Læsetid: 3 min.

Dommeren har det svært

Veteranen Gert Fredholm forsøger uden større held at svejse et politisk og personligt drama sammen i 'Dommeren' med Peter Gantzler
4. november 2005

Der blev klappet med begge hænder, da filminstruktøren Gert Fredholm i 2001 gjorde comeback med At klappe med een hånd, en lun og veloplagt komedie om den stenrige forretningsmand (Jens Okking), som opdager familiebåndets betydning på en sen dannelsesrejse i Jylland.

Nu er 63-årige Fredholm på banen igen, men desværre har Dommeren ikke samme klasse som forgængeren, selv om ambitionerne bestemt ikke fejler noget. Dommeren vil gerne være både politisk og personlig, men bliver ikke rigtig nogen af delene; vi kommer vidt omkring, men aldrig derind, hvor det gør ondt.

Hitte på drama

Konfliktstof mangler filmen ikke; ulykkerne nærmest vælter ned over den sammenbidt stræbsomme Jens Christian Poulsen (Peter Gantzler), der er nyudnævnt formand for Flygtningenævnet. Han afviser at give asyl til en ansøger fra Georgien, som han formoder, er terrorist. I fortvivlelse sætter ansøgeren ild til sig selv for øjnene af Flygtningenævnet.

Nogenlunde samtidig bliver Jens Christian opsøgt af sin bortadopterede søn, der har forsøgt at begå selvmord. Elskerinden siger farvel og tak, mens pressen begynder at stille ubehagelige spørgsmål om den afviste asylansøger.

Manuskriptforfatter Mikael Olsen har været på overarbejde for at hitte på drama og det resulterer i ikke mindre end tre dødsfald, der ikke tjener andet formål end at få dramaturgiens hjul til at rulle - her er en oplagt kandidat til Årtiets Mest Usandsynlige Filmdød!

Intet dilemma

"Danmark er et embedsmandsland. Vi lever i formodningen om, at vi lever i den bedste af alle verdener, og vi vasker gerne hænder i bekendtgørelser, cirkulærer og retningslinier - i ordentligheden," siger Gert Fredholm i pressematerialet, men den film, han har lavet, er politisk impotent.

I stedet for at holde fokus på embedsvældet, Jens Christians job og hans tilknytning til samfundet, køres interessen hele tiden over på det private - på hans fortrængte forhold til sin far, bror og søn, som intet har med det politiske at gøre.

Fredholm vil gerne slå et slag for de bløde værdier, men skulle Jens Christian have overhørt "troværdige, internationale kilder" og givet en formodet terrorist opholdstilladelse?

Nej, til gengæld skal han lytte mere til sine følelser i privatlivet, men det er en ganske anden sag.

Hovedpersonen står kun i et egentligt dilemma på det personlige plan, og det er filmens helt grundlæggende svaghed, som ydre dramatik ikke løser.

Lykkes for godt

De bedste scener er mellem Jens Christian og hans kollega/hemmelige elskerinde, som den altid gode Nastja Arcel gør til filmens mest levende menneske. Peter Gantzler holder fornuftigt igen på sine velkendte charme-manerer, men han kæmper til tider en forgæves kamp med stive replikker og kunstige scener - især dem, der foregår i magtens verden. Han spiller en træmand, og det lykkes næsten for godt.

Vejen til det humanistiske mål er forudsigelig, men gudskelov er der indlagt et par politisk ukorrekte perler undervejs - f.eks. da Peter Schrøder i rollen som Gantzlers kyniske overordnede udbryder: "Kunne du ikke have kneppet en HK'er, for fanden?"

Dommeren er Gert Fredholm fjerde film siden debuten Den forsvundne fuldmægtig. Som underviser, assistent og konsulent har han gjort en fornem indsats for dansk film, og indtil nu har alle hans film været publikumssucceser. Det bliver Dommeren næppe. Vi klapper hverken med den ene eller begge hænder, men ser frem til Gert Fredholms næste udspil.

Dommeren. Instruktion: Gert Fredholm. Manuskript: Mikael Olsen. Dansk. (Metropol, Dagmar og Empire, København, samt en række biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her