Læsetid: 4 min.

Dogme-arkitektur

2. juli 2001

Sidste tirsdag kunne man læse i Information, at arkitekt-konkurrencen om fremtidens foreningshus var blevet afsluttet uden nogen vinder. Lokale- og Anlægsfonden må derfor se sig om efter en anden løsning på deres problem. Rundt om i Danmark findes et utal af små foreninger og klubber, som Undløse Idrætsforening og den slags. De foreninger er ofte et samlingspunkt i små samfund, og de mangler tit et hus.
Hvis nu man kunne bygge et billigt, velfungerende hus, ville det styrke foreningslivet og lokalsamfundet, og det er lige hvad Lokale- og Anlægsfonden skal. Derfor har man fundet på, at man vil udvikle en type. Et hus, der kan bygges med enkle tilpasninger overalt i landet, for en samlet udgift til håndværkere og rådgivere på godt 12.000 kroner pr. m2.
Istedet for en idealtype har man så fået en lille skandale, en masse arkitekter (165 forslag i første runde) har arbejdet meget hårdt, og de tre byer har ikke fået noget hus. Desværre ligger hele ansvaret for denne misere hos arkitekterne, som profession, som rådgivere ved konkurrencens udskrivning og som deltagere i konkurrencen. Og det er ærgeligt, for derved forbliver det en hemmelighed, at de fleste arkitekter kan tegne et godt hus for få penge, og næsten alle arkitekter kan tegne et, der er bedre end totalentreprenørens billige tilbud.

En lille gruppe filminstruktører lavede jo et dogme-manifest for nogle år siden. Det var noget med at droppe alle de dyre produktioner og i stedet arbejde med fortællingen og skuespillet. Det menneskelige. Det syntes Kulturministeren og By- og Boligministeren også, at arkitekterne burde gøre. Så de indbød rask væk 30 unge arkitekter til en weekend med mad og vin og afkrævede dem tilgengæld et arkitektur-dogme. Et Charter 99. Det er ufatteligt, at ingen kunne se den hvinende ironi i hele dette arrangement. Der er dog f... til forskel på en lille gruppe venner, der bliver enige om at gøre noget, fordi de selv oplever det som en tvingende nødvendighed, og så en kæmpe gruppe indbyrdes uenige kolleger, der skal strikke noget sammen på ministerielt bud. Men nej. Charter 99 blev skrevet, det var grundlag for konkurrencen om fremtidens foreningshus, og det bliver grundlag for flere konkurrencer i fremtiden.
Der er ikke mange, arkitekter eller mennesker i al almindelighed, der kan forstå hvad arkitekt-dogmet går ud på. Hovedtesen er noget med at udvikle grundrum, og det er så ret uklart, hvad det eventuelt kunne være. Men det er ihvertfald ikke kedeligt. Det er noget med, at alle rum skal byde på noget ud over det sædvanlige, det kan være smukke proportioner eller spændende former. Det er nu engang, hvad ministrenes gæster kunne blive enige om. Hvad det lige er, der er så smukt og spændende, det er af gode grunde uspecificeret. Og det var et indlysende problem ved denne, og andre Charter 99-konkurrencer. Det dogme, der er konkurrencens grundlag, er kun vanskeligt foreneligt med ideen om så billigt et byggeri, fordi forestillingen om kvalitet er knyttet til den arkitektoniske ækvivalent til filmens special-effects. De unge arkitekter kunne ikke blive enige om meget andet, end at de savner »rum«. Og hvis man skal gætte lidt på, hvad det kunne betyde, er det måske noget i retning af »den store stil«, som Vilhelm Wanscher og hans elever dyrkede i mellemkrigsårene. Og som Lars von Trier dyrkede i sin Europa-trilogi. Egentlig havde ministrene jo ret i, at arkitekterne kunne bruge et dogme som film-folkenes. De kunne have brug for at slippe det rush, de finder i den spektakulære form og de lækre detaljer og i stedet rette sig mod mere umiddelbare kvaliteter. Men det er ikke så mærkeligt, at det ikke var, hvad der kom ud af mødet. For det er barske sandheder, der så skulle frem.

Ministrene, og alle andre ikke-arkitekter, må jo have at vide, at byggeri koster penge. ’Huset’, en udstillingsbygning på Malmøs igangværende Bo01, er bygget af østen-finer og bølgeplastplader. Det er helt sikkert meget billigt, men det er heller ikke tæt. Det er måske så radikalt igen. Men prisen for at få sig et billigt hus er jo indlysende nok, at der mangler noget. Det er måske gulve, lofter eller vægge. Eller det er håndtag, stikkontakter, badeværelsesarmaturer og maling. Meget tit er det også spændende form. Det er nemmere at lave noget billigt, hvis det er sat sammen af enkle, bærende betonelementer inde under et stort kedeligt paptag. Det burde et arkitektdogme have handlet om – både i Charter 99 og i konkurrencen: Se det smukke ved frithængende isolering, synlige kabler, betondæk i dagligstuen, umalede gipsplader. Lev godt uden køkkenelementer, rumadskillelser eller lister over alle de mærkelige silicone fuger. Dyrk det, der er lige ud ad landevejen. Ikke nogen arkitektoniske special-effects her. Ikke nogen bløde former eller finurlige knæk, ikke noget metafysik om »grundrummet«. Men gode oplevelser for de mennesker, der skal bruge husene. Oplevelser, der tager udgangspunkt i den måde, man bruger husene på. Uanset hvilke huse det er. Så kan det være, vi ender med at blive enige om, at en krum væg, en gulvbelægning eller et køkken er pengene værd. Eller vi kan blive enige om at det er fedt med friheden i det ufærdige. Det kan også være, vi opdager noget, som vi ikke på forhånd vidste. Den øvelse ville svare til dogmebrødrenes, og den er sjov. Men tør arkitekterne det?

mam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her