Læsetid: 5 min.

Den dominerende

Morgensang, en debat om modkulturen, der ville frigøre, men endte med at undertrykke, og om hvordan kulturradikalismen blev pædofil, og hvordan en tidligere folkebibliotekar rejste sig og indrømmede: 'Ja, jeg har grinet af lånere, der spurgte efter Morten Korch'
16. januar 2007

Det var første gang, han faktisk skulle høre et foredrag ved sin egen anmelder og Informations weekendredaktør, Rune Lykkeberg. Det indrømmede kulturredaktør Peter Nielsen, da han mandag morgen skulle introducere den første taler ved ugekurset 'Tag og Læs på Testrup Højskole'.

Og så grinede publikum på den der måde, man griner med hinanden. Fornemmelsen af et fællesskab er allerede indtruffet, selvom de fleste kursusdeltagere først ankom sent i aftes. Det hjalp sikkert også på det, at der lige var blevet sunget et par sange fra den nye Højskolesangbog, inden det hele rigtig skulle gå i gang. Nr. 7 Morgenstund har guld i mund og Nr. 16 Jorden har vendt sig en omgang. Af henholdsvis Grundtvig og Poul Henningsen. Sangen blev akkompagneret af højskoleforstander Jørgen Carlsen, der fortalte lidt om sangene, og også hvordan han opfattede de to digtere som åndsbeslægtede.

Det skulle ikke blive det sidste, vi hørte til Poul Henningsen i løbet af den formiddag. Men det var nu det sidste, vi hørte til Grundtvig. Efter Peter Nielsens introduktion var der kanoniseret Kingo-fællessang, og så skulle Rune Lykkeberg tale under overskriften 'Modkultur som kulturel elite'.

Ligusterfascisme

Han lagde ud med at forklare, at han ville basere sit oplæg på en formel.

Pierre Bourdieus udvidelse af klassebegrebet, hvor det ikke længere udelukkende er økonomisk kapital, der skiller folk i klasser.

"Også den kulturelle kapital har stor betydning. Det vil altså sige, at der findes en økonomisk underklasse, men også en kulturel underklasse, og det ene hænger ikke nødvendigvis sammen med det andet. En folkeskolelærer og en pædagog vil for eksempel kunne tilhøre den kulturelle overklasse, mens deres økonomi ikke kvalificerer dem til den økonomiske overklasse. Og der er i høj grad sket en undertrykkelse af den kulturelle underklasse. Det er det, jeg ser ske et oprør imod ved valget i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen erklærer, at han vil afskaffe smagsdommeriet," indleder Rune Lykkeberg, men præciserer, at han foretrækker at kalde det for 'De Dominerende' og 'De Dominerede' i stedet for at bruge ordet undertrykkelse.

Derefter trækker han linjer fra opbygningen af velfærdsstaten i 50'erne og 60'erne, de litterære strømninger og standser op ved kulturradikalismen, der startede som modkultur. For her mener han, man skal finde kimen til den aktuelle kulturkamp.

"For at forstå den nutidige kulturkamp, må man forstå hvor stor en betydning flipproletaren havde dengang," siger han og fortsætter:

"Udtrykket ligusterfacisme er enormt stærkt, og det understreger den tendens til foragt for det småborgerlige, der lå i det kulturradikale."

Dårlig smag bliver simpelthen til en moralsk fejl. I 1961 fandt et meget vigtigt møde sted på en anden højskole. På Krogerup Højskole blev der indgået en alliance mellem socialdemokratiet og kulturradikalismen. De kulturradikale har altid følt sig forbundet med den økonomiske underklasse, og den blev manifesteret på dette møde, mener Rune Lykkeberg.

"Det er legitimt at udstille den kulturelle fattigdom, men det er bestemt ikke legitimt at udstille den økonomiske fattigdom. Her bliver modkulturen til magtkultur," siger han.

Dette elitære element leder til opgøret med smagsdommerne. Pludselig kommer der en handlekraftig statsminister og siger, at det ikke kan være rigtigt, at andre skal bestemme, hvad der er god og dårlig smag. Det lykkedes for ham at bryde alliancen.

"Og selvom vi griner lidt af Anders Fogh Rasmussens påstande om at socialisterne dominerede offentligheden, så var det for eksempel næsten umuligt for Weekendavisen at finde en borgerlig forfatter, da de satte sig for at finde én. De endte med den ret ukendte Rolf Bagger. Dominansen var reel nok."

Modkulturen var blevet institutionaliseret. Den litterære modernisme var det, man læste i skolen, der i øvrigt var baseret på en meget fri pædagogik, påpeger Rune Lykkeberg og tænker tilbage på, hvor ofte han selv anklagede noget for at være ligusterfacisme.

"Anders Fogh Rasmussen ramte noget med metaforerne og kampen mod smagsdommerne. Der var mange mennesker, der følte sig dominerede," siger han.

Den kulturelle underklasse havde for længe fået at vide, at de har dårlig smag. Her peger Rune Lykkeberg på de undersøgelser, Erik Jørgen Hansen har lavet om social arv i uddannelsessystemet.

"Han påviser, at kulturel fattigdom reproduceres. Den frie pædagogik har en social slagside. Vinderne føler de har fortjent sejren. Taberne føler, de selv er skyld i nederlaget. Det frigørende kommer til at virke undertrykkende på den kulturelle underklasse."

De, der protesterer mod den kulturelle elite, har ikke noget modsvar, medgiver Rune Lykkeberg, men alligevel er det svært at bryde gennem den mur, de småborgerlige bygger op om sig selv, siger han og henviser til Kirsten Hamanns bog Fra smørhullet, hvor en småborgerlig familie oplever, at en bande bøller helt bogstaveligt maler deres ruder til.

"Så kan de sidde dér i deres småborgerlige univers. Det er svært at bryde gennem de vinduer."

Fra helt til pædofil

Det kulturradikale er ikke længere en magtkultur. Det blev især tydeligt med Jørgen Leth-sagen, mener Rune Lykkeberg.

"For ti år siden ville vi have forklaret Jørgen Leths omgang med kokkens unge datter med, at her var en kunstner, der eksperimenterede for os alle sammen. Han var den kulturradikale helt. Det solidarisk selvrealiserende individ. Men efter 2001 bliver han i højere grad opfattet som pædofil."

Den udlægning af det, Rune Lykkeberg mener, er et systemskifte, får i spørgetiden en tidligere folkebibliotekar til at rejse sig op og som det første bekende sig til kulturradikalismen. Han siger:

"Jeg, den kulturradikale".

Og indrømmer:

"Jeg har da håndteret lånere på biblioteket, der spurgte efter Morten Korch, og rådet dem til at læse noget andet og bagefter gået ud i budstuen og grinet sammen med de andre af, at en låner faktisk havde spurgt efter Morten Korch."

Og der grines igen med hinanden i salen. Forstander Jørgen Carlsen mener, at især mediebilledet har lidt skade af dette systemskifte.

"Der er sket en afhierakisering af massemedierne. Ambitionen om at håndtere svære emner er blevet frasorteret til fordel for den nemme underholdning. Men hvem kan så komme med et indspil og sige, at Johnny Reimar bare ikke er lige så godt som-."

Jørgen Carlsen tøver.

"Som Johnny Cash," lyder forslagene flere steder fra salen.

"Ja, Johnny Cash," siger Jørgen Carlsen.

Rune Lykkeberg er ikke helt enig i Jørgen Carlsens opfattelse af mediebilledet, han mener, det bevæger sig i forskellige retninger, men medgiver, at det er rigtigt, at autoriteten ikke er blevet erstattet af noget, der kan adskille kvalitet og ren underholdning.

"Man kan frygte, at den fælles offentlighed bliver mere lav," siger han.

Efter en aktiv debat spiser ugens højskolegæster pariserbøf. Samler tallerkner. Bagefter er der rundvisning. Her viser de to tidligere elever Sarah Emilie og Signe et par dusin af de 86 kursister rundt i de stolte bygninger på Testrup.

Blandt andet ser vi det moment, eleverne rejste over den første forstander og den første lærer, Nørregard og Bågø, efter disses død i begyndelsen af forrige århundrede. Monumentet er, ja, lad os vove at sige det: Grimt. Stort, en trekant lavet med en slags trapper, og på to søjler ved hver side troner to ørne.

"Måske en anelse inspireret af pompøs nazistisk arkitektur," foreslår Sarah Emilie. I begyndelsen var eleverne på Testrup Højskole fattige bønder.

"De har nok ikke haft kontakt til kultureliten," foreslår en ældre herre. Og der grines sammen igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu