Et stykke uden for landsbyen på vejen mod Accra, stopper Samuels søster, Faith, og peger ind i bushen.
"Det er min brors land", siger hun. "Her vil han - hvis Gud tillader det - opføre et lille hus. Det er grunden til, at han er i Italien. Det er grunden til, at alle de unge mænd rejser."
Der er ikke meget at se, på nær en bunke cementblokke læsset af i vejkanten. Men byggegrunden er frugten af meget store anstrengelser, den lange og livsfarlige vej til Europa over Middelhavet, og det usikre liv som illegal immigrant i Napoli.
"Derovre bygger hans ven, der også er i Italien, og bagved bygger en anden ven. De er fire venner i alt, som alle er i Italien, og som har købt land i det her område."
Søsteren er en vigtig person i Samuels liv. Han har ikke blot ansvar over for sin egen dreng, som han ikke har set i tre år, men også søsterens børn, sådan som traditionen byder i mange ghanesiske landsbysamfund. Derfor er søsteren indblandet i de fleste af hans dispositioner og varetager blandt andet byggeprojektet i landsbyen.
Men langtfra alle har været så heldige som Samuel. Mens nogle familier køber land og gør klar til at opføre huse, må andre begrave deres døde. Mary på 24 blev enke, da hendes mand, George, forsvandt på Middelhavet på vej mod Italien - en måned før det lykkedes Samuel at sejle en båd til Lampedusa.
Allerede inden nyheden om Georges død nåede hende i landsbyen i Ghana, fik hun bange anelser.
"Jeg solgte suppe på det tidspunkt, og når jeg gik mine runder i byen, kunne jeg høre, at folk talte om nogen, der var druknet på havet. Men når jeg kom tættere på, holdt de pludselig inde med tale, som om det var noget hemmeligt, de snakkede om," siger Mary.
Kort tid efter modtog hun et kassettebånd afsendt fra Libyen, hvorpå en ven til hendes mand havde indspillet en besked om, at Georges båd var sunket på vej til Europa og alle var druknet.
"Mere ved jeg ikke," siger Mary.
Eftertragtede sømænd
Landsbyen ligger på en klippeskråning, der falder brat mod Guinea-Bugten, en god times kørsel fra Ghanas hovedstad, Accra. Det er en fiskerlandsby med 10-15.000 indbyggere, men fangsterne har svigtet på det seneste, og mange unge mænd søger mod Europa i håb om at finde arbejde der. Som sømænd er deres evner eftertragtede af libyske menneskesmuglere, der årligt sender hundredvis af synkefærdige både med illegale immigranter til Italien via Libyen.
Mange unge mænd fra landsbyen er døde på havet - og med dem hundredvis af passagerer.
George havde allerede benyttet overfarten én gang og klaret den, men han blev fængslet i Italien og efterfølgende deporteret tilbage til Libyen. Da han prøvede igen, sagde han ingenting til Mary, fordi han vidste, hun ville forsøge at tale ham fra det.
"Jeg havde lige født vores datter, da George rejste. Han ville gerne gøre noget godt for familien, men siden hans død har livet været meget forfærdeligt. Vi overlever kun på Guds nåde. Hver dag beder jeg til, at jeg kan skaffe mad til min datter."
Mary bor med sin datter i et lille rum i familiens hus. De har ingen indkomst og lever på venner og families almisser. En ven af George har betalt datterens skoleuniform, og Mary følger hende til skole hver morgen, når hun har fejet gårdspladsen, og henter hende igen om eftermiddagen. I løbet af dagen ser hun sydamerikanske sæbeoperaer på det fjernsyn, som er det eneste, hendes mand har efterladt hende.
"Mit liv er gået i stå. Det er som om, ingenting kommer mig i møde."
Håbet svinder
Mange i landsbyen lever endnu i håbet om, at de forsvundne vil ringe og fortælle, at de er velankommet til Europa. Men efterhånden som måneder og endda år passerer uden nyt, svinder håbet om at se dem i live igen.
Elizabeth har måttet forlige sig med tanken om, at hendes ældste søn aldrig kommer hjem igen. Hun sidder på en træbænk foran sit hus og koger mad over åben ild. En høj og slank kvinde, der ikke tager blikket fra gryden, men rører mekanisk i fiskesuppen, mens hun fortæller om Charles død, og tårerne løber ned over kinderne.
"Efter sin fars død tog Charles sig af mig og sine yngre søskende. Selvom han var min søn, var vi næsten som bror og søster. Jeg ønskede ikke, at han skulle rejse, jeg bad ham blive og lære et håndværk, men levebetingelserne her er hårde, og fremtiden ser dyster ud," siger Elizabeth.
En morgen efter Charles var rejst til Libyen, fik Elizabeth pludselig en fornemmelse af, at noget var gået galt.
"Jeg lytter altid til radioen ved daggry. En dag var der en meddelelse om, at en gruppe illegale immigranter var skyllet i land på Marokkos kyst. Tre dage senere drømte jeg, at Charles kom hjem fra Italien. Men han var så stille og blev stående i døråbningen og kiggede. Jeg spurgte ham, hvad der var galt med ham, om han var død? Han knælede ned i døråbningen og sagde: Ja, jeg er død, mor."
Kort tid efter kom der besked fra Libyen. En kammerat sendte Charles' pas hjem. Charles havde overladt passet til ham. Han ville, at moren skulle vide besked, hvis rejsen endte galt.
"Nu er der ingen glæde i mit liv," siger Elizabeth. "Hver gang jeg har et øjeblik for mig selv, bliver jeg overvældet af tankerne om, alle de frygtelige ting, der er hændt."
Rygterne om de unge fiskeres død på Middelhavet har bredt sig, alligevel overvejer mange unge mænd i landsbyen stadig at forsøge den farlige tur til Europa. Størstedelen af den mandlige befolkning er fiskere, og de fleste har ikke andet arbejde at vende sig mod, hvis fiskeriet - som mange frygter - skulle ende med at kollapse. Der er formodentlig ikke nogen enkeltstående årsag til nedgangen i fiskeriet. Befolkningstilvæksten i kystområderne har skabt pres på fiskebestandene. Eksperter peger på, at brugen af fiskenet med for små masker er uhensigtsmæssig, det samme gælder brugen af elektrisk lys og dynamit. Derudover har EU i en årrække optrappet tilstedeværelsen af subsidierede industrielle trawlere ved opkøb af fiskerettigheder til de vestafrikanske farvande. EU fisker nu i ni vestafrikanske lande - fra Marokko i nord til Gabon i syd. Denne udvikling kritiseres både af FN og miljøorganisationer.
Hænger med hovederne
Fiskerne tager som regel af sted ved daggry. Mellem fem og seks om morgenen genlyder landsbyen af påhængsmotorer, der afprøves på stranden inden fiskerne går på havet.
Fiskeriet i landsbyen foregår i store bemalede kanoer med en besætning på omkring tyve mand. Men hvor de før kunne fiske i farvandet omkring landsbyen, må fiskerne nu søge længere og længere ud på havet - og kommer i stigende grad tomhændede hjem. I mange tilfælde er gæld det eneste, de får ud af deres anstrengelser, fordi de nu skylder penge for benzin efter en lang, frugtesløs jagt på havet. Benzinpriserne himmelflugt har heller ikke gjort det lettere at være fisker, og mange besætninger sejler rundt med en betydelig benzingæld, som skal betales af, før de kan begynde at tjene penge til sig selv og deres familier.
Om eftermiddagen komme kanoerne hjem fra havet. Men allerede inden kanoerne er kommet i land, kan landsbyens fiskehøvding se, at fiskerne kommer tomhændede hjem.
"De sidder og hænger med hovedet," siger høvding Mortey og kigger ud over havet. "Hvis de havde haft en fangst i lasten, ville du se dem stå op og juble i kanoen."
"Landsbyen er et samfund, hvor alt afhænger af fiskeriet. Før i tiden var der så mange fisk, at kvinderne ikke engang kunne nå at røge dem alle sammen. Nu kommer fiskene ikke, som de plejede. Tre år i træk er fangsten slået fejl," forklarer fiskehøvdingen.
Alligevel advarer fiskehøvdingen om at rejse illegalt til Europa via Libyen for at undslippe fattigdommen.
"Hvis man rejser til Libyen og tjener penge der, så ville jeg anbefale, at man kommer hjem til Ghana og bruger sine penge på at søge et visum og købe en flybillet Europa. Det er bedre end at rejse over havet og miste livet,"siger høvding Mortey.
Den rute, de unge ghanesiske mænd tager til Europa, går igennem Niger og Sahara til Libyens middelhavskyst, hvorfra menneskesmuglerne sender dem af sted mod den lille italienske klippeø, Lampedusa. Men inden de kommer så langt, har den livsfarlige tur gennem Sahara til Libyen afkrævet mange lidelser.
Mange vender i stedet skuffede tilbage til landsbyen og samler kræfter til et ny forsøg.
Ebenezers mål var netop at komme til Europa, men han mistede modet i Sahara, da han og to andre fra landsbyen mødte bevæbnede røvere i Algeriets sydøstlige Ahaggerbjergkæde. Røverne tog deres penge og ødelagde deres mad og drikke. De blev reddet i ellevte time af en gedehyrde, som gav dem vand. Men da de endelig nåede til Libyen, opgav Ebenezer at rejse over havet til Europa.
"Jeg prøvede ikke, fordi jeg allerede havde smagt på døden i ørknen. Det var nok for mig," siger han.
Han blev i Tripoli og tjente lidt penge, som han rejste tilbage til Ghana med. Pengene brugte Ebenezer til at købe en maskine, der laver store plastikposer om til mindre plastikposer af den slags, som kvinderne i landsbyen bruger til at indpakke nødder, mel og sukker i. Men det er ikke et arbejde, der giver stort afkast.
"Kommer du hjem fra Italien kan du købe et stykke land og med tiden opføre en bygning, hvor din familie kan bo. Man bliver en person, som andre mennesker regner med og spørger til råds. Det kan ikke lade sig gøre her i landsbyen, om man så arbejder hårdt i 30 år. Man vil knap nok kunne føde sig selv."
Ebenezer har derfor ikke opgivet tanken om at rejse, om end han er færdig med at sætte livet på spil.
"Jeg vil ikke miste mit liv på havet eller i ørknen. Mit håb er, at mine venner i Europa kan hjælpe mig, så jeg kan rejse på den normale måde. Her er der ingenting at lave. Hvis jeg sammenligner mit liv i Afrika med mine venner, der har klaret den til Europa eller Asien, så kan jeg se, at jeg spilder min tid."
Visse navne i artiklen er ændret med henblik på at sløre de medvirkendes identitet.
* Hans Lucht er journalist og antropolog. Artiklerne er baseret på syv måneders antropologisk feltarbejde i Italien og Ghana, og er del af en ph.d.-afhandling om globalisering og illegal immigration ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet.
