Læsetid: 4 min.

Selv i døden er nogen smukkere end andre

Den Kgl. Ballet er tættere på Gud, end den længe har været. Og i Tim Rushtons skønhedsdyrkende 'Requiem' kan døden både ses fra albuer og på knæ
28. marts 2006

Tim Rushtons nye ballet handler om døden. Men sjældent har Den Kgl. Ballet virket så levende som ved premieren på Requiem. Afsted hvirvlede danserne hen over scenen i ekstrem topform - afbrudt af typiske Rushton-opstandsninger, hvor kroppen læner sig forover med strakte, spredte ben, og den ene albue dunker ned i gulvet, mens den anden arm peger ud til siden og tvinger kroppen videre. For der er ingen pauser i Rushtons dødssuk.

Til trods for titlen er musikken dog netop ikke et requiem, men Góreckis 3. Symfoni (1976) og Szymanowskis Stabat Mater (1929).

Górecki indleder med en dyster strygersusen fra dødsriget, og Górecki viser sig at være en abstrakt sjæleven til Rushton, der også netop afviser konkrete handlingsforløb og elsker at bore sig ned i følelsessituationer. Døden set fra albuerne, døden set på knæ... Parallellen er synlig: Tonerne dør helt ud hos Górecki - akkurat som den sidste puls i Rushtons bevægelser, der langsomt bliver svagere og ebber ud.

Dødstilstanden har inspireret Rushton til at dyrke 'arabesquen', altså den balletstilling, hvor danserne løfter et strakt ben højt bagud. Men Rushton lader danserne trække det løftede ben til sig, så foden bøjer og svirper tilbage - i lynhurtige 'fortrydelsesarabesquer', der symbolsk bekender og begræder særlige livsøjeblikke.

Her er dog ingen navne på dem, der græder tårerne. Danserne er anonymiserede og smurt ind i sorgens aske, så deres ansigter og hår lyser uigenkendeligt gråt i mørket. Kun deres kroppe er heftigt i live - pigerne bærer Mia Steensgaards smukke bikinier med japanskinspirerede stoffolder, så deres muskeltonede maver efterlader bløde lyskurver i rummet. Og mændene buldrer af sted med biceps og sixpacks over dødslændeklæder og knæbeskyttere. Bag dem lyser Steven Scotts lukkede vægdekoration af kapelgange og lyssøjler, der uvægerligt omskaber sig i alterproportioner og til lysstriber, der mødes i kors. Så selv om ordet 'kristendom' ikke nævnes med ét ord i programmet, så står Jesus hele tiden og venter efter næste arabesque...

Skulderpakker

Man dør alene, siger man. Men Rushtons dansere hjælper hinanden godt på vej: Mændene bærer kvinderne som små sammenrullede pakker højt oppe på skuldrene. Desuden søger Rushton dødsberoligelse i selve den klassiske ballets teknik: Han lader simpelthen danserne stå stille med fødderne i den krydsede 'femte position' - hans dødsvariant er blot, at han lader danserne løfte armene ud til siden, mens ansigterne bøjer bagover og stirrer højt, højt op mod himlen; måske den smukkeste bevægelse overhovedet i denne ballet. Og hans spring gør det samme: Kroppene springer spagatspring, mens blikkene søger det, der gemmer sig bag skyerne. Her er Den Kgl. Ballet tættere på Gud, end den længe har været.

Personligt følte jeg, at Rushton havde fået udtrykt, hvad han ville om døden, allerede efter 1. akt. Og da Szymanowskis sært gammeldags bravallamusik fra 1929 buldrede dansant af sted i orkestergraven under Grahams Bonds kølige overblik i begyndelsen af 2. akt, blev meget til gentagelse. Det er selvfølgelig al ære værd, at Rushton har ønsket at forene balletkompagni, kapel, operakor og sangsolister i et sligt åndeligt Gesammtkunstwerk om døden - det er bare ikke nødvendigvis i totalfusion, at dødsskønheden viser sig mest overvældende. Men jo, i de heftige passager smittede koreografien af på musikerne: kontrabasserne flyttede i hvert fald hånden på gribebrættet, som var det kanten af en skindøds kiste. Ellers gik der munkekutte og kirkeforsoning i den, i hvert fald for de katedralopstillede korsangere.

Taljesvirp

At der så på premiereaftenen pludselig indtraf en lang pause, fordi en tilskuer på 2. balkon åbenbart blev dårlig og måtte have førstehjælp inde på tilskuerpladserne - det var et sandt og uhyggeligt memento mori. Men det var uklædeligt, at teatrets ledelse ikke stod frem med en forklaring til alle os tilskuere, der ikke kunne se, hvad der foregik. Og det var kunstnerisk utilstrækkeligt, at forestillingen bare blev genoptaget, hvor den var standset - og ikke tog hele 2. akt forfra. Det gjorde i hvert fald ikke Szymanowski-dyrkelsen mere indlysende.

I døden er vi alle lige, siger man også. Jo, men selv i døden vil nogen være mere fascinerende end andre... Og der er vel en grund til, at Tim Rushton ikke har kunnet gøre den karismatiske Mads Blangstrup lige så anonym som alle de andre dansere. Når Mads Blangstrup træder ind på scenen, stjæler han blikket, askeindsmøring eller ej. Så enkelt er det. Og derfor er det også underligt ufuldendt, at koreografien aldrig afslører, hvem Mads Blangstrup sørger over. For er det hans elskede, der er død fra ham? Eller søger han sin egen død, fordi hun forlod ham?

Rushton og hans dramaturg Gerd Schottländer undgår bevidst at give konkrete handlingsforklaringer, men de kan tydeligvis ikke forhindre, at spørgsmålene opstår i tilskueren - heller ikke når det hele tilsyneladende ender i en ofringsfest, hvor alle vandrer hen mod døden. Også Blangstrup. Eller når en nakkesmerte af Caroline Cavallo fanger blikket - ligesom et taljesvirp af Izabela Sokolowska, en armærgrelse af Louise Midjord eller en skulderkæntring af Gitte Lindstrøm.

Men jo. Tilskuerne til dette Requiem - pånær den ene ulyksalige - kunne forlade Operaen med udsøgt dødsskønhed i sindet. Og vandre tilbage ud i livet.

'Requiem'. Koreografi: Tim Rushton. Scenografi og lys: Steven Scott. Kostumer: Mia Steensgaard. Dramaturgi: Gerd Schottländer. Musik: Henryk Górecki (3. Symfoni) og Karol Szymanowski (Stabat Mater). Musikalsk ledelse: Graham Bond. Den Kgl. Ballet på Operaen, til 6. apr.

www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu