Sjældent, meget sjældent, er litteratur en åbenbaring. Det er Peter Handkes Don Juan. Don Juan åbenbarer sig.
Men så må vi også glemme alt, hvad vi ved om Don Juan. Vi må glemme Mozart, vi må glemme Molière: "Don Juan var ingen forfører." Vi må tilsyneladende endog glemme Kierkegaard, som i Enten-Eller knytter Don Juan uløseligt til musikken, for hos Handke bliver Don Juan først besat af musik, da han er i krise, ude af trit med sig selv: "Don Juans tidsproblem, hans pludseligt indtrådte 'taktløshed', var hans for mig helt uvante behov for musik, ligegyldig hvilken."
Kun således, skrabet fri af vores forhåndstolkninger, kan Don Juan åbenbare sig. Som en bevægelig og plastisk skikkelse med nærmest kybernetisk kontur; f.eks. er han i stand til at flygte baglæns, roterende om sig selv, mens han i farten plukker svampe.
Klar som en drøm
Ifølge bogens undertitel bliver Don Juans historie her fortalt af ham selv. Men det er en sandhed med mellemlag. Fortælleren er ikke Don Juan selv, men en mand, der bor i et gammelt gæstgiveri uden for Paris. Han er ved at synke hen i en letargi, hvor han gradvist opgiver sine beskæftigelser - først havearbejdet, så læsningen - da Don Juan åbenbarer sig, kommer flyvende gennem en breche i hans havemur: "Allerede da hans krop, med hoved og skuldre forrest, ikke ulig kæppen kom flyvende gennem brechen, havde han mig stort og klart i sit blik."
Don Juan er forfulgt af et motorcykelpar, ikke fordi han har forført den kvindelige part, men fordi han ufrivilligt har været vidne til deres elskov blandt cedergrene og gule gyvelblomster. Fortælleren giver ham asyl, og Don Juan begynder at fortælle; i løbet af en uge får han fortalt om sin forgangne uge, for hver fortælledag en fortalt dag, og for hver fortalt dag et nyt land og en ny kvinde, fra Kaukasus til Holland. ("Fuldkommen navnløst" er dog "det sidste land, med den sidste kvinde"). Fortælleren informerer os omhyggeligt om, at Don Juan fortæller i tredje person og på et sprog, han ikke kender, men alligevel forstår, så der er lagt mange filtre mellem den fortællende og den fortalte Don Juan. Eller rettere: Det er i denne bog lige så indviklet hvem der er fortæller og hvem der fortælles, som hvem der er forfører og hvem der forføres, og hvem der åbenbarer sig for hvem. Det gør imidlertid ikke fortællingen kaotisk, men giver den snarere drømmens klarhed.
Don Juan som element
Hos Peter Handke er Don Juans væsen flugten og sorgen. Don Juan er "forældreløs" får vi først at vide, men det betyder i denne tyngdelovløse fortælling naturligvis, at han formentlig har mistet sit barn. Det er dette tab, denne sorg, der holder ham flygtende, men hos Handke er det først i flugten, man kommer i trit med tiden. Et sted beskrives det, der foregår mellem ham og kvinderne, som en "samtidighed", en måde at være i samme tid på, hvorved de tilsyneladende træder uden for andres tid, men samtidig mere ind i tiden end andre.
Med sine skygger (sin tjener, sin fortæller) og i sin flugt er Handkes Don Juan ingen fast skikkelse, men snarere et rum eller et element, en plastisk kontur under stadig forvandling. Han (eller perspektivet på ham?) ændrer sig glidende som personerne hos Kafka: Snart er han fingernem, snart er han klodset, snart er han herre, snart er han tjener, snart er han fortæller, snart er han fortalt, snart er han tællende, snart er han stavende. Fortællingen nægter at låse ham fast i den enkle struktur mellem subjekt og objekt, herre og tjener, forfører og forført, som den konventionelle Don Juan-historie låser mand og kvinde fast i.
Som sådan er Handkes Don Juan måske alligevel bedst beskrevet med Kierkegaards ord: "Således er Don Juan et Billede, der bestandig kommer til syne, men ikke vinder Skikkelse og Consistents, et Individ, der bestandig dannes, men ikke bliver færdigt."
Når Handke ikke har ladet Kierkegaards fremstilling af Don Juan være den endegyldige, er det i troskab mod Kierkegaards fremstilling.
Poppelfrødun
Det kan alt sammen lyde meget abstrakt, men får hos Handke den store sprogkunstners sprøde kød. De "syv dage i haven" hvor Don Juan fortæller, "mellem Kristi Himmelfart og Pinse" er et paradisisk sted mellem legemets forsvinden og dets tilsynekomst i tungetale. Og i Handkes poetiske tungetale kommer Don Juan forsvindende til syne; hans åbenbarende flugt er en poppelfrøbærende majbrise:
"Det eneste måske særlige i løbet af de syv dage var den bestandige lette majbrise og poppelfrødunene, der spredte sig i den og vandrede over og igennem den."
Poppelfrødunene er i Handkes fortælling Don Juans ledemotiv, de flokkes omkring ham hvorend han befinder sig, ved dervishers dans i Damaskus eller norske jenters bådebrostrippen. (Poppelfrødun. Eller på tysk: "Pappelsamenflocken". Bare for at give en idé om hvad jeg mener med Handkes sprøde sprogkød.)
Det er en mærkværdig og lysende poetisk fortælling, Handke har skrevet. Den ligner ikke noget, jeg kender. Den er drømmeagtig som Kafka, men lysomstrålet frem for dyster. Den er dialektisk som Kierkegaard, men begreberne udfoldes til milde, plastiske skikkelser af stor poesi. Den er en majbrise, som denne sensommerlæser vemodigt har ladet sig omslutte af. Aldrig har nogen Don Juan forført mig som Peter Handkes.
