Og den sociale virkelighed bestemmes ikke kun af økonomiske faktorer: Kulturelle begivenheder, offentlige udvekslinger af ideer og argumenter betyder noget for indretning af politiske institutioner og sociale normer.

Det naturvidenskabelige blik var ifølge en anden stor filosof i det 20. århundrede Martin Heidegger, bestemmende for en specifik verdensanskuelse. Vi anskuer omverden som objekt og definerer os selv som subjekt for denne anskuelse. Og dermed ignorerer vi den fundamentale fortrolighed med verden, som vi ellers viser i vores almindelige hverdagspraksis. Når vi erkender fænomener som objekter, træder vi ud af vores brugende, intuitive omsorg for hverdagens anliggender.

Vi erkender ikke dørhåndtaget som en specifik genstand, vi åbner bare døren, fordi vi kender tegnene og henvisningerne i den helhed, der udgør vores 'verden'. Først når vi træder et skridt tilbage, ser vi dørhåndtaget som objekt for erkendelse.

Vi bliver ifølge Heidegger hjemløse på jorden, fordi vi forfalder til en opfattelse af 'verden' som genstand for erkendelse og beherskelse. Forfaldet tilskrives en forbindelse mellem Vesterlandets filosofi og vores hverdagspraksis. I modsætning til Lukács beskæftiger Heidegger sig ikke med økonomiske og sociale omstændigheder. Honneth korrigerer Lukács med Heidegger og omvendt for at overbevise om, at undersøgelser af forholdet mellem mennesker, økonomi, kultur og historie må være tværvidenskabelige.

Overdrivelser

Det måske mest problematiske postulat i Lukács' diagnose vedrører selvforholdet: Det virker ikke overbevisende, at vareudvekslingen i den sociale virkelighed skulle føre til, at vi oplever os selv som døde genstande. Der gives eksistentielle konstanser, som ikke forandrer sig med produktionsforhold og arbejdspladskultur. Den konsekvente antagelse, at alt er historisk og genstand for forandring er karakteristisk for Lukács' teori. Men menneskenes sprog, impulser og intellekt lader sig ikke reorganisere efter økonomiske eller politiske skemaer.

Honneth udlægger i stedet 'tingsliggørelse' som perversioner af sociale og eksistentielle normer. Som subjekter over for objekter er vi passivt iagttagende, mens vi i den hverdagslige omsorg er aktivt engagerede. Den passive optik er funderet på den engagerede tilværelse, og kapitalismen kan ikke eliminere vores menneskelige intuitioner og forståelser overhovedet. Den kan ikke udrydde forudsætningerne for aktivt engagement, som også er forudsætningen for etik og politik.

Man kunne tro, at bogen endte som en falliterklæring over Lukács' entreprise, men det forbløffende er ifølge Honneth, at Lukács faktisk har fået ret: "Vores samfund har udviklet sig på en måde, som Lukács med utilstrækkelige midler og overdrivelser havde forudset for 80 år siden."

Honneths tese er, at den kritiske teori blev chokeret af holocaust: Efter fascismen virkede det som intellektuel luksus at reflektere over socialpsykologiske konsekvenser af kapitalismen. Konfronteret med alternativerne totalitarisme og demokrati fokuserede teoridannelserne på anerkendelse af borgerne som retssubjekter og ikke på andre anerkendelsesformer. Men som Honneth konstaterer til sidst: Realiteterne er nu, at vi kan observere enorme kollektive psykiske belastninger og beskadigelser blandt borgere, der er sikret alle rettigheder. De sidste årtiers teorier kan evaluere sociale ordener på spørgsmål om jura og menneskerettigheder. Men alle de lidelser, som kan kaldes sociale patologier, har vi endnu ikke udviklet et kvalificeret blik for. Og så kan man risikere at blive overvældet af indsigter fra en teori, som man troede sig overlegen.

Axel Honneth: Verdinglichung 112 s., 15 euro. Suhrkamp. ISBN 3518584448

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her