Læsetid: 4 min.

Døende maj-parade

1. maj 1998

HER TIL FORMIDDAG vil en tusindtals skare af fortrinsvis ældre mennesker iført falmede frakker med hammer-og-segl-emblemer i reversen igen samles på Den Røde Plads foran Kreml-muren med røde flag, Lenin- og Stalin-portrætter og skrattende højttalere.
Her vil de hylde Sovjet-statens grundlægger, der fortsat ligger i sit mausolæum og holdes "i live", eller rettere: holdes fri for alt liv, ved ugentlige kemikalieinjektioner. De vil huske tilbage på 1. maj- demonstrationerne for kun et årti tilbage, da forbidefilerende militærparader stillede Sovjet-magtens muskler til skue for alverden, og den regerende partielites rangorden kunne aflæses af "holdopstillingen" på Lenin-mausolæets tribune.
Og først og fremmest vil de med nostalgi og vrede mindes den tid, da pensionen kom til tiden, boligen var trang, men til at betale, og forsyningerne af basale fødevarer til statsstøttede priser var stabile - dengang en sovjetborgers tilværelse var velreguleret og tilrettelagt, så længe man ikke drømte store drømme eller talte, når man burde tie.
Der vil også i dag lyde krav om en rigsret mod Jeltsin, den nydannede Kirijenko-regerings afgang, en re-nationalisering af al udsolgt statslig ejendom og en genetablering af den mægtige Sovjetunion. De mange arbejdere i flokken vil advare om voldsom vrede på arbejdspladserne og forestående storstrejker, og talrige militærfolk med hele sildesalaten af medaljer på brystet vil true med bristefærdig utålmodighed på kasernerne.

OG LIGE MEGET er det altsammen. For flokken på Den Røde Plads tilhører en døende race. Det blev klart for enhver, da kommunist-bossen Gennadij Sjuganov forleden i det russiske parlament, Statsdumaen, måtte erkende, at ikke engang han, partiets leder, kunne hindre kommunistiske duma-medlemmer i at stemme for præsident Jeltsins kandidat som landets regeringschef, Sergej Kirijenko.
Kommunisterne kunne - sammen med deres allierede - have fremkaldt en konfrontation med Jeltsin, hvis de alle havde fulgt partilinjen og undladt at deltage i den skriftlige afstemning sidste fredag. Men da det samtidig ville betyde nyvalg til Dumaen - og dermed risiko for et farvel til en privilegeret tilværelse som Duma-medlem - greb også de kommunistiske bagsædepolitikere ud efter stemmesedlerne "så begærligt som var det varm sandkage", som en iagttager udtrykte det.
Politiske analytikere mener nu, at det kun er et spørgsmål om tid, før det russiske kommunistparti, fortsat landets suverænt største, splittes op i to: et reformorienteret parti af socialdemokratisk tilsnit - en model, der er prøvet med succes i andre østeuropæiske lande - og et hardcore kommunistisk-nationalistisk parti.
Kommunisterne i Dumaen kan stadig forhale, men ikke hindre, gennemførelsen af de forestående reformkomplekser - helt aktuelt: en ny jordlov og en ny skattelov - og de kan lave ballade på arbejdspladserne. Men som politisk kraft er de brugt op.

DETTE BLEV yderligere fastslået, da Sergej Kirijenko i denne uge drypvis præsenterede sin nye regering. Flere politiske analytikere havde spået, at Kirijenko - og bag ham: Jeltsin - af realpolitiske grunde ville have indlemmet en eller flere af Duma-flertallets reform-skeptikere i regeringen, sådan som det er sket mange gange før, for dog at strække en forsonende hånd ud mod den ydmygede Duma og dermed lette sagsgangen fremover.
No way! Det er tilsyneladende lykkedes for Kirijenko at modstå det pres, som både Duma-flertallet og Ruslands magtfulde forretningsimperier har lagt på ham for at opnå repræsentation i regeringen.
Boris Nemtsov, regeringens førende reform-ideolog, lige forhadt af kommunister og finansfyrster, er ganske vist ikke længere første vice-ministerpræsident, men kun vice-ministerpræsident. Men det skyldes, at Kirijenko har ryddet op i regeringen og afskaffet hovedparten af det hierarki, hvormed forgængeren Tjernomyrdin forsøgte at afbalancere reformfolk med konservative.
Reelt har Nemtsov styrket sin position. Han er nu regeringens ubestridte nummer to og er igen tildelt det politiske ansvar for energisektoren, han blev frataget i efteråret. En afgørende post på et tidspunkt, hvor flere store energimonopoler står over for privatisering.
En anden vice-ministerpræsident, 40-årige Viktor Khristenko, har kun regeringserfaring fra ni måneder som vice-finansminister, men er nær medarbejder af reformindpiskeren Anatolij Tjubajs. Han er, som 35-årige Kirijenko og 38-årige Nemtsov, hentet fra den russiske provins og tilhører samme generation af unge, sagligt dygtige reform-orienterede teknokrater.
Som endnu et interessant træk blev de liberale reformpolitikeres farligste modstander i finansoligarkiet, Boris Beresovskij, overraskende udnævnt til sekretær for det dødsmærkede post-sovjetiske statssamfund, SNG. Det skete torsdag på SNG's topmøde, som i øvrigt udmærkede sig ved end ikke at kunne enes om en fælles sluterklæring. Beresovskij blev dermed, med analytikeren Andrej Piontkovskijs ord, "sparket ud af russisk politik med en gylden faldskærm".
Boris Jeltsin synes med den nye regering at ville rette op på de store skader, hans tidligere alliance med
finansoligarkiet har anrettet i det russiske samfund. Der er håb om en mere målrettet reformorienteret kurs. Men regeringen er fortsat op imod mægtige interesser blandt de store kapitalgrupper, der vil bruge tiden frem til det afgørende præsidentvalg i 2000 til at køre deres kandidater i stilling.
Det er modstandere af langt farligere karakter end dagens frustrerede nostalgikere på Den Røde Plads. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her