Læsetid: 4 min.

Døden i Mainstream

Jeg ville af hensyn til det meget omtalte 'folk' ønske, at man engang imellem ville bruge et par af de mange hundrede millioner kroners licenspenge på et stykke tv-dramatik, hvor man ikke kan det hele udenad i forvejen ...
6. maj 2005

Der er grund til at have respekt for en mand, der siger sin mening lige ud og står ved den uden at blinke. En sådan mand er dramachefen i Danmarks Radios TV, Ingolf Gabold. Han er heller ingen Mr.-hvem-som-helst, men en herre med magt og mange millioner licenskroner i baglommen. Han har stået bag mega-successer som Rejseholdet og Krøniken og en håndfuld andre, så der er grund til at rette ind, hvis man vil snakke med ham.

Til Information fortæller han (18.04.05) om de ny planer for uddannelsen af manuskriptforfattere til opfølgningen af de successer, der i flere omgange har slået landet med forbløffelse og beundring og bundet mere end totredjedele af befolkningen til tv-skærmen.

Hvilket alt sammen bygger på et "succeskriterium", som Ingolf Galbold gør rede for, og som er til at tage og føle på. Herunder står klichéerne i kø, for det er jo en kendsgerning, at succes avler succes, ikke sandt, og hvis man tænker på Huset på Christianshavn og Matador plus en million amerikanske serier, der var optakten til den ny trend, er der heller ingen tvivl om, at den ny "succes" er barn af deres succes.

Klichéen sejrer

Det viser sig altså, at klichéen sejrer - modsat hvad der er tilfældet i Hollywood, hvor en opfølgning af noget, der engang fyldte kassen, i reglen ender som en katastrofe.

Der må altså søges en løsning, og den leverer Ingolf Gabold eksemplarisk. Han siger: "I tv-regi har vi kunnet mærke, at den naturalistiske virkelighed har størst succes hos seerne, og det bliver vi med vores succeskriterium nødt til at tænke på. Seerne vil se ting fra et realistisk univers og genkendelige arbejdspladser. Derfor satser vi på det til primetime, og det må man som forfatter indstille sig på."

Det vil jeg kalde rene ord for (licens)pengene, og det er fantastisk velgørende at få det sagt. Fra nu af er der ikke noget at tage fejl af, alle ved, hvad de har at rette sig efter, hvis de vil med på succesvognen og have noget i tv.

Nå, der viftes selvfølgelig med et alternativ, de unge kan på vej til megaserien måske få lov til at lave et enkelt afsnit i mestrenes værker, som var der tale om Rubens eller Michelangelo, hvor en kvik svend kunne tillades en klat for neden til højre på det store lærred. Der kan måske også blive tale om enkelte, dramatiske indslag klokken lort om natten. Til gengæld har Ingolf Gabold midt i sin kogende populisme bekvemt fået anbragt en kattelem til sit eget sublime intellekt ved at erklære sin ubegrænsede kærlighed til Jytte Rex' eksklusive filmkunst, så man tydeligt forstår, at det, almindelige mennesker gerne vil have på skærmen, egentlig slet ikke er noget for ham. Den skal højere op!

Til sidst farer trolden for alvor op af æsken med et ordentligt svup, for grunden til, at seriedramatikerne og deres efterfølgere har det så slemt (trods den gungrende succes), er ikke overanstrengelse eller successsens byrde, men den enkle kendsgerning, at "flere kritikere sidder fast i den gamle, modernistiske tradition, men tv er et postmoderne medie, og det skaber et pres fra kritikerne, som det tit ikke er sjovt at arbejde under. Det kræver mod at gå i gang, og det er en udfordring at kommunikere i et massemedie med en mere mainstream funktion".

Flugt over plankeværket

Modernisme = kritik, postmodernisme = frikadellens suverænt over al kritik svævende flugt over plankeværket. Man ser for sig succesfirmaet Thorsboe & Thorsboe og deres efterfølgere iført panser og plade, skudsikre veste og asbestdragter på vej til skrivebordet, hvor de under de forhåndenværende umulige betingelser og med opbydelsen af alt deres mod kaster sig over pc'eren for at forlænge den mainstream, som på folkets (og Ingolf Gabolds) bud skal nå herfra til evigheden og - det må man formode - postmodernismens paradis. Hvis ikke det kan kalde tårerne frem i øjnene på selv den mest krasbørstige gammelmodernistiske kritiker, ved jeg ikke hvad, det skulle da være tanken om samme anbragt i den for længst opbrugte fortids skruestik.

Det er som bekendt en yndet sport i disse år at pege næse af kritik, der forholder sig til andet end seertal og ratings, ja, man kan f.eks. i forbindelse med den siddende regerings holdning sige, at kritik stort set er uønsket. På den linje opererer tv-dramachef Ingolf Gabold, og det er - som sagt - herligt at få syn for sagn. Hvad de unge håbefulde angår, skal de ifølge opskriften "med sikker hånd kunne ramme i plet og bredt hver gang".

Lad glasset smadre

Jeg kan egentlig godt forstå, at der må være nerver på i den branche, og jeg er lykkelig over at være belastet med så mange fejl, og jeg personligt er helt ubrugelig i sammenhængen. Til gengæld ville jeg ønske også af hensyn til det meget omtalte 'folk', at man engang imellem ville bruge et par af de mange hundrede millioner kroners licenspenge på et stykke tv-dramatik, hvor man ikke kan det hele udenad i forvejen, og noget måske hang udenpå og dinglede og var bare en lille smule overraskende og ikke kun selvbekræftende, for et eller andet sted må der findes en tv-kunst, som ikke blot stiller et spejl op for at afbilde vores fælles afgrundsdybe kedsommelighed, men smadrer glasset, så man også kan se noget andet. F.eks. sig selv eller galskaben eller døden.

Måske man så ville ane, at både livet og døden er noget andet end det formskårne fællesportræt, man præsenteres for kl. 20 i primetime på DR TV1. Det ville i ordets egentligste forstand være op-livende!

PS: Som belønning for sit mod skal Ingolf Gabold have lov til at se Bradbury's og Truffauts Fahrenheit 451 hver aften i fem uger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu