['sgyl']. Ordet lyder tungt. Skyld. Ser ikke ud som noget, man har lyst til at læse om i sin morgenavis. Nu har jeg lige brugt så meget energi på at glemme min skyldfølelse over for min mor, som jeg ikke har ringet til, mit arbejde, som jeg ikke fik gjort færdigt, vennen som jeg ikke fik sagt undskyld til.
Alle, der er gamle nok til at læse denne avis, har prøvet at føle skyld. Ikke fordi vi alle sammen har pletter i straffeattesten. Men fordi den moralske skyld på et og mere sandsynligt flere tidspunkter sniger sig ind i vores liv. Det siger både præsten, filosoffen og psykologen.
"Mennesket er ikke godt i sig selv. Vi har både gode og onde kræfter, der kæmper i os, og hvem der har overtaget, kan vi ikke altid selv helt styre," siger Dorte Ørtved, der er præst i Sdr. Ommes Statsfængsel.
Lektor i filosofi på Københavns Universitet Kasper Lippert-Rasmussen forklarer, at skylden nager, når vi ikke handler i overensstemmelse med vores egne principper. Så oplever vi det, han kalder "et berettiget tab af selvrespekt".
Inden for psykoanalysen siger man, at det er overjeg'et eller samvittigheden, der reagerer, når vi synes, at vi har gjort noget forkert.
"Skyld er en af angstens varianter. Det er den form for angst, vi føler, når vi bliver angrebet af vores samvittighed," fortæller psykoanalytiker og lektor på Københavns Universitet Judy Gammelgaard.
Og hvad sker der så? Ja, fordi skyld er angstfyldt, forsøger vi at frigøre os fra den. Og et af midlerne kan være "at lægge skylden over på andre", forklarer Judy Gammelgaard.
"I stedet for at indrømme, at dér bar jeg mig forkert ad og give en undskyldning, så forsøger man på alle mulige måder at placere skylden et andet sted. 'Det var også fordi'. Og så er man ude i projektionernes overdrev," siger hun.
Forbrydelse og straf
I en retssag kan du være 'skyldig' eller 'ikke skyldig'. Det er den juridiske skyld. Med den moralske skyld er billedet mere uklart.
I modsætning til skammen, hvor man er flov eller utilpas over for 'de andre', er skylden den straf, man pålægger sig selv.
Kasper Lippert-Ramussen mener, at der er tre former for skyld:
For det første kan man være det, han kalder "besat" af sin skyld. For det andet kan man føle sig skyldig. Og endelig kan man anse sig selv for at være skyldig.
"En politibetjent, der skyder en sindsforvirret bevæbnet person, kan være besat af skyldfølelse. Politimanden har ikke handlet forkert, det var en nødsituation, og egentlig skulle han ikke opleve formindsket selvrespekt, fordi han havde trykket på aftrækkeren. Ikke desto mindre kan han godt lide under bevidstheden om, at han har skudt et andet menneske," forklarer Kasper Lippert-Ramussen.
Kasper Lippert-Ramussens anden kategori er, når du føler dig skyldig. Og her er der en god grund. Det kan være, at du har løjet over for ægtefællen på et meget vigtigt punkt. Du kan have begået en forbrydelse. Og her er det jo berettiget, at man oplever et tab af selvrespekt, mener lektor Kasper Lippert-Rasmussen.
Endelig kan man ifølge filosoffen anse sig selv som skyldig, uden at det giver anledning til tab af selvrespekt. Det lyder måske underligt. Er det ikke kun psykopater, der har det sådan? Nej, faktisk er det noget, de fleste kender, siger Kasper Lippert-Ramussen. Tiden læger alle sår, siges det. Det kan betyde, at man med tiden forsoner sig med sin skyld. Man ved godt, hvad man gjorde dengang, da man løj, var kæresten utro, sårede sin bedste ven - men skyldfølelsen har fortonet sig. Det var dengang. Måske er nogle mennesker lidt for hurtige til at forsone sig med fortiden, mens andre plager sig selv i urimelig lang tid, påpeger Kasper Lippert-Ramussen.
Og så er der, helt uden for kategori, det med at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Egentlig har du ikke handlet i modstrid med dine egne principper, men du føler dig alligevel skyldig. Kasper Lippert-Ramussens eksempel er en bilist, der kører et lille barn ned.
"Bilisten har ikke talt i mobiltelefon og har kørt langt under hastighedsgrænsen. Men derfor kan man sagtens føle skyld," påpeger han.
Et godt tilbud
Vi går til en af dem, der kender skylden både som juridisk og moralsk begreb særdeles godt. Dorte Ørtved er fængselspræst i Sdr. Omme Statsfængsel, og her har hun igennem 20 år haft daglige samtaler med de indsatte, blandt andet om deres skyld.
"Vi skal modtage syndernes forladelse, så vi kan starte forfra og lægge skylden bag os. Ellers bliver vi knust af den fortid, vi slæber med os," siger hun.
I 20 år har Dorte Ørtved talt om synden og skylden i de personlige samtaler med fangerne og fra prædikestolen i fængslets lille kirke. Hun oplever sin præstegerning i den lidt specielle menighed som særligt givende. For der er virkelig noget på spil her.
"Herre, jeg takker dig, fordi jeg går ud herfra som et frit menneske," slutter Dorte Ørtved sin gudstjeneste hver søndag. Det hænger jo ikke helt sammen, for hendes menighed, fangerne, vender tilbage til deres fængselsceller. Men jo, alligevel, siger Dorte Ørtved, for de indsatte har igennem troen en mulighed for, som hun siger, "at blive sat fri af deres skyld, hvis de tør tro på ordet om Guds tilgivelse". Og dermed kan kristendommen give det, som hverken psykologen, psykiateren, dommeren kan: fuldstændig tilgivelse.
Det lyder som et godt tilbud, hvis man er bag lås og slå i årevis. Alligevel er det ikke mange, der tager imod det.
"Vi har svært ved at forholde os til en tankegang, som siger, at vi skulle føle et ansvar og en skyld over for en skabermagt eller en gud," siger Dorte Ørtved. "Det moderne menneske afregner med sig selv. Vi føler os ikke skyldige over for en højere magt, men vi føler os i stedet skyldige over for os selv, hvis vores liv ikke lykkes. Eller også skyder vi skylden over på ydre omstændigheder."
Men så er det svært at blive fri for skylden, påpeger Dorte Ørtved. Ifølge fængselspræsten har det moderne menneske på mange måder mistet det, hun kalder "en instans, vi kan appellere skylden til".
Og så alligevel:
"Mange mennesker går stadigvæk til gudstjeneste både inden for og uden for fængslets mure. Her lyder ordet om syndernes forladelse hver eneste gang, men hvem, der tager imod det ord, eller afviser det, kan ingen afgøre - heller ikke præsten," siger Dorte Ørtved.
Men vil vi ikke, eller tør vi ikke tro ordet om Guds tilgivelse, så har vi ifølge fængselspræsten kun to muligheder tilbage: Enten at leve videre med vores skyld eller prøve at dulme den ved at gå til psykolog.
Min egen skyld?
I hvidt og kniplinger får de søndag efter søndag vasket synden bort med vandet fra kirkens døbefonde. Barnet genfødes og skænkes syndernes forladelse, siger præsterne til de stolte forældre og spædbarnet i den hvide kjole og følger op med et 'forlad os vor skyld' i Fadervoren. Helt så tidligt går psykologerne ikke i gang.
Skyld er først noget, der kommer ind i barnets liv efter et par år, siger de. I fire-fem årsalderen for at være mere præcis.
"En af grundene til, at skyld er et så komplekst psykologisk fænomen, er, at det kommer forholdsvist sent ind i vores udvikling. Små børn føler ikke skyld. Derfor har de en herlig frimodighed over for de ting, de gør," forklarer psykoanalytiker og lektor på Københavns Universitet Judy Gammelgaard.
"Børn har et næsten naivt og uproblematiseret forhold sig til deres egen moral," siger hun. Men længe før de får skyldfølelse, lærer de, hvad der er ret og forkert. Det har ifølge lektoren ikke noget med en indre følelse af skyld at gøre. Børn lærer bare igennem opdragelsen og udviklingen, at der er ting, man gør, og ting man ikke gør.
"Men det forbliver ret udvendigt for børn," påpeger hun.
"På et eller andet tidspunkt bliver den orientering i livet, som før var påbud udefra, til en indre orientering. Og så er det, at det kan gå galt. De indre forestillinger om, hvad jeg må, og hvad jeg ikke må, kan blande sig med alle mulige irrationelle fantasier, som så bliver udslagsgivende for skyldfølelsen."
At skyld ikke er fremmed for børn og unge ved Judy Gammelgaard af egen erfaring. Hun har i mange år arbejdet med incestofre og skilsmissebørn. Og her spiller skylden faktisk en rolle for børnene, selv om det på ingen måde er 'deres skyld'.
"Skylden starter udefra, men ender desværre som en destruktiv kraft i det indre," fortæller hun og uddyber:
"Børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, kan meget nemt tænke: Hvad har jeg gjort forkert? De vil meget ofte gå rundt med antydninger af skyld. Det vil børn, hvis forældre er blevet skilt også kunne."
Samfundets vrangside
Med præsten, filosoffen og psykologen er skyld placeret som et indre anliggende hos den enkelte. Hovedsageligt. For der er, som Judy Gammelgaard påpeger, faldgruber i den definition. Samfundet, 'vi andre', kan ikke fralægge os ethvert ansvar for vores venners, fædres, søstres, kæresters eller medborgeres oplevelse af moralsk og juridisk skyld. Det mener Judy Gammelgaard i hvert tilfælde ikke. Hun nævner som eksempel mange af de unge mennesker, der i dag begår kriminalitet.
"De fleste af dem er jo ikke onde," siger hun.
"Vi kan selvfølgelig anlægge retssamfundets synsvinkel på dem og sige: du har begået en kriminel handling, du har begået en lovovertrædelse, du skal i fængsel."
Den udlægning er lektoren tydeligvis ikke tilfreds med.
"Selvfølgelig skal vi tage ansvar for vores handlinger. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal påtage os hele skylden," påpeger Judy Gammelgaard og kalder de politiske paroler om hårdere straffe "en total falliterklæring".
"Det er en kynisk negligering af årsagerne til volden," siger hun og fortsætter:
"Hvorfor bliver volden hårdere og mere brutal, og hvorfor er der så mange unge, der kan se frem til starte en karriere som evigt kriminelle? Vi lukker øjnene for, hvad det er for nogle forhold, vi byder de unge, og hvad det er for nogle opvækstvilkår, de har. Det vi kalder vores velfærdssamfund har virkelig en vrangside, som vi lukker øjnene for ved bare at sige: det er deres egen skyld, de skal straffes mere."
Hos juristen kan vi blive dømt for den. Hos præsten kan vi gøre os fri af den. Hos psykologen kan du få øje på den og måske få den under kontrol.
"Vi er under alle omstændigheder alle sammen skyldige, som Kierkegaard siger. Og inden for de psykologiske teorier siger vi også, at vi ikke kommer igennem livet uden at være belastet af skyld. Derfor er psykologerne enige med Kierkegaard i, at vi er dømt til skyld. Det er et menneskeligt vilkår, vi bærer rundt på," siger Judy Gammelgaard.
