Læsetid: 3 min.

Domingo i Operaen

Stor Wagner-aften med fornemt gæstespil i passende ramme
10. april 2006

Placido Domingo, alene navnet har klang af det ekstraordinære, en af de tre navnkundige tenorer, den mest alsidige af dem, et stykke oppe i årene for en sanger, men ikke for den sanger. Stemmen er ikke som hos en mand på vej mod folkepensionen, men har stadig glød og bevægelighed, med en næsten overmenneskelig evne til hurtige skift og klang i hele apparatet, der når ud. Det hele er på et meget højt niveau og ikke alene sangmæssigt; Domingo er en dramatisk sanger med alle nuancer på repertoiret blottet for frikadellens unoder. I Sigmunds vanskelige parti i Wagners Valkyrien fremstilles han her overbevisende om end uden tyske konsonanter som den tvetydige helt i overensstemmelse med Wagners bud. En jaget mand, der ved det tilfældige (?) gensyn efter livslang adskillelse med tvillingesøsteren Sieglinde erkender med krop og sjæl, at her personificeres den eneste, den sande, den uudslukkelige kærlighed. Da Valkyrien Brünnhilde giver Siegmund valget mellem på den ene side et efterliv i sus og dus i Valhal med skønne kvinder, andre helte og rigeligt med drikkevarer og på den anden side et jordeliv i fortsat incest og voldsom død, vælger helten søsterlil. En temmelig depraveret sag kan man mene, men jo i tråd med det allegoriske mylder i kraftgeniets hele storværk, som tilsammen udgør Ringen.

Sammensat karakter

Valkyrien er den mest iørefaldende og oftest den man spiller for sig uden de andre i firlogien; det var således til denne mere enkeltstående aften operaledelsen fik engageret verdenstenoren, og dispositionen lagde som antydet alen til figuren. Blandt så meget andet Domingo viser frem af Siegmunds sammensatte karakter, viser han også en side, man sjældent ser helt så stærkt: ikke så meget heltens smerte, den ser man rigeligt af; men heltens jordstrygende dødsangst, da Valkyrien kalder hans nummer ud, og han et eller andet sted godt ved at klokken er slået. Et gribende øjeblik.

I virkeligheden er der ikke noget værre end den store stjernes overtagelse af en eller anden rolle i et ensemble der ikke er på omgangshøjde. Det oplevede man uden at gå nogen nær ofte før i tiden på Det Kgl.

Sådan er det bare ikke på Operaen. Ikke i fredags. Gitta-Maria Sjøberg og Iréne Thorin som henholdsvis Sieglinde og Brünnhilde matchede det store navn, og James Johnsons Wotan synges ikke bedre. Den øvrige stab, Susanne Resmark som Fricka, Christian Christiansens Hunding og de otte undervalkyrier gav hver for sig og tilsammen den forestilling, der er forudsætningen for et meningsfuldt gæstespil i et gesamtwerk af den art.

Det Kongelige Kapel under Michael Schønwandt spiller sig i disse år op på siden af de rigtigt betydelige og rigtigt interessante ude omkring. Hvorfra sangerne finder klangbunden for deres videre karakterudvikling, der forlænger Kasper Holtens finurlige forståelse af Wagners verden, er fra orkestergraven i Schønwandts indfølte og nuancerede taktslag.

Der er med andre ord ikke meget at brokke sig over, ikke denne eksklusive aften, hvor den ubarmhjertige varighed hos Wagner næsten føles som en velsignelse.

Men gid dog Operaen snart kunne gøre noget ved alt det irriterende ved den: garderober og udskænkning; og gid alle parter og Københavns Kommune med gad gøre noget alvorligt ved tilkørings- og parkeringsforhold. Den side af sagen er fortsat som en farce i Pærekøbing.

Richard Wagner: Valkyrien. Medv.: Placido Domingo, Gitta-Maria Sjöberg, James Johnson, Iréne Theorin, Christian Christiansen, Susanne Resmark, mf.l. Instr. Kasper Bech Holten. Det Kongelige Kapel, dir. Michael Schønwandt. Operaen fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu