Læsetid: 6 min.

Er den død? Eller lugter den bare?

10. september 2005

Kulturkampen mod de venstreorienterede må efterhånden være en noget skuffende oplevelse for de få tilbageværende kæmpere. Et af de få initiativer, der ser ud til at blive til noget, er en posthum kanonisering af en ikke-venstresnoet forfatter: Kultur som propaganda for en bestemt ideologi. Det er da vist set før...

Man troede lige, den var død. Den såkaldte "kulturkamp". Når man tænder for Radioavisen om morgenen, stammer de fleste af topnyhederne fra Jyllandsposten, ikke fra Politiken, som de gjorde, før Anders Fogh Rasmussen for knap fem år siden tiltrådte som regeringsleder. Det er muligvis en følge af kulturkampen, men er det en stor og betydningsfuld ændring? Det kan man diskutere.

En anden følge af kulturkampen var, at Claes Kastholm Hansen blev formand for det nye Kunstråds litteraturudvalg, men her er de borgerlige kulturkæmpere nok blevet lidt skuffede. Kastholm Hansen er i det angiveligt så venstresnoede kulturliv almindeligt respekteret for det arbejde, han udfører. Det var vist ikke meningen med ham, meningen var, at han skulle rydde op og smide "de sædvanlige" forfattere ud af støttesystemet. Det er ikke sket, det er stort set de samme, der får støtte nu som før - fordi det nu engang er dem, der kan skrive. Der har ikke vist sig nogen tilgang af hverken sædeskildrende romanforfattere eller danskhedshyldende lyrikere af fuldfed, borgerlig observans. Med andre ord: hvad litteraturen angår, har kulturkampen ikke medført nogen ændring. Selv Rifbjerg, den kulturradikale skurk, er ligefrem blevet kanoniseret med kulturminister Mikkelsens billigelse.

Så "kulturkamp", joe. Men skal vi ikke hellere snakke om noget andet? Rolf Bagger er holdt op med at hælde vand ud af ørerne. Den skallesmækkende krimiforfatter, Michael Larsen, skriver ikke længere lange og indviklede tilsvininger af danske forfattere i Berlingske Tidende. Og hvad skulle man også slås om for den sags skyld? En kulturkamp, hvor man diskuterer holdninger og livsanskuelse, ville til enhver tid være velkommen. Det synes de fleste. Men Fogh Rasmussens endte jo bare i en gang pindemadder på Marienborg og beskyldninger mod "kultureliten", som man én efter én måtte trække tilbage.

Her for nylig har DR's nye generaldirektør ytret noget om venstreorienterede P1-medarbejdere, men han har jo allerede trukket i land. Måske fordi han alligevel foretrækker P3. Det der med P1-medarbejderne, det var vist bare noget, han kom til at sige. Sådan er det så tit med folk, der lytter til P3. De tænker sig måske ikke så godt om, men til gengæld slapper de af og har det dejligt.

Men så sker der alligevel noget. Det ville nok være en overdrivelse at sige, at kulturkampen direkte er blevet spillevende igen, men den spjætter da lidt med halen.

F.eks. søndag aften i tv i programmet Deadline 2. Sektion. Her sad den tidligere debatredaktør på Berlingske Tidende, Bent Blüdnikow - en af de få vedholdende kulturkrigere - og bebrejdede Politikens Tøger Seidenfaden, at han, Seidenfaden, tager moralsk stilling, når han skriver i sin avis. Det er ikke ordret citeret, men det var det, han mente! Den godt nok noget glatmundede Seidenfaden havde ret let spil, det kan man roligt sige. For ud over at være tidligere debatredaktør, og stadig aktiv på kulturkampfronten, er Blüdnikow også historiker og forfatter til den glimrende Som om de ikke eksisterede, en bog om den danske stats umenneskelige behandling af tyske jøder, der søgte politisk asyl i Danmark i 30'erne. En bog hvor han - naturligvis! - i høj grad tager moralsk stilling.

Hvad er det her for noget, tænkte man. Man fik helt ondt af Blüdnikow, efterhånden som Seidenfaden tværede ham ud, men samtidig kom man i tvivl om hele den kulturkamp: Hvad var formålet med den? Var der tale om et reelt ønske om at diskutere vores "værdigrundlag", eller var det bare et spørgsmål om simpel jalousi? Forknytte og jævnt hen talentløse borgerlige kunstnere og intellektuelles brændende begær efter det, de opfatter som magten?

Blüdnikows angreb på Tøger Seidenfaden var dels ynkeligt, dels indlysende urimeligt. Offentlig debat har da til alle tider bl.a. - og ikke mindst - været et spørgsmål om moralsk stillingtagen. Moralsk fordømmelse, hvis situationen er til det. Eftersom intet tyder på, at Blüdnikow er idiot, kan man næsten kun tro, at han må have haft et andet ærinde. Nemlig slet og ret at give offentligheden et billede af Seidenfaden som en blakket personage, en person man absolut ikke bør stole på, en repræsentant for "den gamle" kulturelite, hvor Blüdnikow så altså selv skulle høre til fremtidens. Den, som altså indtil videre ikke er opstået som en følge af de sidste fem års "kulturkamp", men som Blüdnikow vel rimeligvis stadig håber på.

Det er han selvfølgelig i sin gode ret til, men han kommer nok til at vente temmelig længe, for det er mildest talt vanskeligt at få øje på andre kulturelle nyskabelse i den borgerlige lejr end rigmandsklubben Cepos, der slet ikke er nået så langt som til at snakke om kultur endnu. Og foreløbig var det da "den gamle elites" Seidenfaden der gik af med sejren. Uden at anstrenge sig det mindste. Man syntes næsten, han kom for let til det.

Men ikke nok med Blüdnikow. Sandelig om der ikke nogenlunde samtidig sker noget andet, der får den tilsyneladende afdøde kulturkamp til at slå endnu et par slag med halen.

Nemlig sagen om et Kaj Munk-forskningscenter. Sådan ét har man besluttet sig for at lave på Aalborg Universitetscenter. Initiativtagerne har oplevet det bizarre og stærkt usædvanlige - så vidt klummeskriveren da ved - at de er blevet bevilget langt flere penge til projektet, end de selv har bedt om. Nemlig hele syv millioner kroner. Hvad kan den velvilje skyldes? Et forskningscenter, hvor et bestemt forfatterskab studeres, er da vist ellers ikke noget, staten ligefrem er liderlig efter at poste penge i?

Indtil videre mener man at vide hvem velviljen skyldes. Det skulle være Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti, såmænd. Han er ikke nogen ubelæst mand, netop derfor vækker hans rundhåndethed ærligt talt undren. Er Kaj Munks forfatterskab stort og vigtigt? Så vigtigt at det er nødvendigt med et forskningscenter med et så stort budget for at forske i det? Kunne man ikke nøjes med et arkiv på linje med andre forfatterarkiver, sådan som professor Hans Hertel fra Københavns Universitet har foreslået? Hvis Kaj Munk skal have et særskilt center, er der vel ikke så få andre danske forfattere, der også burde have et? Hans Kirk. Jacob Paludan. Hans Scherfig. Knuth Becker - for nu bare at nævne nogle stykker fra samme periode.

At man lige lander på Kaj Munk, som ikke interesserer ret mange, og som heller ikke er i høj kurs, er ikke fri for at stinke lidt. Man får rent ud sagt en mistanke om, at det ikke er i hans egenskab af forfatter, man gerne støtter et forskningscenter i hans navn, men derimod i hans egenskab af ikke-venstreorienteret. Som om det - lige så lidt som det modsatte - skulle være nogen kvalifikation.

At staten åbenbart nu er villig til at punge ud med syv millioner til formålet, kan meget vel være kulturkampens foreløbig eneste, virkelige gennembrud for det i egen indbildning så forfulgte, borgerlige kulturliv.

Det er da tankevækkende. Det er også ren sovjettænkning: Kultur blot som propaganda for en bestemt ideologisk opfattelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu