Læsetid: 12 min.

Et døgn - et liv

26. august 2006

24 timer efter Brith og Lars ringede til deres forældre for at fortælle den gode nyhed om 'den lilles' fødsel, bliver de bedt om at ringe hjem til bedsteforældrene igen.

Brith ringer hjem til sine forældre i Kolding. Det er hendes far, Poul Ankjær Jensen, der tager telefonen.

"Hvad er det, du siger - Få hende begravet i en fart," er den umiddelbare reaktion på beskeden om, at 'hun er død'. Han stryger ud ad døren og kører væk i sin bil, mens Briths mor, Jette Ankjær Jensen, får det uhyggelige budskab overbragt af sin datter.

I det sekund Mie dør, er det som om, at der bliver trykket på en stor rød knap, der sætter livet på stand by for Lars og Brith. En sygeplejerske tager billeder af Brith og Lars med Mie i armene, en anden fører dem derefter ind i et rum med en telefon, mens der på barselsgangen er én, der flytter deres tøj og ting over på en anden afdeling.

Der går syv dage, fra hun er erklæret død, til hun bliver sænket i jorden. Som en del af sorgbearbejdelsen sørger maskineriet for, at Brith og Lars får tid til at tage ordentlig afsked med deres datter. Lave nogle af de ting, de har gået og drømt om som forældre.

Busserne kører videre

Y5 - afdeling for gynækologi med speciale i kræftsygdomme, inkontinens og også forældre, der lige har mistet børn i forbindelse med graviditet og fødsel ligger her. Brith, Lars og Mie bliver indlagt på en stor enestue. Bedsteforældre og et vennepar dukker op i løbet af formiddagen. Lykønskningsbuketter bliver bragt ind i vaser, da nyheden om Mies død endnu ikke er nået ud til alle.

Det er nogle år siden, Lars Vinther-Jensen sidst har tændt en cigaret. Han står med sin gode ven Michael Thøgersen i et rygerum på Skejby Sygehus. Det er ikke mere end en håndfuld timer siden, Lars' førstefødte drog sit sidste åndedrag. Han tager et par dybe hvæs af en Look Light Mentol, mens han står og kigger ud ad vinduet og får øje på bus 14, der holder og venter ude på gaden. Chaufføren bruger ventetiden til at læse avis, kan Lars se.

Ens liv er lige stoppet, og så kører 14'eren bare videre, tænker Lars.

Briths forældre, Jette og Poul, er dukket op på afdeling Y5, hvor de møder ind til flere døre, hvorpå der står 'Al henvendelse til personalet'. Da de træder ind på stuen, er det Brith, der er centrum for Jettes opmærksomhed. Mie har hun jo kun kendt i få timer - Brith er trods alt hendes egen datter, som har været i hendes liv i mere end 28 år. Det, der gør mest ondt for den nybagte mormor, er, at hendes datter skal opleve den smerte, det må være at miste et barn.

Hun skal nok klare det, for hun er jo en stærk pige, tænker hun.

Så får Jette øje på Mie, der ligger i en kuvøse, mens solen skinner på hendes ansigt.

Hun er da ikke død. Hun er lige så smuk som dagen før, tænker hun.

"Mor, vil du ikke kysse hende," spørger Brith, som hurtigt har vænnet sig til sin døde datters tilstedeværelse.

Det er ikke noget, Jette har lyst til. For det er ikke naturligt at kysse et dødt barn. Hun kysser alligevel Mie på panden.

Skyldfølelsen

Samme aften bliver Brith og Lars bedt om at give deres datter det tøj på, hun skal begraves i. Det skal selvfølgelig være den pistaciegrønne sparkedragt, som Lars' mor, Jette, har strikket til Mie, da Brith var gravid.

Dagen efter skal Mie obduceres. For at skåne det unge par for at se snittet gennem den lilles krop skal hun have tøj på, når hun afleveres. Samme tøj har Mie på, da hun kommer tilbage.

Obduktionen er vigtig for Brith og Lars. De savner en årsag til Mies død. Begge er de tynget af skyld og usikkerhed, for måske er de selv årsagen.

Havde jeg en infektion i kroppen, der har smittet Mie, for jeg havde jo feber umiddelbart efter fødslen, tænker Brith.

Havde jeg glemt at vaske hænder, inden jeg skiftede Mie. Kan jeg have smittet hende med et eller andet, tænker Lars.

Svaret på obduktionen kommer allerede dagen efter fra samme læge, der var med til at bringe Mie til verden.

"Hun havde en hjertefejl. Hendes venstre halvdel var ikke i orden, så der var ikke noget at gøre. Det var sort uheld," forklarer han. Sort uheld - det er lige præcis det, de har brug for at høre. Midt i alt det triste oplever de trods alt en vis lettelse.

Brith er især lettet på Lars' vegne, for han har virkelig lidt under skyldfølelsen.

Hverdagen på Y5

Besøgene fra venner og familie fortsætter i de kommende dage. Lars og Brith er glade for at vise Mie frem og er stolte af deres datter.

"Hvis de ikke når at se hende, kan de jo umuligt forstå senere, hvem hun var," tænker Brith.

Når Mie ikke er hos dem på stuen, lægger sygeplejerskerne hende på køl. Bag døren i et lille rum skråt over for deres stue står et køleskab af mærket Miele. Her lægger de Mie på en hylde. Faktisk er hun kun ude tre til fem timer om dagen.

Der står 'Depot' på den orange dør til rummet.

Mies udseende ændrer sig hurtigt. Dødsstivheden hos et spædbarn indtræder efter en til to timer og begynder i kæbepartiet. Efter 12 timer har den overtaget hele kroppen. I dagene efter kan man se det størknede blod i hendes mørke læber og negle, mens hun bliver ganske bleg. Kommer man tæt på Mie, rammer en sødlig lugt ens næse.

Brith lader sig ikke mærke af det. Hun husker bedst duften af nyfødt baby fra den første aften, hvor Mie var i live.

Hun er kold, når hun lige kommer ud af køleskabet, sådan lidt som et par koteletter, tænker Brith.

For Lars har naturens gang heller ingen negativ betydning. Han ænser det ikke rigtigt. Han bliver hurtigt fortrolig med, at hun er død, men lever med hende som om, hun er i live.

Når han er sammen med Mie, tænker han mest på, hvad han går glip af nu, hvor hun er død. Inden fødslen har han snakket om, hvor meget han glæder sig til at se fodbold med sin søn eller datter. Det husker Brith ham på. Med Mie mellem sig i sengen ser de en fodboldkamp på tv. Kampen ses i fuldstændig stilhed.

Alle de praktiske opgaver i forbindelse med den forestående begravelse er svære at overskue for Brith og Lars. De skriver en lang liste og tager den fra en ende af, med hjælp fra Lars' far Steen, bedemanden og sygeplejerskerne.

Kisten skal være hvid.

Gravstedet finder de på Vestre Kirkegård i Århus. De vælger en lille sten til deres pige. Teksten, der skal hugges ind i den, er de enige om. Der skal stå 'Mie - smuk som en forårsdag'. Men der skal ikke stå nogen datoer på stenen. Der er ingen, der skal stå ved hendes sten og sige 'Åhh, hvor er det trist. Se, deres datter levede kun et døgn,' bliver de enige om.

Stenen koster 1.800 kroner, og Brith må beherske sig. Ejendomsmægleren i hende byder hende at prutte om prisen. Det skal jeg da vist ikke gøre lige nu, når hun at tænke.

Hos en blomsterhandler bestiller de kistepynt. De bladrer i mappen, men finder kun billeder af store kister. Kister til voksne.

Det er da dybt godnat, at de ikke har billeder af de små kister.

De vælger gerberaer, bonderoser og andre små blomster i en klar pink farve. Lyserød er for dengset til Mie. Sådan var hun slet ikke, er de enige om. Og den røde rose er for voldsom til et barn, der kun har levet i 24 timer.

Brith afleverer senere et billede af Mies blomstersmykkede kiste i butikken. Hun synes ikke, at andre forældre skal føle samme forlegenhed. Billedet er der den dag i dag.

Velsignelsen

Personalet på Y5 tager godt hånd om dem og sørger for, at de får talt med en bedemand og en præst om den forestående begravelse, at de får hygget sig med deres datter, at de får besøg og får taget billeder af Mie. Især én sygeplejerske virker som motor for maskineriet. Berit Kjærgaard har arbejdet på Y5 siden starten af 90'erne og er på et år i kontakt med mange af de cirka hundrede par, der har mistet et spædbarn. Det har givet hende erfaring i at læse de forskellige pars behov.

"I skal bruge tid på at knytte jer til Mie. I skal skabe historier og minder med hende, men det skal alt sammen foregå i jeres tempo," forklarer Berit.

På Y5 anbefaler man at tage sig lidt tid inden begravelsen, så man når at finde ud af, hvordan man kan og vil gøre tingene. For man kan ikke nødvendigvis forudse, hvordan man reagerer på det ukendte, når man er chokeret og ked af det, lyder det.

For den meget ligefremme Lars er det ikke svært at kramme Mie, bære hende og vise hende frem til deres besøgende. Men virkeligheden har ikke ramt ham endnu.

Det gør den, da Mie bliver velsignet aftenen inden obduktionen i stearinlysenes skær på stuen foran præsten.

Hvad er det, der sker. Alt det, jeg har gået og drømt om, er væk, tænker Lars. Han bryder sammen og retter sin vrede mod Gud.

Det er først her, Lars giver tårerne frit løb.

Realiteten rammer

Brith har svært ved at håndtere Mie efter obduktionen. Det er fint at nusse hendes hænder og kinder, men hun har ikke løftet eller båret hende i flere dage.

Tænk, hvis hun går i stykker. Hvad nu, hvis stingene går op?

Men hun siger det ikke til nogen, for hun lader til at være den eneste, der ikke kan. Brith kan se en smule størknet blod ved kanten af Mies hue og er i panik. Hun tør ikke løfte sin egen datter.

"Brith, har du egentlig holdt Mie her på det sidste," spørger opmærksomme Berit

Brith bliver sat i den blå stol på stuen. Alle andre bliver sendt udenfor. Berit lægger Mie i Briths arme. Hun protesterer ikke, for frygten skal selvfølgelig overvindes.

Brith sidder helt stille. Så går det op for hende. Jeg har mistet min datter. Jeg har født mit barn, og det er dødt. Men hun er jo stadig skøn, selv om hendes læber er lidt mørke.

Brith sidder hulkende med Mie i sine arme. Hun knuger hende ikke, for hun er stadig lidt bange for, at Mie skal gå i stykker. Men angsten, den, der holdt hende tilbage i dagevis, er forsvundet.

Det sidste farvel

Dagene går på Y5, og tiden for begravelsen nærmer sig. Brith og Lars vil gerne være alene med Mie den sidste dag. Berit har fået dem til at planlægge, hvad de vil give Mie med i kisten. I morgen skal hun begraves.

Torsdag den 9. maj bliver de vækket om morgenen. Det er første gang, det er sket i ugens løb. Tøjet, de skal have på, hænger klar. De spiser morgenmad og går i bad. Brith føntørrer sit hår for første gang siden Mies død.

Jeg må hellere se lidt pæn ud i dag, tænker hun, mens hun står foran spejlet.

Hun er stadig øm efter fødslen og vil gerne have en Panodil, inden hun skal sidde på en hård kirkebænk - men kun Panodil.

Det må ikke påvirke min hjerne. Jeg skal være 100 procent klar i mit hoved i dag. Jeg vil ikke gå glip af noget.

De samler de ting, der skal lægges i kisten. Bamsen med den hjemmelavede hat fra morfar, solsikken fra den smukke buket fra Briths kolleger i Home og så brevene. Hver skriver de en hilsen til deres datter. De læser ikke hinandens breve.

Kære Mie.

Jeg elsker dig over alt på jorden.

Jeg skal nok passe godt på mor.

Vi skal nok klare den.

Far

Det er første gang, Lars skriver 'far'.

Mie bliver svøbt i et tæppe, så ingen kan se hendes ansigt, når de bærer hende ned til kapellet. Lars bærer hende. Han har lyst til at vise hende til alle, for han er stolt af sin datter. Han snakker lidt med hende og tænker ikke på, at det er sidste gang.

Brith vil have, at hun og Lars skal være alene med Mie i kapellet. De venner og familie, som efter aftale også er mødt op ved kapellet, må tage deres afsked lidt senere.

Kisten står på et bord.

Det bord er alt for stort. Det er beregnet til en voksens kiste, tænker Brith.

De lægger Mie i kisten. Det er lidt som at pakke en kuffert, tænker Brith, mens hun pakker et blødt tæppe, en gave fra Lars' søster, rundt om Mies ben.

Hun skal ligge godt. Det er vigtigt, at hun ligger ordentligt.

Brith kysser Mie på panden og siger farvel. Da Lars går hen til kisten, vender hun ryggen til. Hun kan ikke bære at se ham tage afsked med Mie.

Han kysser hende også på panden.

"Kan du hilse min farfar," er det sidste, han hvisker, inden de andre kommer ind for at se Mie en sidste gang.

De skal skrue låget på kisten. Det er svært at lukke den. Skruerne er sølvfarvede, og der er en i hver ende af kisten. Brith står ved fodenden af kisten mod vinduerne og de to lys på væggen og skruer den ene i. Den bliver lidt skævt skruet i, og hun bliver nervøs for, om den nu vil holde.

Lars bærer kisten ud til bilen.

Vinden i flaget

Parrets sølvgrå Opel Vectra stationcar bliver rustvogn for en dag, og med kammeraten Henrik Nissen bag rattet, Brith og Lars på bagsædet og Mie i bagagerummet kører de til Sankt Markus Kirken i Århus.

De kommer tidligt til kirken.

Jeg er nødt til at tisse, inden det starter. Det går ikke, at jeg pludselig bliver nødt til at gå ud og tisse midt i det hele. Så tror de bare, at jeg har fået et sammenbrud, tænker Brith.

Hun er overrasket over, hvor mange der kommer for at vise, at de tænker på dem.

Mies forældre sidder på forreste række med hinanden i hånden, da gudstjenesten begynder. De hører snøften fra bænkene bag dem. Græder ikke selv. De har grædt så meget.

Så rejser alle sig. Det er slut.

Lars bærer selv Mies kiste ud gennem kirken.

Det er mit kød og blod. Det er min datter, og det er mit ansvar at følge hende hele vejen. Det kan ingen andre gøre, tænker han.

I det øjeblik de kommer ud af kirken, griber en hurtig vind fat i flaget, der sekunder tidligere hang ubevægeligt ned langs flagstangen. Lige så hurtigt er vinden væk. De opdager det begge, og dagen er fuldendt.

Mies kiste sætter de igen i bagagerummet. Nu skal hun på kirkegården.

Nu skal de to hjem sammen for første gang, siden de kørte lykkelige og forventningsfulde mod Skejby Sygehus for godt en uge siden. Her venter hverdagen. En hverdag uden Mie, uden trygheden på Y5 og uden den store forståelse fra omverdenen og ikke mindst hinanden i de øjeblikke, hvor de mest har brug for det.

nFørste kapitel af 'Et døgn, et liv - historien om Mie' blev bragt i lørdags. Tredje og sidste del bringes lørdag

nArtiklen er baseret på interview med Brith Ankjær Vinther-Jensen og Lars Vinther-Jensen, Briths mor Jette, lillebror Erik, børnelæge Jennifer. Journalisterne har desuden haft adgang til parrets dagbøger samt alle journaler fra Skejby Sygehus vedrørende Mies fødsel og død

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu