Læsetid: 4 min.

Døden i skoven

Pia Juuls nye digte nærmer sig det tungeste af alt, men gennem en mangfoldighed af muntre forholdsmåder og poetiske tonefald
28. maj 2005

Man er ikke fri for at føle sig en lille smule mystificeret efter at have læst og genlæst og gransket Pia Juuls nye digtsamling.

Æh, er det en krimi, som nogen har klippet itu? Hvem er forfatteren Peter Jyde, der bliver skudt i en skov? Hvorfor skal han absolut have forbogstaver fælles med Pia Juul? Og: Hvis han på en eller anden måde 'repræsenterer' hende, hvem i alverden er så de to piger, som ser hans blødende lig i en bæk, og hvem er i grunden det 'jeg', der på sidste side i bogen ser tilbage på hændelserne?

Så mange spørgsmål. Så få klare svar.

Lad os begynde et andet sted og overvældet fastslå, at Pia Juul, skønt det kun er 10 uger siden, at hun lagde os alle sammen ned med sine helt formidable noveller, Dengang med hunden, har begået endnu en prægtig bog af den slags, som får én til at slå øjnene op.

Tillid og skepsis

Et af de træk, der gør hende til noget særligt som forfatter, er, at hun, paradoksalt, forener sprogskepsis med tillid til sproget. På den ene side føler hun sig pr. gemyt og pr. holdning sat uden for eksisterende, forhåndenværende sprog, som når hun barsk protesterer:

Nu må de holde op

med at kalde et rovmord

meningsløst

når offeret kun havde 100 kroner

på lommen

Hold op! Eller vis

mig et meningsfyldt mord.

Men på den anden side tager hun, folkeligt rodfæstet som hun jo er, sproget for givet og bruger løs af salmer, citater, remser og rim, som når hun i et erotisk digt om det at være i brand måske, spørger

Hvordan man staver

til tørt græs

med to bogstaver?

H-Ø: hø

Dag og nat

mig lærer brat

at jeg engang skal dø

Skreddet fra forførelse til et salmecitat af Kingo (Den klare sol går ned) er karakteristisk for den inklusive metode, Pia Juul så gerne benytter, og som litteraturhistorisk set placerer hende et sted efter modernismen med dens tro på det "rensede" udtryk. Samme dobbelthed som over for sproget præger hendes forhold til samlingens to motiviske hovedstørrelser, naturen og døden.

Dompap. Rød.

I et indledende digt formår hun at undre sig hengivent over, hvor rødt, hvor viltert lysende rødt det er, dompap-hannens bryst, og hun skriver præcist, at så gul som en citronsommerfugl egentlig ikke er gul, underforstået, at fænomenet transcenderer ordet.

Men samtidig understreger hun kritisk, at det er som menneske, gennem sprog, at hun betragter naturen. Samme dobbelthed har man set i Per Højholts sene digte; hos Pia Juul bliver den en indre dialog, der driver hende frem mod naturdigte af sælsom skønhed svingende mellem sansning og reflekterende selvdistance.

Hvad døden angår, mærkes den gennem hele bogen som velkendt og vedkendt vilkår:

Når jeg tror jeg skal dø

får jeg noget fra hånden

Når jeg ved det

sker der ingenting

Men samtidig kan digteren jo ikke affinde sig med fortroligheden med døden og bliver derfor ved og ved med at iscenesætte den, distancere den, svingende mellem vished og tvivl, mellem 'reelt' og 'symboliseret'.

Farce, grotesk

Og her er det så, at drabet på Peter Jyde kommer ind. Læseren får det først præsenteret, da de to piger gør anskrig: Far! Far! Der ligger en mand i bækken! Derefter skiftes til morderens og så til moderens synspunkt.

Og pludselig vrimler det med folk på å-stedet ved bækken, "alle slags mennesker, store og små,/gamle, trætte, journalister,/fotografer, to kondiløbere i grimme dragter/(hvorfor løber de rundt i de dragter?)/et fødselsdagsselskab i højt humør,/en blotter, et postbud med cykel,/ sågar en jæger, men uden våben (hvorfor/går han rundt i det tøj?)."

Her er den opmærksomme læser nær ved at kunne udpege - den skyldige! Men Pia Juul fortsætter sin groteske farce. For folk vil ikke gå, de vil så frygtelig gerne se

1. en død mand, subsidiært

2. en lille smule blod

3. to grædende børn

4. en grædende kvinde

5. en hidsig politibetjent

- nogen der forløber sig

eller taler over sig

gør noget uoverlagt

Døden er nemlig på samme tid mystisk dragende og altid alt, alt for meget for os. Deri ligner den såvel naturen som kærligheden. Alt kan krakelere! På denne sikre/usikre viden er det, at Pia Juul skriver sine på én gang alvorlige og råt humoristiske digte. Prøv at læse nogle af dem op og mærk, hvilken kildrende spænding de giver, ved deres kyniske tone, men også gennem noget så 'ydre' teknisk som måden hun bryder linjerne af på.

Skriget til sang

Beskrevet på denne måde kan Helt i skoven lyde som et lettere harmløst underholdende mix af genrer og lyriske tonefald. Dette er dog misvisende, hvilket allerede titlen signalerer ved at spille på udtryk som 'helt hen i vejret', 'langt ude' og dybt godnat'. På én bogside kan Pia Juul lege aldeles gakket med sådan noget som bogstavet ø og dets (u)anvendelighed i digte om bøg, nødder og død.

Men på siden lige efter identificerer hun sig med "den gale kvinde på loftet", altså den 'emblematiske' skikkelse i engelske kvinders romaner fra 1800-tallet, hende, der har søgt, men ikke fundet, og hvis forklaring ingen vil høre, og som derfor bare står og skriger. Og skriger.

Kunsten hos Pia Juul består i at forme skriget til en sang om naturen og døden og om kærligheden som en krævende leg, her, et sted midt imellem.

Pia Juul: Helt i skoven. Digte. 60 s. Kr. 148,00. Tiderne Skifter. ISBN: 87-7973-125-2. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu