Vi indbød som noget helt nyt i avisen læserne til at give deres besyv med i forhold til en aktuel bog. Og vi lagde ud med forårets vel nok mest omtalte bog, Peter Høegs roman Den stille pige. Skriv jeres egen anmeldelse af Høegs roman på vores nye blog, skriv små skarpsindige kommentarer og iagttagelser i forhold til bogen og debatten om bogen. Giv vores anmelder tørt på, eller erklær jer enige med hende. Vi vil have læserne med til at diskutere aktuelle bøger. Al begyndelse er svær, og læserne skal først lige opdage vores nye bogsalon. Vi blev ikke bombarderet med indlæg om Peter Høeg, men har dog fået en række gode kommentarer og anmeldelser af bogen.
Man kan selvfølgelig vælge den korte form til en skarp kommentar. Det gør Krede Hedegaard:
"Den mindst sindsoprivende bog, jeg nogensinde har brugt min tid på.
Stakkels boghandlere, der har købt så stort ind af denne bog. Visse indkøbere må have lidt dårlig smag i munden over blot at indkøbe pga. forfatternavn-Omvendt er der vel mange, der køber den for at se om den virkelig ER så dårlig."
Springer sider over
Adda Lykkeboe ville ikke fatte sig i korthed, men har skrevet sine betragtninger over Den stille pige og kaldt dem 'Fru Lykkeboes reflektioner':
"...Spændingen steg, det føltes dag for dag som at nærme sig en officiel begivenhed. Danmark holdt vejret. Peter Høeg udgiver igen efter 10 års pause!"
"Og hvad skete der så? Der skete det besynderlige, at anmelderne trykkede sig. Man skrev smukke ting om personen Peter Høeg, og man gjorde sig store anstrengelser for at sige noget pænt om bogen, men det stod klart, at havde det ikke drejet sig om ikonet Peter Høeg, ville anmelderne ikke have været så milde."
Og Fru Lykkeboe fortsætter:
"I begyndelsen af juni indløb fra Norge et forsvar for Peter Høeg. Han var ikke blevet forstået af anmelderne. Han var blevet uretfærdigt behandlet. Politiken satte det stort op: 'Verdensberømt nordmand i brechen for Peter Høeg'!?"
"Den verdensberømte nordmand var Jan Kjærstad, og han begreb ikke, lod han forstå, hvad der var sket med hans storsindede Danmark. Han følte sig deprimeret over den valne modtagelse af Den stille pige, og han sluttede sit forsvar for Høeg med en alvorlig formaning og irettesættelse af det danske folk og de danske kritikere."
"Oh", tænkte fru Lykkeboe, "det er nok bedst at se at få læst den bog."
"Men ak! Ej heller fru Lykkeboe besad det rette storsind. Ej heller hun formåede at skue den nye dagsorden for det 21. århundrede. I stedet stred hun med en forvirret forfatters alt for lange bog. En forfatter, der havde skrevet et værk, der ikke vidste, om det skulle hælde sit hoved til troens åndelige verden, med en personlig gud som vejleder, eller om det måske også skulle være en lille smule kriminalroman."
"Fruen begyndte at springe sider over, (hun vendte dog tilbage og samlede op, der skulle jo være orden i det) og det skete da, at hun ihukom sin læsemåde af Dan Browns da Vinci mysteriet. Dér gik det også rigtig fint med at springe sider over, der skete alligevel intet afgørende. Dog prøvede Brown at afslutte hvert kapitel med en cliffhanger. Sådanne findes ikke hos Peter Høeg, så havde man dog haft ét spændingsmoment at klamre sig til."
Mere troværdig
Jan Hillers var enig med Fru Lykkeboe:
"Der er noget ved fru Lykkeboes 'anmeldelse', der gør den mere troværdig end de fleste, jeg har læst af lønnede medarbejdere. Havde nemlig en fornemmelse af, at meget af den dårlige kritik var sådan lidt jantelov/misundelsespræget, for nu havde Høeg åbnet en flanke, så det gode selskab, som kun har taget ham til sig på grund af hans succes, kunne sende ham ned i dyndet igen. Vidste fra Fru Smilla, at han kunne være gabende perfektionistisk og handlingsdræbende (læren om is). Ved også, at han har haft en vanskelig fødsel, og at han har været ærlig og modig og søgende og boet en del hos Jes Berthelsen, som jeg, når alt kommer til alt, ikke aner hvad står for."
"Jan Kjærstad står for mig som en vigtig del af topcremen på skandinavisk litteratur, og den er temmelig dansker-forladt. Synes det er smukt af Kjærstad at forsøge at hive en af de meget få danskere tilbage og op i den creme, han er ved at glide ned fra."
"Man tror faktisk på fru Lykkeboe."
Går i rette med anmelder
Heldigvis for debatten er der ikke kun kritiske indlæg vendt mod Peter Høegs roman. Johanne Worsaa Petersen sætter sig for at gå i rette med avisens anmelder af bogen, Marianne Ping Huang, hvis anmeldelse hun indledningsvist citerer:
"[-] anlægget for intrige, suspense og detaljering, som uden tvivl er Høegs store force - hans artistiske begavelse - sætter sig ikke igennem. De sære personer, det mærkelige miljø og den ekstravagante fortælling suges op i en svamp af alternativ åndelighed og maskulin midtvejs-krise."
"Således beskriver Informations anmelder Den stille pige's splittelse. Og indrømmet, der skal nedsvælges meget spiritus og spiritus sanctus, før man er igennem Høegs seneste bestseller-aspirant."
"Men der er også store mængder vold og konspirationsteori, så hvorfor er det lige religiøsiteten, man fornemmer bliver kvalmende? Er det fordi Hollywood ikke har vænnet os til næstekærligheden, som den har til blodet? Fordi Peter Høeg ikke blot stiller spørgsmål, men også giver svar?"
"Plottet og historien står stærkt i Den stille pige, ingen tvivl om at Høeg ved, hvordan man skruer en roman sammen. Alligevel, eller måske derfor, kommer man undervejs i tvivl om, hvorfor romanen er skrevet. Og om det overhovedet er en roman, om ikke det nærmere er en poetik eller et indlæg i tidens debat om religion, eller med fortællerens eget ord: spiritualitet, i et moderne samfund."
"For Høeg bruger bogen. Han udnytter dens forførende kræfter til at give svar på nogle af de mange eksistentielle spørgsmål, der flagrer rundt i et menneskes hverdag. Og svarene udfordrer læseren. Man kan enten forkaste dem, anskue dem som litterært krydderi, og ja, så bliver de kvalmende. Eller man kan acceptere romanens markerede verdenssyn, gå med på dens præmisser og undervejs i fortællingens folden sig ind og ud få indsigt i et perspektiv, der er så utvetydigt, at man nødvendigvis må forholde sig til det."
"Høeg tilbyder sin læser andet end en velhængt thriller. Han byder ind med en anden lykke end reklamens. Man kan tage den eller lade være, men der er næppe tvivl om, at Høegs indspil er aktuelt og har klangbund hos mange læsere, (ny)religiøse bevægelsers voksende medlemstal taget i betragtning."
"Informations anmelder er tydeligvis ikke en af Høegs disciple. Og den kulisse forfatteren maler, ligner måske ikke den virkelighed, der er manges. Men kan man klandre Høeg for at vise et perspektiv, blot fordi det er et andet? Jeg er hverken konverteret til dette eller hint efter at have læst Den stille pige. Men romanen fængsler og betager og fik mig i glimt til at ønske, at også jeg havde bønnen, hørelsen og troen, som Høeg fremstiller den. Jeg kan jo ikke sige mig fri fra antydningen af misundelse over de schwarzeneggerske præstationer, cirkusklovnen leverer med bønnen messende i baghovedet."
Så vidt Høeg i denne omgang. Der findes andre bøger at kommentere og anmelde på blog.information.dk/bogsalon. Lige nu kan man blande sig i debatten om Peter Adolphsens Machine og Suzanne Brøggers Sølve.
