Læsetid: 3 min.

Doha - død eller dvale?

Hvad enten sammenbruddet forsinker eller afliver Doha-forhandlingerne, så har de fattige lande grund til at juble, for den aftale, der lå på bordet, var ikke til deres fordel
28. juli 2006

Efter to dages forgæves forhandlinger afbrød Verdenshandelsorganisationens (WTO) generaldirektør, Pascal Lamy, officielt de multi-laterale forhandlinger i mandags. Det kan meget vel forsinke, hvis ikke fuldstændig aflive, Doha-udviklingsrunden, der gik i gang i Qatars hovedstad tilbage i 2001. Så sent som 17. juli mødtes G8-landenes statsoverhoveder ellers med deres kolleger fra Brasilien, Kina, Indien, Mexico og Sydafrika i Sankt Petersborg. Ved den afsluttende pressekonference sagde Storbritanniens premierminister, Tony Blair, at alle havde talt "meget varmt til fordel for en handelsaftale og den nødvendige fleksibilitet, som forhandlerne skulle gives for at sikre dette".

Der var brug for en aftale i slutningen af juli for at sikre, at den amerikanske kongres ville kunne godkende hele pakken og ikke forhandle om indholdets detaljer.

USA's præsident har givet grønt lys for 'lyn-forhandlinger', men den tilladelse udløber i midten af 2007, og det er usandsynligt, at den bliver fornyet. Eftersom den amerikanske kongres bliver stadig mere protektionistisk, vil det blive meget sværere at få en handelsaftale med afgørende indrømmelser godkendt efter denne dato.

Fem-års krise

Er Doha-udviklingsrunden død? Den sidste såkaldte Uruguay-runde varede i otte år i stedet for de planlagte tre, og den løb pudsigt nok også ind i lignende problemer efter fem år. Men dengang berørte de vestlige landes indrømmelser overhovedet ikke landbruget, de nye aftaler om intellektuel ejendomsret var hovedsageligt til deres egen fordel, og selv om udviklingslandene deltog i forhandlingerne, havde de meget lille indflydelse at gøre gældende. Eksportører og industrisammenslutninger i de vestlige lande lagde et tungt pres på deres regeringer for at nå frem til en aftale.

Denne gang har G20-gruppen af udviklingslande med Indien og Brasilien i spidsen haft helt andre muskler at spille med under forhandlingerne. Eksportører og producenter i de vestlige lande havde ikke meget at skulle have sagt, og slet ikke når de kom op imod højlydt og politisk brandfarlig modstand fra de rige landes landmænd med Frankrig i spidsen.

De aktuelle forhandlinger var endt med at fokusere meget snævert på den såkaldte 20-20-20 aftale. Den ville have medført en beskæring af EU's afgifter på landbrugsvarer på 54 procent, sådan som G20-gruppen har foreslået. Derudover skulle USA gå med til at sænke deres nationale landbrugsstøtte til under 20 mia. dollar, og endelig skulle udviklingslandene indføre et loft for deres gennemsnitlige afgifter på industrivarer på 20 procent. Forhandlingerne brød sammen efter et væld af gensidige beskyldninger mellem USA og Europa omkring nedskæringer af landbrugsstøtte og -afgifter, altimens Indien insisterede på, at liberaliseringen af landbrugshandel ikke skulle være afhængig af, at udviklingslandende sænkede afgifterne på industrielle varer tilsvarende.

Det var småt med 'udviklings'-indholdet i Doha-runden. Emner som bomuld, tropiske produkter, positiv særbehandling, yderligere fleksibilitet for små og skrøbelige økonomier, nye medlemmer og de mindst udviklede lande blev negligeret.

De helt små blev glemt

Det betød, at den aftale, der lå på bordet, stadigvæk tilgodeså de mest avancerede udviklingslande, mens de de fattigere lande ikke havde meget at hente. Deres produkter har allerede adgang til EU og USA næsten uden afgifter på grund af fordelagtige handelsaftaler, om end der er højere afgifter på forarbejdede og forædlede produkter. En afgiftssænkning på basale landbrugsvarer og industrielt fremstillede landbrugsvarer ville have tilgodeset lande som Brasilien, Argentina og Thailand, som besidder avanceret teknologi, lave produktionsomkostninger (bortset fra arbejdskraft), logistisk effektivitet og evnen til at levere store mængder. For de fattigere lande, inklusiv størstedelen af Afrika, var ingen aftale uden tvivl bedre end den dårlige aftale, der lå på forhandlingsbordet.

Det betyder ikke, at multilaterale handelsaftaler er dårlige for de fattige lande. Tværtimod har de større politisk slagkraft og mulighed for at påvirke udfaldet af multilaterale forhandlinger, end det er tilfældet med bilaterale og regionale forhandlinger. USA og EU har deltaget i et utal af den slags forhandlinger de seneste år, og som oftest har det været til deres egen klare fordel, blandt andet ved at fremtvinge indrømmelser omkring intellektuel ejendomsret, som de ikke ville have været i stand til at opnå på et multilateralt niveau.

På trods af de problemer, som ophøret af de amerikanske 'lyn-forhandlinger' i 2007 medfører, så er en pause med tid til refleksion og politisk regruppering bedre end en forhastet aftale baseret på en dagsorden, der fuldstændig udelukker alle relevante problemstillinger for de fattige lande.

Stefano Ponte er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Oversat af Anders Haahr Rasmussen

Mere udland side 28

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu