Læsetid: 3 min.

Dokumentarfilm udløser egyptisk vrede

Egyptiske medier taler om 'krigsfange-massakren', der skal have involveret en nuværende israelsk minister
8. marts 2007

TEL AVIV - En indflydelsesrig gruppe medlemmer af det egyptiske parlament anbefalede sent tirsdag aften, at de diplomatiske forbindelser til Israel som for eksempel fredsaftalen fra 1979 skal tages op til overvejelse. Årsagen til forslaget, som er seneste led i en hurtigt tiltagende diplomatisk krise mellem de to naboer, er en dokumentarfilm, der på israelsk tv har genåbnet spørgsmålet om 250 egyptiske soldater, som omkom under uklare omstændigheder under krigen i 1967. Egyptiske kilder, som også blev brugt i filmen, hævder, at israelerne henrettede de egyptiske soldater, efter at de var blevet taget som krigsfanger.

"Israelerne bør vide, at ligesom de nazistiske forbrydelser ikke kan slettes fra hukommelsen, så bliver deres egne forbrydelser heller ikke slettet fra hukommelsen hos det egyptiske folk og den arabiske verden," siger de egyptiske parlamentarikere ifølge det statslige nyhedsbureau MENA.

Den omtalte dokumentarfilm handler om den israelske Shaked-kommandoenhed og dens operationer i slutningen af seksdageskrigen. Enheden var blevet sat ind mod egyptiske kommandosoldater i grænseområdet mellem Gazastriben og Sinaiørkenen, og ifølge den israelske version blev der efter et par dages kamp optalt omkring 250 faldne egyptere.

Ifølge den egyptiske version af historien overgav soldaterne sig og blev derefter mejet ned som værgeløse krigsfanger.

Minister aflyser besøg

Lignende henrettelser under krige i Sinaiørkenen har tidligere været genstand for diplomatiske spændinger. I 1995 fortalte en tidligere israelsk officer i et interview til lokal presse om drabet på 49 egyptiske fanger under krigen i 1956. En israelsk undersøgelse af sagen konkluderede på det tidspunkt, at henrettelser af krigsfanger havde fundet sted på begge sider af konflikten, hvorpå sagen atter faldt til ro.

Denne gang ser sagen dog ud til at kunne få langt alvorligere følger. Dels befinder hele den diplomatiske situation i regionen sig på et yderst følsomt punkt, hvor forsigtige fredsfølere når som helst kan ende i ny vold. Og ikke mindst retter de egyptiske anklager sig direkte mod en repræsentant for premierminister Ehud Olmerts regering.

Infrastrukturminister Benyamin Ben Eliezer fra Arbejderpartiet stod som ung officer i spidsen for Shaked-enheden, da henrettelserne skal have fundet sted, og han skal også have befundet sig i felten, mens det skete.

Ministeren har indtil videre afvist alle anklager. Han er sikker på, at der var tale om bevæbnede palæstinensere, som blev dræbt i kamp, og således slet ikke egyptiske soldater. Men samtidig har han aflyst et officielt besøg i Cairo, som skulle have fundet sted i dag.

En hund af en ambassadør

Imens har den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit lagt hele sin politiske vægt bag de egyptiske krav. Tirsdag mødte han den israelske udenrigsminister Tzipi Livni i Bruxelles og forlangte på det tidspunkt en israelsk kulegravning af sagen. Her fik Livni også at vide, at Cairo overvejer at trække sin ambassadør hjem fra Tel Aviv, og at sagen efter hans opfattelse nok bør ende ved den internationale domstol i Haag.

"Der er ekstrem vrede i det egyptiske folk og samfund, og vi håber, at denne sag vil blive håndteret på en måde, der forstår og fornemmer denne egyptiske vrede," sagde ministeren til sin israelske kollega.

Vreden kommer til udtryk i egyptisk presse. Her meldes om stor folkelig ophidselse, og i dagbladet Al Gomhoria siger Aboul Gheit, at Egypten vil overveje juridiske tiltag over for Israel, medmindre israelerne kommer med en troværdig forklaring. Omfanget af den egyptiske mediestorm ses ved, at det sædvanligvis tilbageholdende, statsejede dagblad al-Ahram i sine overskrifter betegner sagen som 'krigsfangemassakren'.

Andre steder i Egyptens politiske verden fortsætter de skarpe reaktioner med at regne ned. Mahmoud Salim, der repræsenterer præsident Mubaraks Nationaldemokratiske Parti i parlamentet, sagde i går, at "den hund af en israelsk ambassadør må forlade Egypten", mens politiske kolleger kræver fredsaftalen fra 1979 annulleret.

Visse islamiske oppositionspolitikere fremfører, at dette er en anledning til krig, men på det formelle plan har egypterne indtil videre nøjedes med at indkalde den israelske ambassadør til en redegørelse i udenrigsministeriet i Cairo.

"Vores ambassadør blev bedt om at komme til udenrigsministeriet, og det gjorde han. Man diskuterede sagen," siger en tilknappet talsmand fra det israelske udenrigsministerium.

Her ønsker man imidlertid ikke at kommentere den varme sag yderligere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her