Læsetid: 3 min.

Dømt til Netanyahu

6. november 1997

Det er med en stærk følelse af ubehag, men desværre ikke tilsvarende overraskelse, man må konstatere, at en af demokratiets fornuftige grundregler ikke gælder i Israel. Normalt vil en politisk leder i et demokrati ikke kunne tillade sig at begå den ene brøler efter den anden og gang på gang afsløre en formidabel mangel på dømmekraft, uden at det på en eller anden måde får konsekvenser. Men det kan han i Israel.
Senest har lederen af den israelske efterretningstjeneste, Danny Yatom, hævdet, at det var ministerpræsident Benjamin Netanyahu, der personligt beordrede Mossad til at myrde Hamas-lederen Khaled Mashaal i Jordans hovedstad Amman i september. Yatom er blevet afhørt som vidne af en kommission, der undersøger det mislykkede attentat, og her har han sagt, at Netanyahu gav ordren, selv om Mossad-ledelsen forsøgte at tale ham fra den halsløse gerning. Nu kan man naturligvis ikke vide, om Yatom forsøger at lyve sig fra et personligt ansvar for skandalen, men næsten ingen tror på, at Mossad ville risikere at ødelægge sit omdømme med en så forbilledlig svipser. Så indtil andet er bevist, står der Netanyahu på brøleren, der rejser tvivl om ministerpræsidentens dømmekraft.
For det første blev attentatet forsøgt gennemført i et af de eneste arabiske lande, der kan betegnes som venligt stemt over for Israel - Jordan indgik i 1994 en fredsaftale med Israel - og kong Hussein var da også ved at koge over af raseri efter det mislykkede attentat. For det andet er det overordentligt usnedigt at overhøre advarsler fra Mossads ledelse, der nok ved et og andet om baghold og snigmord. Og for det tredje må man, hvis man endelig vil lege forbryder, i det mindste sikre sig, at man ikke bliver opdaget.

I lyset af, hvordan det i øvrigt er lykkedes den
48-årige ministerpræsident at blokere fredsprocessen med palæstinenserne med sine dumstædige og provokerende fortsatte bosættelser på Vestbredden og i Gaza, er det på sin plads at spørge, om Netanyahu overhovedet kan overleve som Israels leder. Svaret er beklageligvis, at det kan han. I hvert fald indtil valget om to og et halvt år.
I 1992 ændrede Israel sin valglov, så ministerpræsidenten fremover skulle vælges direkte af folket. Hensigten var at komme de mange ustabile koalitionsregeringer til livs. Med Netanyahu som den første ministerpræsident, der er valgt med den nye lov, står det klart, at Israel ikke kun slap af med de ustabile regeringer, men samtidig afskar sig fra muligheden for at slippe af med ministerpræsidenten før tid, i fald han viste sig uduelig. Ministerpræsidenten kan i teorien tvinges ud af parlamentet, men det kræver et mistillidsvotum, som samtidig automatisk udløser nyvalg. Og da et nyvalg sætter samtlige parlamentsmedlemmer på spil, er det utænkeligt, at der kan samles flertal til et mistillidsvotum. Den side af den nye valglov var der op til ændringen i 1992 mange israelere, der advarede imod, men vedtaget blev den.
Den lovfæstede sikkerhed i embedet får Netanyahus overmod til at stige til uanede højder.
I sidste weekend blev det for meget selv for hans egne partifæller, der nærer dyb personlig antipati mod Netanyahu. Op til Likuds partikongres, der holdes på søndag, havde Netanyahu forsøgt at gennemtrumfe to forslag til ændringer af partivedtægterne. Han ønskede at afskaffe de omkring 300.000 medlemmers indflydelse på, hvem der stiller op som partiets kandidater til parlamentet. Og han ville fratage partiet muligheden for at vælge en anden ministerpræsidentkandidat i tilfælde af valg før tid. Begge dele blev forhindret af rasende
Likud-ministre, men muligvis kun for en tid.

Imens kører parodien på forhandlinger mellem palæstinensernes repræsentanter og israelere i
Washington, hvor USA's udenrigsminister Madeleine Albright lader som om, der stadig er en fredsproces at tale om. Forlydender vil vide, at præsident Bill Clinton vægrer sig ved at mødes med Netanyahu, når denne senere på måneden skal til USA, og selv om Clintons medarbejdere nægter, føler israelerne selv,
at der ligger et politisk budskab i, at det ikke er lykkedes Clinton at finde plads i sin kalender. Måske har vi her et første tegn på, at USA vil justere sin hidtil uforbeholdne støtte til Israel. Skulle det ske, er der håb for fremtiden.
Det forekommer i stigende grad kritisabelt, at den stærke jødiske lobby i USA får lov til at sætte dagsordenen for USA's Mellemøst-politik, når der så åbenlyst er behov for, at USA bruger sin alliance med Israel til at presse lidt sundere fornuft ind i hovedet på den israelske leder, der er blevet lige lovlig langtidsholdbar. ld

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her