Læsetid: 3 min.

De dødsens-farlige ord

De mest menneskevenlige blandt mennesker er dødsdømt for deres ord. Ytringsfriheden er intetsteds ubetinget
7. februar 2006

Spottende ironisk skrev Søren Kierkegaard i 1843:

"Menneskene er dog urimelige. De bruger aldrig de friheder, de har, men fordrer dem, de ikke har; de har tænkefrihed, de fordrer ytringsfrihed."

Ytringer har historisk set været en farlig sag. To af de mest menneskevenlige af mennesker i vor kulturkreds - Sokrates og Jesus - blev af deres medborgere dømt til døden for det, de sagde.

Først med 1700-tallets Oplysningstid blev skabt gehør for, at det er en menneskeret at ytre sig. Herskende regimer har sørget for, at den ret kun har vundet langsom og beskeden udbredelse. Og ubetinget er den intetsteds. Offentlig orden, moral, religion, andres ære og ret sætter overalt grænser for, hvad man kan slippe af sted med at sige offentligt.

I tiden op til grundloven af 1849 havde Danmark celebre sager om formastelige ytringer. P.A. Heiberg - far til Johan Ludvig - blev i år 1800 landsforvist for spids satire mod magthavere i indland og udland. I sit eksil i Paris arbejdede Heiberg sig op til en stilling som chef for det franske udenrigsministeriums oversætterbureau. Han blev fyret under regeringsforviklinger efter Napoleon, men opnåede dog en pæn fransk pension.

Dr. Dampes dødsdom

Forfatteren J.J. Dampe fik en tilsvarende omskiftelig skæbne. Han vandt akademisk ry på sin 1812-doktor- afhandling om koranens morallære, men vovede sig dernæst ud i agitation for, at militæret skulle afsætte kongen, hvis ikke denne gav en fri forfatning. Politispioner infil-trerede en forening, som Dampe ville stifte, og en kommissionsdomstol afsagde i 1821 dødsdom over dr. Dampe og en medskyldig smede- mester. Kongen ændrede dommen til livsvarig indespærring, som Dampe tilbragte på Christiansø. I 1841 fik han lov til at rykke i husarrest i Rønne.

Da den frie forfatning - endelig - kom i 1849, fik Dampe status som politisk martyr. Den danske stat udstyrede ham med en nydelig pension, som Dampe oppebar til sin død i 1867.

Grundloven fra 1849 er først og fremmest en beskyttelse af det, som jurister kalder den formelle ytringsfrihed. Det vil sige retten til at kunne ytre sig uden nogen forhåndscensur fra myndighederne. Hvad angår selve indholdet af udtalelserne, giver den danske grundlov en af Europas spinkleste beskyttelser. Den nøjes med at fastslå, at det er domstolene, der fastlægger det ansvar, der kan ramme for ytringer.

I øvrigt har den danske grundlovs censurforbud ikke været set som en hindring for teatercensuren, der først blev ophævet i 1954. Ej heller for censur af spillefilm, der vedblev frem til 1969.

Bangs usædelighed

At grundloven i det hele taget ikke gjorde den store forskel for ytringsretten, måtte blandt andre forfatteren Herman Bang sande. Hans debutroman Håbløse slægter blev i 1880'erne beslaglagt af Høje-steret på grund af et usædeligt indhold - som en nutidig læser vil døje med at finde.

En forskydning af dansk fokus fra den formelle beskyttelse af ytringsfriheden og over i retning af et domstolsværn for den reelle ytringsfrihed er sket med Danmarks tiltræden af Den Euro-pæiske Konvention om menneskerettigheder, der fra 1992 har været gjort til en del af dansk ret.

Racismeparagraffen

En bevægelse i modsat retning - mod indskrænkning af tilladte ytringer - er kommet fra FN. For at kunne leve op til FN's 1965-konvention mod racediskrimination har Folketinget i straffeloven indsat en § 266 b med dette indhold:

"Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden medde- lelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil to år."

Det seksuelle blev hægtet på af Folketinget i 1987. Straffebestemmelsen, der omtales under kælenavnet 'racismeparagraffen', har givet kontrovers gennem de senere år, hvor Dansk Folkepartis koryfæer har haft svært ved at holde sig fri af den.

Danmarks Radios Jens Olaf Jersild opnåede at blive dømt efter bestemmelsen, fordi han i en tv-udsendelse i 1985 havde gengivet nogle racistiske udsagn fra 'grønjakke'-danskere. Han blev imidlertid reddet af den europæiske domstol, der mente, at den europæiske ytringsret måtte gå forud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her