Læsetid: 2 min.

Døm selv

23. december 2005

Statsminister Anders Fogh Rasmussen mener, at debatten i Danmark er pæn, ordentlig, rolig og redelig. Det sagde han som reaktion på 11 pensionerede ambassadørers kritik af tonen i Danmark. Her et par eksempler på udtalelser fra Fogh Rasmussens nære samarbejdspartner og parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. Døm selv.

"Koranen er jo nærmest religiøs nazisme."

Alex Arendtsen DF, medlem af Odense byråd, den 5. november 2005

"Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig bliver integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker."

Mogens Camre, MEP for Dansk Folkeparti, den 15. juni 2005

"Vi vil simpelthen have en lovgivning, der forbyder Hjemmeværnet at optage udlændinge."

MF Søren Espersen, den 13. september 2005

"De ville nemlig ikke i deres vildeste fantasi have kunnet forestille sig (i 1990), at store bydele i København og andre danske storbyer i 2005 ville blive befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin. Med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning - og blodhævn. Det er nemlig lige præcis det, der er sket. "Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti, den 13. juni 2005

"Disse fremmede ikke integrerbare borgere får etableret et magtapparat i vort land, som vor lovgivning, og dermed vore myndigheder slet ikke er gearede til at imødegå."

MF for Dansk Folkeparti, Louise Frevert, den 17. marts 2005

"Enhver troende muslim bliver i dag indpodet, at hans opgave er at omvende de vantro danskere til islam - det er hans hellige pligt, og integration dvs. accept af dansk kultur og danske love vil være det modsatte af det, hans præst, imamen, prædiker hver uge. Lad os tydeliggøre problemet ved at sammenligne med en kræftlæges dagligdag. Hvis lægen skulle helbrede sine patienter med det, der svarer til 'integration', ville det betyde, at han skulle forsøge at overtale kræftcellerne til at blive gode, velfungerende og sunde celler, der kunne arbejde harmonisk i patientens krop. Han skulle afstå fra enhver form for terapi, strålebehandling eller operation, blot tale til kræftcellerne - og så observere, at de blot bredte sig i patientens krop uhindret."

Louise Frevert og webmaster Ebbe Talleruphuus' hjemmeside, 2005

"Hvor kristendommen hersker, dér har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær. Hvor Islam hersker, er det derimod den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et altædende had, og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker." Søren Krarup, MF for Dansk Folkeparti, den 2. februar 2005

Anders Fogh Rasmussen har ikke på noget tidspunkt taget afstand fra udtalelserne fra Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti er med i alle betydelige politiske forlig om økonomi, udlændingelov, integration og statsborgerskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her