Læsetid: 13 min.

Døden i Nordkoreas Gulag

Under trusler og ydmygelser knokler en 13-årig dreng i 1980'erne for at tjene penge til Kim Il-Sung. Drengen og hans familie lever af majs, rotter og salamandere i en af Nordkoreas koncentrationslejre. Mange hundredetusinde menes at dele deres skæbne
31. oktober 2005

Vores skoleøvelser var så lammende kedelige som nogensinde. Terpestoffets trivialitet, frygten for at blive tævet og vores vedvarende fysiske udmattelse samvirkede om at gøre os til lallende tåber. Opgaver som "Opsummér Den Store Leders tale fra 3. juli 1954 og lær den udenad" formåede ikke at vække bare minimal intellektuel nysgerrighed hos os. Men det var heller aldrig meningen. Så længe vi simulerede opmærksomhed, var vores lærere tilfredse og lod os sidde i fred og lave ingenting.

Den mulighed havde vi ikke om eftermiddagen, hvor de udendørs arbejdsopgaver var mere krævende og lagde beslag på vores fulde koncentration. For at tilse, at vores hoveder og muskler blev holdt i fuld i vigør, overvågede bevæbnede vagter vores hakkearbejde og tøvede ikke med at gribe til fysisk afstraffelse, dersom vi ikke opfyldte kvoterne. Det kunne hænde, at vagternes opmærksomhed sløvedes, men i reglen holdt de os til arbejdet, som var vi dyr. Jeg arbejdede så hårdt, at jeg kun sjældent fandt tid eller overskud til at savne min mor - endsige tænke på hende. Alligevel ved jeg, at hendes fravær var stærkt medvirkede til at fremkalde det sortsyn, jeg følte opfyldte hele min tilværelse.

Alt for kommunismen

Ej heller var der nogen trøst at finde, når jeg efter mørkets frembrud vendte tilbage til vores barak. Atmosfæren omkring aftensmåltidets majsskåle var usigeligt dyster og trist. Vi var alle så gennempryglede, så drænede for energi og tømte for håb. Bedstemor - der altid havde været den mest velformulerede - brød ved disse lejligheder ud i jammerklager over vores vanskæbne og bebrejdede sig selv den ulykke, der var overgået familien. Hun talte også meget om bedstefar og luftede sin vantro indignation over, at han var blevet straffet på grund af en eller anden meningsløs partiintrige.

"Hvorfor ikke mig," blev hun ved at spørge. "Hvorfor blev han fordømt og ikke mig?"

Ifølge nogle medfanger var min bedstefar blevet arresteret i en større udrensningsaktion, der ikke direkte havde relation til hans bemærkninger om ineffektiviteten i landet eller uønskede åbenhjertigheder. Øjensynlig var hans arrestation en udløber af Han Duk-su-affæren - en magtkamp, der en overgang rasede i Chosen Sorens politiske ledelse i Japan. Mange af de tidligere medlemmer af den nordkoreanske diaspora i Japan havde også blandet sig i denne konflikt, både direkte og indirekte. Bedstemor havde taget del i fejden med vanlig energi, mens bedstefar knapt var i stand til at fatte interesse for den.

"Politik var aldrig hans verden," blev min bedstemor ved med at sige. "Alligevel var det ham, de tog."

Jeg tror, hun gerne ville have været i hans sted. Hun kunne ikke andet end føle sig ansvarlig for familiens fængsling og fordømmelsen af sin mand. Stakkels kvinde! Hun havde givet alt, hun havde i sig, for kommunismens sag. I 15 eller 16 år kæmpede hun for dens ideer, som hun troede, hun ville komme til at se virkeliggjort i sit elskede hjemland. Nu havde samme land taget den mand, hun elskede, fra hende og sendt hende og hendes familie i straffelejr. Hun følte sig så skyldig, at hun ustandselig bønfaldt os om tilgivelse. Måske var denne anger og jammerklage - som kom fra en kvinde, der førhen havde vakt alles beundring ved sin ukuelighed og styrke - det, der rystede os mest af alt.

I denne dystre periode var min onkel den første, der indrømmede, at han havde forsøgt at begå selvmord. Det havde han gjort allerede i sin første uge i lejren, kort før resten af familien ankom. Jeg husker, min bedstemor lyttede til hans beretning i tavshed og derefter blev siddende, stum og sønderknust. Da hun omsider vågnede fra denne tilstand, stirrede hun stift ind i min onkels øjne og udtalte med en inderlighed, der ikke tålte modsigelse: "Hvis nogen her skal dø først - så er det ikke dig. Men mig! Og tal så aldrig mere om det!"

Usikker på, om hun havde formået at overbevise ham, tilføjede hun, tryglende: "Hvordan skal jeg kunne leve, hvis du dør."

Selvmordstanker

Alligevel forsøgte min onkel året efter igen at gøre en ende på sit liv Denne gang sammen med min far. Da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min bedstemor mig, at de begge var gået op i bjergene for at finde et træ, de kunne hænge sig i. Jeg begyndte at ryste over det hele, kastede mig ned i min madras, imens jeg tænkte så intenst på dem, jeg kunne og fremstammede: "Kom tilbage, kom tilbage!" Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde ligget sådan, men pludselig hørte jeg barakkens dør knirke. Det var dem! Jeg græd af glæde. Da de tog af sted, havde de været stærkt opsatte på at undslippe lejren, sulten, snavset, ydmygelserne og pryglestraffene - koste, hvad det ville. Men tanken på den ulykke, de vidste deres selvmord ville forvolde familien, holdt dem i sidste ende tilbage.

Selvmord var ikke usædvanligt. Flere af vores naboer i lejren valgte den vej ud af Yodok. Nogle efterlod breve, der kritiserede regimet eller dets sikkerhedsstyrker. Dette var for så vidt hensynsløst, da sådanne selvmordsnoter så godt som sikkert ville medføre, at brevskriverens familie blev sendt til et sted, der var endnu værre end Yodok. Under alle omstændigheder ville en eller anden straf komme til at overgå en selvmorders familie. Reglen kendte ikke til undtagelser: Partiet opfattede selvmord som et forsøg på at undslippe dets greb, og hvis den person, der gennemførte det, ikke længere var der til at betale prisen, måtte andre gøre det. Nogle selvmordere forsøgte at lette sanktionerne mod deres slægtninge ved at efterlade afskedsbreve, hvori de bedyrede deres familiemedlemmers uskyld og urokkelige tro på kommunismen og den højtelskede Store Leders vise styre. Dette kunne i heldige tilfælde få lejrmyndighederne til at behandle den overlevende familie mildere og f.eks. nøjes med at lægge fem år oven i familiens oprindelige interneringsstraf, hvis længde de i øvrigt aldrig blev oplyst om.

(...)

I foråret 1981 fik jeg tildelt den opgave at bistå med at begrave ligene af nogle fanger, der var omkommet i vintermånederne, hvor den frosthårde jord havde gjort begravelser vanskelige. Da tjansen blev anset for ret usædvanlig, blev den belønnet med tilføjelse af nogle nudler til vores daglige majsration. I sig selv var dette nok til at gøre begravelse af lig til en eftertragtet opgave, og arbejdet bød tilmed på yderligere en fordel: Graverholdet fik ret til at ribbe liget for alt tilbageværende tøj og enten genbruge det selv eller benytte det som udvekslingsobjekt for andre fornødenheder.

Dette frynsegode havde dog sin pris. Eftersom den koreanske tradition foreskriver, at døde begraves på høje steder, måtte ligene slæbes op på et bjerg eller en bakketop. Vi foretrak højdedragene i lejrens midte frem for de stejle bjergskråninger i udkanten af lejrens omhegning. At disse bløde bakker lå så tæt på muliggjorde at vi kunne efterleve traditionen uden at måtte vandre og slæbe adskillige kilometer. Men det centrale bakkedrag blev efterhånden fyldt op af lig. Og en dag meddelte lejrmyndighederne os, at nu måtte vi ikke længere begrave vore døde der.

Vi tænkte, at ordren måtte være givet af sundhedshensyn. Vi skulle hurtigt komme til at indse, hvor forkert den antagelse var. En aften var jeg var på vej tilbage til barakbyen med mit graverhold efter at have brugt hele dagen på at lede efter spiselige urter i bjergene, blev vi pludselig overvældet af en frygtelig stank. Som vi gik videre, blev stanken mere gennemtrængende.

Majsdyrkning blandt lig

Så fandt vi frem til årsagen: På det centrale bakkedrag så vi vagterne bulldoze de bakketoppe væk, hvor vi havde begravet så mange af vore døde. Skamløst skændede de disse lig! Ikke det mindste frygtede de at forstyrre de dødes sjæle. En sådan vanhelligelse talte for dem for intet imod muligheden for at dyrke mere majs. Da maskinerne rev jorden op, kom rester af menneskers kød og knogle til syne: Arme, ben og fødder - nogle af dem stadig iklædt strømper - faldt i kaskader ned fra bulldozernes stålskovle. Jeg var rædselsslagen. En af mine venner kastede op. Vi løb derfra med næserne stukket ind i ærmegab for at blive fri for det horrible skue af rådnende stinkende ligdele. Vi erfarede, at vagterne siden havde ladet grave en grøft og udkommanderet et fangehold til at smide alle blottede lig og ligdele deri. Tre eller fire dage senere lå en nypløjet mark klar på den udjævnede bakke til at blive tilsået med nye majsafgrøder. Jeg kendte flere fra min landsby, som fik til opgave at beplante og luge marken. Åbenbart var det et rædselsfuldt arbejde. Eftersom kun de større ligdele var skaffet væk under den nødtørftige oprydning, stødte markarbejderne konstant på menneskerester. Ejendommeligt nok voksede majsplanterne særlig godt på denne jordlod i flere år.

I tilbageblik skræmmer disse scener mig mere i dag end dengang, da jeg var i stand til at forholde mig nogenlunde fattet over for dette rædselssceneri, hvilket måske er den mest afslørende indikation af, hvor afstumpet jeg var blevet. Men jo flere grusomheder, jeg blev vidne til og jo oftere jeg stod ansigt til ansigt med døden, desto mere brændende ønskede jeg at klynge mig til livet, koste hvad det ville. Ganske vist faldt det mig aldrig ind at opnå fordele ved at blive stikker og falde venner i ryggen, men jeg havde mistet en stor del af mine evner til at føle medfølelse og medlidenhed. I takt med at jeg udviklede en vild livsvilje, følte jeg også stigende ligegyldighed over for alle omkring mig. Jeg lærte også at holde mine følelser under kontrol, når vagterne var til stede, hvilket i høj grad var i egen interesse. Bedrag kom til at spille en stadig større rolle i mit liv. Jeg brugte bedrag for at skaffe mad, fange rotter, stjæle majs, foregive at arbejde, mens jeg intet foretog mig. Og for at komme godt ud af det med stikkerne.

Det var jeg ikke ene om. Nogle få uger bulldozerepisoden, mødte jeg en gruppe mennesker i min landsby, der havde samlet sig omkring en kvinde, som græd højlydt, dybt sørgende over et eller andet. Da jeg kom tættere på, tænkte jeg, at hun måtte begræde en nærtståendes død, hvis lig åbenbart stadig var i familiebarakken.

"Åh, hvorfor skulle du allerede dø," blev hun ved at sige. "Hvorfor forlod du denne forbandede verden?" Den ulykkelige kvinde havde ikke bemærket, at både en velkendt stikker og en leder af arbejdsbrigaderne befandt sig i gruppen. Hendes søn, som også var der, indså faren og forsøgte desperat at få øjenkontakt med hende. Det tog ham et stykke tid, men endelig lykkedes det. "Åh," fortsatte moderen uden mindste overgang. "Hvorfor skulle du forlade denne verden, som er blevet så lykkelig takket være vor Store Leders vise styre?" Ingen vovede at grine, men efter dette optrin havde ingen flere tårer tilbage.

Mine anfald af diarré aftog heldigvis takket være et opiumpræparat, min onkel fik byttet sig til for en flaske alkohol. Men foråret 1981 bragte som de tidligere forår sin mere end rigelige andel af lig. Dette var årstiden for det mest udmarvende landarbejde og vi måtte slide og slæbe uden ophør. Spaderne og lugejernene var konstant i vore hænder. De fleste af disse redskaber var i en elendig forfatning, og da der ikke var nok til alle, beordrede vagterne alle redskabsløse fanger til at vende jorden med deres bare hænder.

At spise en salamander

Arbejdet havde dog en fordel, skønt den i reglen kom for sent til at hjælpe de svageste blandt os. I markerne kunne vi fange frøer, som der var mange af på denne årstid. Krybdyrene kunne flås og koges eller lægges ud i solen for at tørre og spises senere. Også deres æg var stærkt efterspurgte. Ud over frøer spiste vi også salamandere, som vi fandt i et nærliggende kildevæld. Jeg brød mig aldrig om deres smag, men de gik for at være meget ernæringsrige. At spise tre om dagen kunne holde en i fantastisk form, sagde man. Som vitaminkoncentrater. Om det er overtro eller videnskabeligt korrekt, aner jeg ikke. Den bedste måde at spise en salamander på er ved at gribe den i halen og sluge den i en mundfuld, før den kan nå at udskille et ildesmagende sekret. Jeg bragte ofte salamandre til min bedstemor i håbet om, at det kunne styrke hendes helbred, men hun lærte aldrig at sluge dem hele. Vi børn var det eneste, som kunne gøre det med lethed. Vi spiste alt, der bevægede sig og fik selv de mest ukræsne voksne til at se fordringsfulde ud til sammenligning.

Når en gruppe fanger var færdige med at bearbejde et stykke mark, var det fuldstændig ribbet for levende dyr. Selv regnorme var jaget vildt. Når vi havde udsuget hende, havde Moder Natur altid brug for et nogle måneder til at komme sig, før hun igen kunne forsyne os med frisk føde. Og alligevel varede vores sult ved, udmarvende og gennemborende.

Jeg skiftede job mange gange det år. Ingen af mine tjanser var lette, men i en fanges monotone liv er enhver forandring velkommen. Jeg arbejdede i majsmarken, begravede lig, samlede urter og rødder i bjergene. Udendørsarbejdet reddede mig fra at få pellagra i fuldt udbrud - en mangelsygdom som følge af ensidig majsholdig kost, hvis symptomer - hudforandringer omkring øjnene (de berygtede 'briller') og en vild trang til at æde hvad som helst - jeg var begyndt at udvikle. I bjergene fangede jeg frøer og kogte deres æg. Det hjalp mig til at holde sygdommen på afstand.

Minearbejde

I flere uger gjorde jeg også tjeneste i en guldmine på de nordlige bjergskråninger. I den japanske besættelses sidste år var minen blevet lukket, da fortsat drift blev skønnet urentabel. Men nu da der var gratis arbejdskraft, havde forudsætningerne ændret sig: Syv til 800 mænd arbejdede i femholdsskift. De steg ned i minen uden nogen form for beskyttelsesudstyr - end ikke en hjelm fik de - og med kun en lommelygte eller en stormlanterne med stearinlys til at oplyse deres vej.

En dag erfarede vi, at der var dekreteret særlig mobilisering for at øge den nationale guldproduktion og derved tilvejebringe mere udenlandsk kapital for Kim Il-Sung. For at opfylde de nye kvoter, overførte vagterne flere landarbejderhold til minedriften. Mit hold var et af dem, men til alt held blev vi forskånet for de vanskeligste opgaver i minens inderste dybder. Dette ville have krævet en særlig skoling, men den slags blev anset for tidsspilde i mobiliseringsperioden. Mit holds opgaver bestod hovedsagelig i at samle og transportere de mineraler, som de mere garvede minearbejdere havde udgravet. Men skønt mit job var nogenlunde sikkert, følte jeg mig meget kuet af stedets uhygge. Alle minegangene, selv de dybeste af dem, som strakte sig 100 meter ned i bjerget, var yderst nødtørftigt afstivede. Jordskred og sammenstyrtninger var almindelige og dræbte og forkrøblede mange minearbejdere. Stedet var så skræmmende, at det blev anset for forbandet. Man sagde, at det altid tiltrak lyn under tordenvejr og ifølge de gamle i lejren var flere mennesker - deriblandt også en vagt - blevet dræbt af lynnedslag.

Minearbejdet var så udmattende, som det var farligt. Eftersom vi ikke havde trillebøre, var vi henvist til at slæbe den udgravede jord i sække på ryggen, som vi så dumpede i skakter for enden af tunnellerne. Herfra blev den guldholdige jord på et transportbånd ført til et vaskebassin, hvor andre fanger skulle frafiltrere og udvaske guldklumper. Da floden, som løb gennem lejren, også mentes at rumme guldstøv blev der under mobiliseringsperioden også oprettet særhold, der skulle stå direkte i vandet og udvaske guld.

Trods arbejdets farer havde minetjansen også fordele. For at kompensere for de vanskelige arbejdsforhold, fik minearbejdere lidt større føderationer og undertiden også en smule olie. Da vagterne ikke turde begive sig ind i gangene, fik minearbejderne også lov til at være i en relativ ro, hvor de slap for de sædvanlige brølende fornærmelser og brøsige kommandoråb. Men stikkerne var overalt og deres tilstedeværelse var nok til at opretholde såvel disciplin som et stabilt produktionsresultat. For at slippe for at blive straffet med et ekstra natteholdsskift måtte minearbejderne pukle uafbrudt fra kl. 06 om morgenen til kl. 12 middag og derpå igen fra kl. 13 til kl. 19 eller 20 om aftenen.

Uddraget stammer fra Kang Chol-Hwans selvbiografi som fortalt til den franske journalist og historiker Pierre Rigoulot i bogen Les Aquariums de Pyongang. Det bringes med tilladelse fra Éditions Robert Laffont.

Kang Chol-Hwan og Pierre Rigoulot: The Aquariums of Pyongyang - Ten years in the North Korean Gulag (2000), 238 s., USD 15, Basic Books, ISBN 0-465-0112-0

Oversat af Niels Ivar Larsen

Epilog:

Efter 10 år i Yodok blev Kang Chol-Hwan og hans familie pludselig løsladt i anledning af den daværende præsidentsøn Kim Jong-Ils fødselsdag i 1987. Familien placeredes i et udslusningshus uden for lejren og begyndte langsomt at vende tilbage til et almindeligt nordkoreansk liv. Først efter flere år genoptog Kang Chol-Hwan kontakten med sin mor, der intet havde vidst om sin families skæbne. Efter nogle år uden for lejren følte Kang Chol-Hwan jorden brænde under sine fødder, da han ulovligt havde lyttet til sydkoreansk radio. Sammen med en ven flygtede han over grænsen til Kina og kom efter nogle måneder videre til Sydkorea, hvor han bor i dag.

@$:Yodok og lignende lejre eksisterer den dag i dag.Inf.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her