Læsetid: 3 min.

Dokumentarfilm på turné

Specialsyede distributionsforløb er vejen frem, hvis dokumentarfilm skal fylde salene. Det mener det nyoprettede distributionsselskab Dox-on-wheels, der til april sender Phie Ambos 'Gambler' på turné til 17 biografer landet over
15. marts 2006

Mens Anders Østergaards Gasolin' efter den første weekend sætter nye rekorder for en dokumentarfilm i biograferne, er det nyoprettede distributionsselskab Dox-on-wheels i fuld gang med at gøre klar til et anderledes tiltag, der skal hjælpe dokumentarfilm til et godt liv i biografen, når de ikke har Kim Larsen og Co. som frontfigurer.

Dox-on-wheels er et selvstændigt selskab, der bygger på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX's erfaring med at få folk ind og se dokumentarfilm i de københavnske biografer. Selskabets mission er at få dokumentarfilm ud på de store lærreder i hele landet og ikke mindst at få folk til at se dem.

Konceptet er at gøre visningerne af filmene til en særlig begivenhed. Det kan ske ved, at filmens instruktør i bedste rockband-manér rejser rundt med sin filmkopi eller ved at arrangere debatter, foredrag eller fester i forbindelse med filmene.

Filmene skal have en ramme, der får folk op og af sted, for som Tine Fischer fra CPH:DOX konstaterer, har erfaringen alt for tit været, at filmene ikke finder sit publikum.

"Man har jo desværre kunnet se, at mange gode danske dokumentarfilm som f.eks. Nede på jorden eller Tintin og mig har det svært i biografen, selv om de får omtale og gode anmeldelser. Ideen med Dox-on-wheels er at få folk i biografen ved at gøre visningerne af filmene til noget andet og mere, end hvad man normalt får. Vi tager en kopi af filmen rundt i landet og prøver at skabe en festival/event-stemning omkring den. Vi starter med Phie Ambos film Gambler om Nicolas Winding Refn, som skal vises 17 steder rundt omkring i landet. Hvert sted vil der være et arrangement med Phie Ambo og Nicolas Winding Refn," understreger Tine Fischer

Filmen under armen

Dox-on-wheels havde forestillet sig, at det ville blive svært at sælge ideen, men ifølge Tine Fischer har interessen været overvældende. "Vi troede, at vi virkelig skulle ud og overtale folk, men når vi kommer med en pakke med en film, en begivenhed og ikke mindst vores ekspertise på området, har alle som udgangspunkt villet deltage. Vi har også lovet at hjælpe med lokal presse, markedsføring og f.eks. salg til skoler, for vi vil gerne være med til at sikre salg, så der ikke er så stor risiko for biograferne", siger hun og tilføjer:

"En af grundene til, at vi gør det her, er, at vi har et idealistisk ønske om at få filmene ud. Men vi tror også på, at vi kan skabe udsolgte sale og give folk en god oplevelse, der gør, at de får lyst til at komme igen. Vi vil gerne være med til at skabe en tradition for at se dokumentarfilm i biografen i Skibby såvel som i København."

17 byer på turnéplanen indebærer 17 arrangementer, som filmens instruktør Phie Ambo skal stille op til gennem april, maj og juni. Det bliver en tidskrævende affære, men Phie Ambo er gerne med på turen.

"Jeg tror, man må se det som en naturlig del af sit arbejde, hvis man vil have sin film ud," siger Phie Ambo.

"Instruktører som norske Margreth Olin eller engelske Kim Longinotto rejser altid omfattende med deres film, og jeg tror, det er essentielt for at få dem ud. Hvis man ikke lige har Gasolin', må man tage sin film under armen og komme ud og møde lokalbefolkningen. Folk skal føle sig inviterede. De kommer ikke af sig selv."

Og ud over, at filmene kommer ud og møder et publikum, ser Phie Ambo også en stor fordel ved, at hun som instruktør kommer ud og møder folk.

"Jeg tror virkelig, det er vigtigt, at man kommer ud og møder de folk, der ser filmene. Jeg har tit en følelse af, at vi som instruktører befinder os meget langt fra publikum. Hvem ser vores film? Hvad tænker de om dem? Og hvad kunne de godt tænke sig at se? For mig at se er konceptet Dox-on-wheels en win/win-situation. Det er da kun inspirerende for mig at finde ud af, hvad folk interesserer sig for i filmen, og jeg glæder mig meget til at kaste mig ud i befolkningen sammen med min film."

Det fulde tour-program for 'Gambler' kan ses på ww.sf-film.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu