Læsetid: 2 min.

Dødsofre i luftangreb i Sri Lanka var skolebørn

FN's Børnefond og nordiske våbenhvileobservatører siger efter besøg på bombarderet børnehjem i det nordlige Sri Lanka, at de mange dødsofre var skolepiger
16. august 2006

Intet understøtter påstanden fra Sri Lankas hær om, at snesevis af børn på et børnehjem, der blev dræbt i hærens voldsomme luftangreb mandag, var oprørere hos De Tamilske Tigre.

Det fastslår både en gruppe fra FN's Børnefond (UNICEF) og de nordiske våbenhvileobservatører (SLMM), der har besøgt Mullaitivu-distriktet i det nordlige Sri Lanka, hvor det massive bombardement fandt sted. De to uafhængige organisationer havde dog tirsdag eftermiddag ikke overblik over antallet af dræbte.

Sri Lankas regering vil ikke kendes ved rapporteringerne og henviser til, at ingen af grupperne har militære eksperter blandt deres observatører. Derimod fastholder regeringen, at hvis der overhovedet er børn blandt dødsofrene, så er det børnesoldater, som er blevet tvunget ind i kampen af De Tamilske Tigre.

Børnene var på kursus

Men selv om UNICEF har beviser på, at oprørsgruppen over de senere år har rekrutteret op imod 3.500 børn, så er der ingen beviser for, at mandagens dødsofre var oprørere, siger UNICEF's repræsentant i landet, Joanna Van Gerpen, der er forfærdet over blodbadets omfang.

"Dette var børn fra skoler i omegnen, der blev bragt dertil til to dages kurser i førstehjælp," siger hun til det franske nyhedsbureau AFP.

Van Gerpen og hendes hold så omkring 100 børn på et nærliggende hospital. De fleste var store piger og mange havde svære granatskader, forklarer hun.

Det svenskledede SLMM-hold beskriver området som civilt territorium, men bemærker, at det kan have været brugt af oprørerne tidligere.

"Området kan have en fortid som militær træningslejr, for det ligger godt placeret for den slags. Men det er intet af det, vi så i går som peger på, at der skulle have været militære aktiviteter i området," siger SLMM-talsmand Thorfinnur Omarsson.

Han tilføjer, at 12 til 16 bomber har slået ned i området.

61 dødsofre

Med luftangrebet, der er den blodigste kamphandling, siden våbenhvileaftalen i 2002, rykkede situationen endnu et skridt nærmere en egentlig borgerkrig. Ifølge De Tamilske Tigre blev 61 skolepiger dræbt, mens 150 blev såret. Tirsdag lukkede regeringen alle landets skoler af frygt for hævnaktioner fra oprørerne. I hovedstaden, Colombo, har politiet indført nye parkeringsrestriktioner i kølvandet på den bombeeksplosion, der mandag dræbte syv og sårede 10 nær ved præsidentens bopæl og sendte chokbølger langt ind i etablissementet.

"Vi har fra og med tirsdag taget adskillige nye forholdsregler," siger en polititalsmand og tilføjer, at politiledelsen allerede var i fuld gang med forberede restriktionerne, da bomben gik af.

Bomben var monteret i en trehjulet knallerttaxa og var rettet mod en pakistansk diplomat, der dog slap helskindet fra den kraftige eksplosion, som dræbte fire af hans sikkerhedsvagter og tre civile.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her