Læsetid: 6 min.

Don Quijote ville dø af grin

400 års jubilæet for Miguel Cervantes' litterære mesterværk er en fejring med mange fortolkningsmuligheder
23. april 2005

Et sted i verden, hvis navn jeg ikke kan huske, læses i dette øjeblik sikkert en bog om en omvandrende ridder, som ingen rigtig kender, og selv om hans navn er kendt, ved ingen rigtig, om det i virkeligheden blot er et navn, der dækker over et andet navn, som denne mærkelige ridder blev tildelt engang for 400 år siden.

Alonso Quijano, der blev verdensberømt som Don Ouijote, selv uden for Castilla la Mancha - eller rettere sagt i Miguel Cervantes' litterære mesterværk fra 1606 - er i disse dage genstand for en opmærksomhed, der rækker ud over romanens eget univers. Det spanske Cervantes Institut har arrangeret over 100 højtideligholdelser rundt i verden - fra la Mancha til Stockholm og New York.

Cervantes, der døde selvsamme dag i 1616 som William Shakespeare, blev ikke fejret som vor tids nobelprisforfattere, der lever et liv i velstand og berømmelse. For han døde i dyb fattigdom, uden de eftertragtede copyrights, og alt det moderne forfattere og andre skribenter kan nyde godt af.

Mens litterater igen har fået anledning til at tale om værket, mens internationale oversættere diskuterer vanskeligheden ved at finde musikken i fortællingen, og spanske fysikere har presset den over 1.000 sider lange roman ned på en hårtynd mikrochip, så har den globale event også sin folkelige dimension: Det spanske postvæsen udgiver jubilæumsfrimærker, teatertrupper og balletdansere i mange lande mindes den ædle og fabulerende, vanvittigt morsomme og tragiske figur, mens La Mancha-regionen er i færd med at forvandle den litterære berømthed til en turistattraktion.

Quijote som turistrute

I store avisannoncer inviteres turisterne, til at 'opleve Don Quijotes ånd' på 10 dertil indrettede turistruter i Castilla-La Mancha. Vil du have et hotel med spa, et glas vin, nogle krummer brød, tavsheden i et kloster, en museumsudstilling og behandles som en konge, så gå på 'opdagelsesrejse' på Don Quijote-ruterne.

Moderne turisme, på en klode uden mange gemmesteder tilbage, er i stigende grad blev en indre rejse, en søgen efter fortællinger, steder fyldt med historie og magi.

Don Miguel de Unamuno "sagde, at El Quijote er den nationale Bibel, og deri havde han ret," skrev en af Spaniens Cervantes-premierede forfattere, Francisco Umbral, forleden i sin klumme i El Mundo.

"Denne kampagne for El Quijote, i hans århundrede, gennemføres på skolemanér. Man henter en af tv's kendte og sætter ham til at læse en halv side af Cervantes' bog, og det viser sig, at han ikke kan læse og aldrig har læst denne bog før. Denne kollektive oplæsning af Quijote svarer til at lave nogle meningsmålinger om den nationale kultur," skriver Umbral og deri har han for så vidt ret.

Intet er sværere i et Spanien, hvor den spanske nationsfølelse er et fy-ord, mens Spanien i den baskiske, katalanske og galiciske periferi slet og ret kalder Spanien for 'staten', og hvor mindretallene med stadig stærkere røst taler om Nationen - det vil sige deres egen, hermetisk adskilt fra de århundreder med fælles historie med de spansktalende inde på Kastilliens højslette, de fordømte, fabulerende eller forstokkede fortidslevn fra en længe fortabt guldalder, der aldrig vil vende tilbage. Nu hvor verden er blevet ny, og alle taler som besatte om identiteten, såvel den individuelle som den kollektive.

Måske har de slet ikke læst Don Quijote eller hans kompagnon og lidelsesfælle, Sancho, der ser verden som den er, eller også viser hen til den tredje, allestedsnærværende Don Miguel Cervantes, som har set det hele, før det blev fortalt? Og hvorfor skulle de også have det? For i vor tid går alt ufatteligt hurtigt, og tv er den primære fortæller.

Spanske læreres synd

En nylig undersøgelse blandt 800 lærere i Murcia viser, at kun syv procent af disse lærere har læst Don Quijote. 62 procent af Murcias adspurgte lærere erklærer dog højtideligt, at de skam har læst Harry Potter. Så de er ikke holdt op med at læse, men læser den litteratur, der er moderne, for tiden, i det korte nu, der gør krav på vores opmærksomhed. Her burde man næsten give ordet til Harold Bloom, der erklærer, at ingen forfattere er større i den vestlige kanon end netop Cervantes og Shakespeare... i hvert fald ikke siden Dante. Hvor findes visdommen spørger den bekymrede Bloom i sin seneste bog, og nogle af svarene kan findes hos Cervantes caballero.

"Don Quijote giver ikke efter over for Kirkens og Statens autoritet," erklærer Bloom. "Han er i krig med Freuds realitet, der accepterer nødvendigheden af at dø. Han er hverken en stædig rad eller en galning, og hans blik er i det mindste dobbelt: Han ser det, vi andre også ser, men også noget andet, en mulig storhed, som han ønsker at gøre til sin eller i det mindste at dele," konstaterer Bloom.

Bush og Cervantes

Når der her tales om storhed og heltedåd, er det nok ikke det, de fleste forbinder med storhed. Eller som Carlos Fuentes sagde forleden i Madrid: Quijote ville dø af grin, hvis han kendte Bush, denne manikæiske leder, der opdeler verden i gode og onde. Cervantes opfinder ikke alene med Don Quijote den moderne roman, men han blander også alle genrer, det tragiske og det moderne, det selvrefererende og det universelle.

"Det er et stort forsvar for jeg'et og individualiteten, som en måde at møde modgang og usikkerheder. Overfor intolerance og dogmatismer, slynger Cervantes tvivlen ud," sagde Fuentes.

Måske derfor har det så stor værdi, at New York i de sidste syv dage har været rammen for en international litteraturfestival for forfattere fra mere end 45 lande, PEN World Voices. Festivallen, der har haft deltagelse af så kendte navne som bl.a. Paul Auster, Hanif Kureishi, Claudio Magris, Margaret Atwood og Salman Rushdie, har en perlerække af ordvekslinger.

Rushdie mindede i New York Times om, at vor tids forfattere sjældent føler sig som "verdens uanerkendte lovgivere" og betragter litteraturen som en nødvendig modvægt til magthaverme.

"Her 20 år senere i vores målløse, homogeniserede, frygtsomme kultur, som fuldstændig er behersket af ledere, der tror, at de selv er Guds udvalgte (...) er det sværere for simple ordmagere at have sådanne eksalterede prætentioner. Det er vanskeligere, men ikke desto mindre nødvendigt," skriver Rushdie og pointerer: "Det har aldrig været mere betydningsfuldt, at verdens stemmer bliver hørt i Amerika. (...)Den Kolde Krig er forbi, men en mærkeligere krig er begyndt."

At udkæmpe krige, vidste den kære Cervantes mere om end de fleste af vor tids forfattere. Der aldrig har udkæmpet krige og bragt deres liv i fare, men foretrækker at udkæmpe litterære, symbolske eller politiske krige.

Og hvad var det så Don Quijote kan sige os? Måske burde man her give ordet til direktøren for Cervantes Instituttet i New York, forfatteren Antonio Muñoz Molina, der netop brugte PEN-mødet i New York til at stige op på den omvandrende ridders litterære hest: "At blive, ikke at være, er alt, hvad denne roman handler om. Derfor er det den første moderne roman," sagde Muñoz Molina. At blive, at rejse, at tage på eventyr, at turde tage nye identiteter uden frygt for at miste eller ikke kunne at vende tilbage. Hvor mange mennesker igen er besat af at have, at forsvare og at bevare en fast identitet, er Don Quijote en eventyrer ud i det, der kan blive til noget. Andet. Eller noget tredje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu