DRAMAET i de store globale slagsmål i Seattle, Prag og Gøteborg er forvandlet til en tragedie i Genova. En aggressiv Black Block på få tusinde aktivister er med had, iscenesatte bykrige og en syg vold-modvolds-logik ved at ødelægge den debat, som et stort flertal af fredelige folk ønsker at rejse. Og de har nu fået en martyr at dyrke, så de kan piske nye ekstatiske voldshøjder frem i kroppen på forvirrede unge: Den 23-årige Carlo Giuliani blev fredag skudt af en tre år yngre og forskræmt politimand, da Carlo og andre aktivister gik til angreb på ham og en politibil med brandslukkere og tungt kasteskyts. Og derpå kunne dele af pøbelen råbe »mordere«. Mordere til politiet, til de politiske magthavere og til G8.
At ekstremistiske aktivister laver ekstreme fjendebilleder er ikke nyt. Det bekymrende er, at tankegangen breder sig på den nye, globale venstrefløj og oprørsbevægelse. José Bové, den protektionistiske bonde, hævdede, at »det er de multinationale selskaber fra de rige lande, der fremprovokerer volden.« Og Luca Casarini fra White Overalls sagde, at »de mest voldelige i Genova kaldes G8«. I denne tågede og absurde retorik om at det globale imperiums systemvold er den værste, henter de militante legitimitet til at kaste sig ud i blodig aktivistvold. Det er set før efter 68-oprøret at terrorister tog over, da retorikken var blevet ekstrem. Det kan ske igen.
UANSET hvad, vil Genova huskes som dødens og voldens palads. Det er de sorte gadefascisters fortjeneste. Det er absurd at påstå, at enhver selvbestaltet aktivist har ret til som var de små konger at sidde med ved topmøder, og derfor med vold og magt har ret til at bryde gennem politimure. Det er at drive rettighedsfilosofien for vidt. Skulle systemets ansigt demaskeres, så kunne man som en happening have søgt tilflugt i en af Genovas forstæder eller i Porto Alegre! og holdt politiske møder der. Systemets to containermure var afslørende nok i sig selv.
De få tusindes vold ødelægger det for de 100-150.000 fredelige aktivister fra ATTAC, Genovas Sociale Forum og mange andre, der anstrengte sig for at gøre det globale til en politisk sag og ikke til en fordummende krigsspiral. De fredelige happenings er antitesen til den sorte bloks vold.
Det er på høje tid, at G8 og andre ledere går i dialog med den ansvarlige del af den nye bevægelse. For at skabe sociale og miljømæssige reformer, men ikke for at omklamre de aktive og forvandle dem til stumme marionetter for det nye imperium den globale kapitalisme uden magtcentrum, der beskrives så markant i bogen Empire af Antonio Negri og Michael Hardt.
MEN DET stiller større krav til den folkelige bevægelse. Det er for letkøbt at kalde G8 for en global eksekutivkomité eller et udemokratisk forum, der i det skjulte vil gennemtvinge en neoliberal enhedstanke. G8 har mest været en karikatur af et globalt magtaristokrati mest en formalistisk og ofte internt splittet snakkeklub uden ret meget praktisk handlekraft. Magtens netværker spindes mere i andre foraer: i koalitioner for militær indgriben i Golfen og på Balkan eller ved miljø-protokoller i FN. De låner legitimiteten, men ejer den ikke.
Der er desværre risiko for, at den vigtige, globale debat banaliseres, og at aktivister gør protesten til instrument imod globaliseringen. Og det er for simpelt at påstå, at de fattige u-lande bare er ofre for udbytning af multinationale selskaber og den neoliberale globalisering. Verden, globaliseringen og historien er mere kompleks. Sult og fattigdom skyldes ofte svigt og misbrug i lokale og nationale magtstrukturer mens mere globalisering, mere demokrati, teknologisk know how og samhandel kan skabe fremskridt.
Det er rigtigt, at verden mangler mere demokratisk regulering især af den frit løbende finanskapital. Derimod er varehandelen stadig mere præget af protektionisme og statsmure end af den blandt aktivister forhadte neoliberalisme. WTO er ofte ganske magtesløs, men en demokratisk styrkelse af WTO kunne måske bidrage til at give globaliseringen et mere humant ansigt. Lige som menneskerettighederne og globale krigsforbryderdomstole kan det.
G8 er i det billede en forældet klub. At de otte landes ledere mødes næste år i en afsides bjerghytte i Canada, gør ikke noget. Herregud. Demokratisk valgte ledere må gerne sludre sammen. Men det er i andre og bredere foraer end G8, at grundlaget for en mere demokratisk verdensorden skal bygges.
