Læsetid: 5 min.

Om dommen i Tønder-sagen streng eller mild?

Om strafudmålingen i Tøndersagen om groft misbrug af små børn i et juridisk perspektiv
21. marts 2007

Ankefristen i ’Tøndersagen’ er udløbet. Hverken den tiltalte fader, som har misbrugt sine døtre seksuelt, eller anklagemyndigheden, har anket dommen. Dermed er byrettens ca. 14 dage gamle dom det endelige punktum i en af de mest omtalte straffesager herhjemme de senere år. Faderen blev idømt 10 års fængsel. Hvad skal man mene om den straf? Er den rimelig, streng eller mild? Hvad skal man se den i forhold til? Sådanne spørgsmål er jeg blevet stillet af en række journalister de seneste dage.
Mange vil sikkert umiddelbart se spørgsmålene i relation til retsfølelsen eller retsbevidstheden. Men det vil jeg ikke beskæftige mig med i det følgende. I stedet vil jeg give et indblik i strafudmålingen set fra et mere juridisk perspektiv. Hvilke overvejelser gør dommeren sig i en sådan sag, og hvordan skal 10 års fængsel opfattes i forhold til strafferammer, retspraksis og andre typer forbrydelser?
Straffelovens bestemmelse om strafudmåling overlader dommeren et vidt skøn. Der kan lægges vægt på mange forskellige forhold, bl.a. forbrydelsens grovhed og oplysninger om gerningspersonen. Dommeren skal derfor foretage en afvejning, som i mange tilfælde kan være både vanskelig og kompliceret. Men dommeren er bundet af visse faktorer, bl.a. strafferammerne og tidligere retspraksis på området.

Op til 12 års fængsel
Faderen blev dømt for overtrædelse af en række forskellige bestemmelser i straffeloven, bl.a.paragraf 210 om incest,paragraf 222 om samleje med mindreårig ogparagraf 232 om blufærdighedskrænkelse. I sager, hvor der dømmes for flere forskellige forhold efter flere forskellige bestemmelser, udmåles en samlet straf inden for den strengeste af bestemmelsernes strafferammer. I Tøndersagen findes den strengeste strafferamme i straffelovensparagraf 222, stk. 2 (om samleje med barn under 12 år). Den giver mulighed for at idømme op til 12 års fængsel.
Strafferammernes maksima udnyttes sjældent. Når domstolene idømmer straf efter straffelovens bestemmelser, ligger straffen typisk i rammernes nederste tredjedel eller halvdel. Det skyldes, at den øverste del reserveres til de særligt grove overtrædelser, og de er relativt set ikke så ofte forekommende. Der er enkelte undtagelser, f.eks. på området for narkotikakriminalitet, hvor straffene er mere jævnt fordelt inden for hele strafferammen (der i øvrigt går op til 16 års fængsel).
Dommen på 10 år i Tøndersagen, hvor den relevante strafferamme lyder på maksimalt 12 års fængsel, markerer altså, at domstolen samlet har anset faderens forhold for ganske grove. Måske ikke det groveste, man kan forestille sig inden for den type kriminalitet, men noget af det groveste.
Det bør desuden nævnes, at der teoretisk set er mulighed for at gå helt op til 18 års fængsel i en sag som denne. Efter straffelovensparagraf 88 kan straffen nemlig overstige den strengeste af de pågældende strafferammer med indtil 50 pct., hvis særdeles skærpende omstændigheder foreligger. Denne hjemmel er dog forholdsvis sjældent anvendt. De 10 års fængsel i Tøndersagen skal altså først og fremmest ses i forhold til strafferammen på 12 år.

Retspraksis
n Et andet pejlemærke for strafudmålingen er retspraksis på det pågældende område. Det er typisk en af de – eller måske den – vigtigste ledetråd for dommeren ved strafudmålingen. I den forbindelse bliver sagens konkrete omstændigheder afgørende. Begrundelsen for strafudmålingen i Tøndersagen er relativt kortfattet, således som det ofte er tilfældet med danske domme, men følgende elementer synes at have indgået: For det første karakteren af de seksuelle krænkelser (grovheden). For det andet omfanget og varigheden af krænkelserne. For det tredje, at der var flere ofre (to små døtre). For det fjerde den omstændighed, at der i en periode på cirka et halvt år, inden forholdet blev opdaget, har været relativt hyppige samlejer. Og for det femte det forhold, at faderen har foranlediget, at adskillige mænd udnyttede datteren seksuelt. Det nævnes i dommen, at sidstnævnte udnyttelse har stået på i fire måneder, fra maj til august 2005, hvor forholdet blev opdaget.
Straffen er vist nok den strengeste (i hvert fald i trykt retspraksis) for denne type kriminalitet. I to sager fra henholdsvis 1993 og 2003 er der givet otte års fængsel. I sagen fra 1993 havde den domfældte over en længere periode – end tilfældet var i Tøndersagen – tilskyndet andre mænd til seksuelt samvær med barnet og havde lavet videooptagelser med henblik på salg. I den anden sag, fra 2003, havde domfældte misbrugt sin steddatter over mange år. Højesteret lagde ved strafudmålingen vægt på, at overgrebene havde været hyppige, foregået over lang tid og siden steddatteren var relativt lille. Desuden var barnet efter anmeldelse af forholdet blevet voldtaget og gravid.
Dengang var strafferammen maksimalt 10 år for sådanne forbrydelser, så otte års fængsel er relativt set en anelse strengere end de 10 år i Tøndersagen. Og der er måske elementer i de to sager, som kunne tale for at anse dem for grovere. Det er dog kun ganske marginalt, og desuden kan man ikke helt gøre det således op (dvs. straffens længde i forhold til strafferammen). Den, der bliver idømt 10 år i fængsel, skal trods alt sidde noget længere i fængsel end den, som får otte år.

Sammenligning
I en sag fra 2005 blev en fader idømt seks års fængsel for mangeårigt seksuelt misbrug af sine mindreårige børn, og i en lignende sag fra 2006 blev der idømt syv års fængsel. I sagen fra 2006 havde landsretten oprindeligt idømt seks års fængsel, men Højesteret forhøjede straffen til syv år. Det skete med henvisning til lovændringen fra 2002, hvor strafferammen for overtrædelse af paragraf 222 blev hævet med to år, og hvor det i bemærkningerne til lovforslaget fremgik, at der dermed var tilsigtet en strafskærpelse på ca. 1 år i sådanne type tilfælde.
Straffen i Tøndersagen er altså markant strengere end i sagerne fra 2005 og 2006, men cirka lige så streng (relativt set), som i sagerne fra 1993 og 2003.
Et tredje pejlemærke, som kan give én et indtryk af straffens strenghed, er sammenligning med andre typer af forbrydelser. Drab giver ofte 10-12 års fængsel. Hvis man vil sammenligne strafudmålingen i Tøndersagen med drab, skal man dog huske på, at ét drab kan give 10-12 års fængsel, mens der i Tøndersagen blev dømt for mange forhold begået over lang tid.
Det er efter dansk ret ikke således, at ét samleje med et barn under 12 år giver ét års fængsel, og ti samlejer med et sådant barn giver 10 års fængsel (såkaldt absolut kumulation). Der foretages ikke en individuel vurdering af straffen i hvert enkelt forhold og derefter en kumulation af alle forholdene. I stedet fortages en helhedsvurdering af sagen, og hvis mange forhold er til bedømmelse samtidigt gives – med et i denne sammenhæng lidt væmmeligt udtryk – ’mængderabat’. Derved adskiller Danmark sig i øvrigt ikke fra størstedelen af de andre vesteuropæiske lande.

Thomas Elholm er lektor i strafferet ved Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her