Læsetid: 3 min.

Dødfarlig beslutning

27. marts 2003

DET KURDISKE spørgsmål er blot en af mange ukendte faktorer i krigen mod Irak. Til gengæld kan emnet få ellers faste positioner til at gå i opløsning.
Tag nu den i Storbritannien kendte venstrefløjspolitiker og medlem af det britiske parlament for Labour, Ann Clwyd. Hun er gammel feminist samt fredsaktivist og aktionerede uden for Greenham Common for over 20 år siden mod britiske A-våben.
Hun har, som avisen The Daily Telegraph forleden udtrykte det, »ikke en eneste Blair-knogle i kroppen«. Alligevel støtter hun en krig mod Saddam Hussein. Og grunden er kurderne. Clwyd har været i den nordlige kurdiske zone i Irak flere gange.
»Det er professoren, jeg har sværest ved at glemme,« har hun sagt. Den kurdiske professor, Clwyd taler om, var gravid og fødte sit barn i et af Saddam Husseins fængsler.
Men hun havde ingen mælk til barnet, da hun ikke selv fik nok næring. Da hun tryglede om mælk hos sine irakiske vagter, slog de hende i stedet. I tre dage sad hun med sin døde baby i armene. Så blev hun selv ført væk og dræbt.
Anne Clwyd er blevet noget nær et ikon blandt den – lille – gruppe briter, som går ind for humanitære interventioner og dermed et opgør med folkeretten, som vi kender den.

AT DEN kurdiske sag er sprængfarlig på alle måder, har man også kunnet forvisse sig om på statsniveau i krigens første uge. I striden om, hvorvidt Tyrkiet har ret til at sende nye styrker ind i det nordlige Irak, har diplomatiets tunge skyts været i brug med skarpe advarsler fra alle EU-landene, men også fra USA og NATO.
Også organisationen Human Rights Watch advarede i går i et brev til den tyrkiske statsminister Recep Tayyip Erdogan mod nye overgreb mod kurderne. Den belgiske udenrigsminister har direkte sagt, at Tyrkiet i givet fald godt kan skyde en hvid pind efter et fremtidigt EU-medlemskab.
Tyrkiet har siden 1997 haft flere tusinde soldater fast udstationerede i det nordlige Irak i et forsøg på at kontrollere de tyrkiske kurdere. Den officielle begrundelse for at overveje at sende flere ind er den forventede øgede flygtningestrøm.
Den reelle begrundelse er Tyrkiets frygt for, at de nordirakiske kurdere vil bruge krigen som springbræt for en selvstændig stat og fusionere med broderfolket i det sydøstlige Tyrkiet.

DE FIRE millioner kurdere, der p.t. opholder sig i Nordirak, lever i juridisk ingenmandsland under beskyttelse af det britisk-amerikanske flyveforbud, men fortsat som en del af Irak, hvor Saddam Husseins styre har udryddet omkring 200.000 af dem med metoder, der kun kan kaldes barbariske. Fra giftgasning og mord til voldtægter og tortur.
Samtidig frygter kurderne for en tyrkisk annektering. Den tyrkiske holdning til Kurdistan er krystal-klar. Der kommer aldrig nogensinde en selvstændig kurdisk stat, som vil rumme en bid af Tyrkiet. Det har dog ikke taget modet fra de pro-europæiske kredse i Tyrkiet, som håber, at en modernisering i forbindelse med forberedelserne til et EU-medlemskab kan fremme kulturel pluralisme, tolerance og politiske rettigheder til etniske minoriteter, uden at det nødvendigvis rokker ved princippet om den tyrkiske stats territoriale enhed.
En sådan god politik vil som sidegevinst hen ad vejen kunne føre til en de facto marginalisering af såvel kurdisk som islamisk radikalisme. Der er dog langt igen til sådanne paradisiske tilstande.

I GÅR meddelte den tyrkiske regering så, at den kun vil sende tyrkiske styrker ind i det nordlige Irak, hvis det kan ske i samarbejde med USA. Samtidig fortalte Reuters, at amerikanerne i et vist omfang er begyndt at blande sig med de kurdiske kampstyrker og derved åbne en ny, begrænset front
i nord.
Det er muligt, at tyrkernes nye melding kan dæmpe både verdenssamfundets og de bange nordirakiske kurderes frygt for fremtiden. Men det er langt fra givet.
En ting er imidlertid sikker. Situationen kan meget hurtigt eskalere helt ud af kontrol og skabe en politisk og enorm humanitær katastrofe. Måske er det det, USA har indset, da det tirsdag blev offentliggjort, at USA, trods Tyrkiets afvisning af de amerikanske landtropper, fortsat står til at modtage 59 milliarder kroner i direkte lån og lånegarantier fra USA.
Amerikanernes stærke indflydelse på Tyrkiet, kombineret med EU’s løfter om medlemsforhandlinger, er lige nu den bedste garant for, at tyrkerne ikke træffer en forkert og dødsensfarlig beslutning.

AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her