Læsetid: 9 min.

De døde sjæles plads

Italien har en cafekultur, som omfatter alle, ikke kun de unge og smarte, men også de gamle, men i byen Lari gik der berlusconisme i den. Her er fortællingen om en plads, som bærer vidnesbyrd om historiens gang og den krig, der stadig huskes, og som nok er årsag til, at der er et stort flertal mod deltagelse i Irak-krigen
10. august 2006

Nu, hvor det er blevet rigtig varmt, føles savnet af baren på pladsen over for il castello mediceo særlig hårdt. De gamle mænd, som engang i vinter blev fordrevet fra deres stambar, som lukkede, sidder nu på fortovet foran aviskiosken og døjer i heden. Der er kun skygge indtil klokken godt 10. Ganske vist driver kioskejersken også en bar, men ham, der passer den, er sur og gnaven, og kaffen smager forfærdeligt. Ja, i realiteten er der tre barer tilbage i Lari. Laura og hendes mor, der har overtaget Tabacchi lige over for aviskiosken, serverer nemlig også kaffe, selvom det især er Pasta Martelli, frimærker og cigaretter, der trækker kunder til. Og endelig er der Folkets Hus, der om aftenen fungerer som bar, og hvor såvel gamle som unge mødes til veglia efter at have spist aftensmad.

Men til trods for at både baren ved aviskiosken og Laura og hendes mor har sat solparasoller op på fortovet, er det som nævnt begrænset hvor længe der er skygge, foruden at det nærmest føles ydmygende at skulle sidde i række langs med husmuren i stedet for rundt om borde og med masser af plads til rådighed, således som man var vant til det på il Bar al castello. Og så var der skygge, indtil det var tid at gå hjem til middag. Og mens der på baren på pladsen foruden de gamle mænd også kom gamle koner og husmødre med deres børn og unge par og en enkelt gang nogle turister, som i en broget blanding drak kaffe og spiste is og spillede kort og læste avis og diskuterede politik, så er det nu kun de gamle mænd, man ser på de tiloversblevne barer. Alle de øvrige potentielle bargæster holder sig væk, da de åbenbart synes, det er noget mærkeligt noget at sidde i en lang række op ad en husmur og drikke kaffe.

I Lari, ligesom i alle andre landsbyer i Italien, er det noget helt almindeligt og naturligt, at gamle og unge, mænd og kvinder, ja, selv børn, sætter sig ved et udendørs barbord og nyder et eller andet, om så det kun er et glas vand. Altså i modsætning til Danmark, hvor det kun er de unge og smukke, der går på café - og drikker cappuccino.

De vise mænds bord

Og selvfølgelig var der stamborde på Bar al castello, eller rettere, der var kunder, der dag efter dag satte sig sammen ved et ledigt bord. Et af disse borde blev i folkemunde kaldt 'de vise mænds bord'. Her sad som sædvanlig: Alberto på 83, pensioneret murer og en af landsbyens eks-partisaner; Mauro på 67, ugift, tidligere landarbejder nu invalidepensionist og stor beundrer af Karen Blixen; Giovanni - også kaldet Bobo - forhenværende postbud, fraskilt og far til en tøs på et par og tyve, der er ekspert i computerprogrammer, og som ofte bliver sendt til Sydamerika som konsulent; Silvano på 72, pensioneret maskinarbejder, gift med en ungarsk kvinde, der hurtigt lærte italiensk og blev sygeplejeske, samt far til to sønner, hvoraf den ene, Maurizio, underviser i italiensk på universitetet i Reykjavìk, og den anden, Tommaso, arbejder som computergrafiker i Skotland. Til denne faste stok sluttede sig gerne andre: en eks-carabinieri, en pensioneret jernbanemand, eller hvem der nu måtte have lyst. Lørdag og søndag udvidedes gruppen ofte med Angela, maskin-arbejder og tillidskvinde på Piaggio i Pontedera, hvor de laver scootere (Vespa), og hendes fyr Claudio, havnearbejder i Livorno og rockmusiker i sin fritid. Og som nævnt kunne det hænde, at nogle tyske turister, som havde forvildet sig op til Lari, faldt i snak med de lokale.

Pladsen, som nu ikke længere har en bar, hedder Piazza Giacomo Matteotti. Det har den heddet siden befrielsen i 1945, hvor kongedømmet blev afskaffet og republikken indført ved folkeafstemning. Matteotti var en kendt socialist og medlem af parlamentet. Han bekæmpede diktaturet og blev derfor, på Mussolinis befaling, massakreret af en bande sortskjorter - ligesom utallige andre antifascister. Før den tid og siden 1870 hed pladsen Piazza Umberto I, efter Italiens konge fra 1878 indtil 1900. Bortset fra at den fra 1930 til 1945 hed Piazza del Littorio. Navnets sidste led er af latinsk oprindelse og referer til ordet 'risknippe', der var fascisternes symbol, deres logo. Det var altså 'Fascisternes Plads'.

Navnenes betydning

I Italien kan man læse landets historie ud fra navnene på gader og pladser. Eller rettere, man kan læse, hvem der nu har magten i det område af landet, man befinder sig i, og hvordan man her fortolker historien. I det 'røde bælte' kan man stadig finde navne som Via Stalingrado og Piazza Lenin. Og næsten hver by og landsby har en Via Roma eller en Piazza Garibaldi.

Hvad pladsen i Lari hed før i tiden, må guderne vide. I nogle århundreder har den sikkert heddet Piazza Castello, eventuelt med tilføjelsen Mediceo, idet medicierne tidligt erobrede og udbyggede borgen og forstærkede de middelalderlige bymure med voldgrav og vippebro. Hvad den hed i etruskertiden, og om der i det hele taget var en plads, er der vist ingen, der ved, men byens navn betyder på etruskisk kriger eller høvding.

Det er imidlertid ikke kun navnene på gader og pladser, der refererer til historiske og kulturelle personer eller begivenheder. Også arkitekturen giver ofte et fingerpeg om hvem, der har hersket.

Når man sad på baren på pladsen, så man nemlig til den ene side ikke blot il castello, altså middelalderborgen, men også monumentet for den 'ukendte soldat' med en marmorplade, hvor navnene på landsbyens faldne fra Første Verdenskrig er angivet. I Toscana og generelt i hele Italien har de fleste byer og landsbyer et sådant monument, hvor man mindes de døde soldater fra 'den store krig', hvor Italien havde 800.000 faldne, men ofte også dem fra Anden Verdenskrig og fra modstandskampen. Og det er foran dette monument, at man mindes nationale og lokale begivenheder af historisk betydning. For eksempel er det ikke mere end et par måneder siden, at Laris borgmester højtideligholdt 62-årsdagen for landsbyens befrielse og partisankampens faldne.

Italienerne husker stadigvæk, hvad krig er for noget, og det er nok derfor, at der altid har været et stort flertal i befolkningen mod deltagelse i Irak-krigen.

Ser man lidt længere i samme retning, kan man øjne spaghettifabrikken Pasta Martelli, som ikke er en fabrik, men et lille familieforetagende, hvis pasta efterhånden er kendt i hele verden.

Ser man derimod i den anden retning, altså til højre, er det som at få et slag i øjet. Der knejser en klodset og vanskabt bygning i forloren klassisk stil med loggia og trappe op og en stor balkon. Her kunne landsbyens duce, ligesom den rigtige duce nede i Rom på balkonen på Palazzo Venezia, stå og fortælle om fascismens velsignelser. Demokratiet var blevet kvalt i blod, der var ikke længere et byråd og en borgmester, og i stedet for det gamle rådhus, som nu selvfølgelig er i brug igen, opførte man i stile imperiale denne rædselsfulde bygning, der hed la casa del fascio, Fascisternes Hus. På dette sted havde der siden 1570 ligget en elegant buegang i fornem renæssancestil, hvorfra der må have været en pragtfuld udsigt over dalen med Appenninerne i baggrunden. Men da fascisterne klaskede deres bygning ovenpå og samtidig lukkede for udsigten, måtte man forstærke pillerne, som derved blev dobbelt så brede, og det var slut med harmonien. Altså en arkitektonisk skandale. Jeg husker endnu, hvordan Alberto, som før i tiden blev tilkaldt, når der skulle udføres reparationer på domkirken i Firenze eller det skæve tårn i Pisa, hidsede sig op, da han for år tilbage forklarede mig dette makværks historie.

Ser man endelig ud over pladsen, som nok skal være 25 gange 30 meter eller mere, ligger der på den ene side, der hvor baren lå, en blomsterhandel på hjørnet, en lille trikotageforretning, en købmand og en barber, mens hele den anden side bortset fra endnu en trikotageforretning består af forskellige lokaler, hvoraf de fleste er tomme, som ejes af sognepræsten. Mens der i stedet for baren nu ligger en restaurant for fine mennesker; det var i hvert fald hensigten fra starten. Og det er egentlig her, historien tager sin begyndelse.

Så længe folk kan huske, har der altid ligget en bar på pladsen. Da jeg flyttede til Lari, hed ejeren Carlo. Han var først medlem af kommunistpartiet og blev så formand for Rifondazione comunista. Han passede baren sammen med konen og tjente vistnok gode penge, da han for en halv snes år siden solgte den til en anden Carlo, der også passede den sammen med konen samt datteren. Denne Carlo havde også været medlem af kommunistpartiet. Men efter murens fald og betonkommunismens sammenbrud blev partiet socialdemokratisk (og hedder nu DS, dvs. Democratici di sinistra, altså Venstredemokraterne), og det blev Carlo også. Og det nye parti bevarede styret i Lari, men først efter at det var blevet grundigt sandblæst og shinet op med nyliberalistisk puds og kække moderne farver, der ledte tanken hen på udvikling og privat initiativ.

Fine fornemmelser

Hvad har al denne snak om politik med baren at gøre? Onde tunger hævder, at da Carlos datter fik fine fornemmelser og ikke længere gad stå og servere kaffe og is for pensionister og deslige, men i stedet ville lave biksen om til en smart restaurant, så tøvede kommunen ikke med at ændre bevillingen. Jo, måske tøvede den, blandt andet fordi folk brokkede sig, men det korte af det lange er, at bevillingen til at sløjfe baren og kun drive restaurant blev givet. Og nu er det gamle skilt lavet om, og over indgangsdøren står der Antica Osteria al Castello, altså Det antikke Slotsgæstgiveri. Men, som Mauro en dag sagde, så er dette navn foruden at være løgn noget semantisk sludder, det rene reklamesprog, en sproglig tilsnigelse. Ordet 'antik' kan ikke indgå i navnet, uden at det lugter af fup og humbug. En ting kan eventuelt være antik, men den kan ikke hedde det. Det er ligesom, når snart sagt enhver møbelfabrik reklamerer med, at de laver 'antikke' møbler. Men det skulle altså være fint og smart, og når noget er antikt, så er det også smart og går som varmt brød hos de ny-rige.

Måske var det datterens mand, der fandt på navnet. Oppe i landsbyen kalder de ham kaliffen. Han er post-68'er, altså moderat lang-håret med krøller i nakken og kører i en af de der store firehjulstrukne japanske biler.

Og måske var der ikke kun gået politik i det. Men en falden på halen for alt det smarte og nye, som man her i landet nu kalder for berlusconisme. Udvikling er det nye modeord, også hos politikerne i Lari, som vil skaffe omsætning til landsbyen for enhver pris, også selvom det betyder, at de gamle skal sidde og døje med varmen, og at den traditionelle cafékultur er gået fløjten. For at kompensere har kommunen sat nogle rædselsfulde jernbænke op på pladsen, men netop der, hvor der er mest sol! "Det er ligesom på en kirkegård", sagde Silvano. "Jamen der er jo heller ikke en levende sjæl", tilføjede Alberto. "Næh", konkluderede Mauro. "Det er de dødes sjæles plads".

Jørgen Stender Clausen er associeret professor på universitetet i Pisa, hvor han underviser i Nordisk Sprog og Litteratur. Lari er en landsby, der ligger cirka 25 kilometer fra Pisa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu