Læsetid: 5 min.

Dødens religion

Vore finansministre glæder sig, når arbejdsløsheden falder, men det falder dem ikke ind at hæfte sig ved, hvad de mange nybeskæftigede arbejder med
6. juli 2007

I min sidste klumme skitserede jeg den protestantiske arbejdskultur, og hvorledes den har været meget udbredt i Danmark siden reformationen og helt op til vor tid. Arbejdstiden blev forlænget siden middelalderen, fridage, som dengang var helligdage, blev skåret ned, og man bestilte simpelthen mere. Jo mere arbejde, jo mere fik man også øje for arbejdsbesparende tiltag. Trykkekunsten var et mægtigt fremskridt, som protestanterne for alvor tog i brug længe før katolikkerne. Luther holdt tre trykkerier beskæftiget i døgndrift. Med trykkekunsten kunne man mangfoldiggøre tekster i et helt andet tempo end tidligere

Tekstilmaskiner i midten af det 18. århundrede og dampmaskinen i slutningen af det 18. århundrede var også tidsbesparende i stor målestok. Denne udvikling er siden konstant accelereret.

Arbejde uden mening

Kapitalismens egentlige målestok er tid (Tid er penge, som Franklin sagde). Det gjaldt at kunne komme så meget arbejde ind i en arbejdstime som muligt. Bag tiden lurer døden, for alting har sin tid, dvs. at der ikke er mere af den, og så er man færdig - med arbejdsdagen eller med livet.

Efterhånden accelererede jagten på tiden mere og mere. Det hedder i dag produktivitet, som betyder produktion pr. tidsenhed, og det gjaldt naturligvis om, at denne blev større og større.

Nu ikke kun den enkelte ansattes arbejdstid, men den enkelte sammen med sine maskiner, transportmidler etc. Tiden kunne øges lidt, men slet ikke i samme målestok, ved at gøre levealderen længere, og vi har oplevet en lille fordobling i løbet af de sidste 100 år, dog hovedsagelig fordi så mange tidligere ikke nåede 10-årsalderen.

Alt dette gjorde arbejdet til en størrelse, som egentlig ikke havde nogen mening, men som blot skulle øges. Vore finansministre glæder sig, når arbejdsløsheden falder, men det falder dem ikke ind at hæfte sig ved, hvad de mange nybeskæftigede arbejder med. Om de er frisører eller ingeniører, er ligegyldigt, bortset fra at de sidste som oftest er bedre i stand til at skabe mere arbejde for flere end de første.

Fiskeren og turisten

Når arbejdet er uden anden mening end at det skal blive af stadig større omfang, mindes man den tyske turist hos Heinrich Böll, som overfor en søvnig fisker på stranden i Portugal udvikler sin ide om at udnytte det smukke vejr for at gøre ikke kun én, men to eller tre eller fire fangster om dagen. "Du skulle senest om et år kunne købe en motor, om to år en båd til, om tre eller fire år kunne du måske have en lille kutter; med to både eller en kutter ville du naturligvis kunne fange mere. Så skulle du bygge et lille kølehus, måske et røgeri og siden hen en konservesfabrik, flyve omkring i egen helikopter, lokalisere fiskestimerne og dirigere din kutter med radio. Du kunne erhverve lakserettigheder, åbne en fiskerestaurant og så-" Fiskeren dunker ham i ryggen, som man gør med et barn, der har fået noget i den gale hals, "ja og så?" spørger han stille. "Så," siger den tyske turist stille henført, "så kunne du sidde her roligt på havnen, dase i solen og se på det herlige hav." "Men det er jo det, jeg gør allerede nu svarer fiskeren, "jeg sidder roligt på havnen og daser."

Sammen har turisten og fiskeren taget en tur ud i det meningsløse rum og derpå vendt tilbage til at dase ved havnen. I hvert fald fiskeren. Men han har jo også været der hele tiden.

Også for mig

Det er noget andet med os. Vi havde engang en religiøs opfattelse af, at vi skulle arbejde for at tjene næsten. Det er en luthersk tankegang, men Luther vidste godt, at det ikke kommer helt af sig selv. Han var mig bekendt den første, der spagt sagde at "der skal også være noget i det for mig", hvis jeg skal arbejde. Bageren bager godt brød til glæde for sine kunder, og fordi det er kvalitetsbrød, sælger han også meget og tjener derved godt. Han viser vejen til den moderne gradbøjning af ordet tjene: Fra: den er stor, som tjener, til: den er størst, som tjener mest.

Uartige drenge

Luther sagde kun dette meget lavmælt i sammenligning med os, som selvretfærdigt hæver stemmen og kræver vor betaling for at "tjene" og i øvrigt slet ikke bryder os om at have et kald, men gerne vil gøre alt for penge. Den anden protestantiske hovedretning, den reformerte eller calvinske, knyttede religion og penge sammen på en anden måde. Succesen og indtjeningen kunne være et tegn på, at man er udvalgt af Gud, og den slags tegn skal man ikke overse (Max Weber). Også denne tankegang er stærkt svækket i dag til det selvfølgelige: man skal tjene, fordi man skal tjene, og man skal arbejde, fordi man skal arbejde.

Ja, men det er jo meningsløst - de har jo ikke noget på, som den uartige dreng fra Kejserens nye klæder ville have sagt.

I dag er der masser af uartige drenge, ja, spørgsmålet er, om ikke de findes i de fleste os. Hvordan kan man leve med det? Svaret er religiøst, ligesom der hvor man i øvrigt har store problemer. Vi må have en religiøs ramme, for ellers falder både samfund og arbejdsmarked fra hinanden. Da arbejdsmarkedet i dag er sammensat af enkelte individer uden megen sans for sammenhold og samdrægtighed, må religionen tage højde for det. Vi har fået en privatreligion, som udvikles af hver enkelt. Den består af lidt tradition: juleaften med nisser, påske med påskekyllinger og pinse med at se solen danse. Og det er vigtigt hvad spiser: jul er sulets tid, påsken lammets og i pinsen får man en kæp i øret. Den anden vigtige ingrediens er, at man skal passe på sig selv. Nyde livet uden at komme til skade og uden at møde næsten, bortset fra på en krydstogtsliner. Spare op? Hvad skulle det være til? Ligklæder har jo ingen lommer, og tanken om, at der skulle være noget efter mig, er næsten oprørende. Og endelig er der jo døden, som jeg nævnte før. Den vil altid have en fremtrædende plads i en kultur uden mål og mening.

Man kan forsøge - ret forgæves - at flygte fra den, men man kan jo også omfavne den. På mange måder, som jeg forsøgte at vise i sidste måneds klumme: afslapning, afspænding. Her kommer buddhismen ind som et godt tilbud. Den lærer os at tage afsked med verden, inden døden kommer; at tage forskud på tilintetgørelsen, at sige verden ret farvel. Ikke fordi man har et andet sted at gå hen, men for at gå intetheden i møde. Denne verden er et hotel, hvor man kun overnatter. Man er heldig, hvis man ikke rejser videre, men kan springe ud fra altanen.

paradoks@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu