Læsetid: 4 min.

Don’t play it again, Sam

3. december 2001

Tager man forbi københavnske Kaleidoskop i disse dage vil man opdage at den store svenske dramatiker, Lars Norén, igen igen er opført på en dansk teaterscene. Det er som om, Noréns stykker skal dæmme op for den form for iltsvind i de danske teatersale, man ofte ramler ind i, særligt hvis man er til stykker med en vis dybde. Men Norén kan det dér med at lukke op for sine personer og så lade dem afsløre/afdække sig selv, alt i mens tiden flyver, fordi de bare er så rigtig ramt, de ord. Men der er også en anden side ved den danske norénske befippelse, nemlig at man opfører manden, snarere end stykkerne. Tag nu bare Kaleidoskops aktuelle eksempel: Frem til 15. december gælder det Noréns Dæmoner i Sara Cronbergs instruktion og Martin Tulinius’ scenografi. Med Ditte Gråbøl, Kristian Halken, Susan A. Olsen og ikke mindst Lars Bom, måske det bedste, han har lavet. En forestilling, hvis professionalitet det teater selvfølgelig kan være bekendt. Ingen tvivl om det.
Men hvorfor netop den tyve år gamle, velkendte, tilmed filmatiserede Norén-tekst?

En anden svensker, Strindberg, lider i Amerika den vanskæbne at være kendt – sig bare berygtet – for sit kvindehad. Ikke blandt andet for sit kvindehad, men udelukkende for det – punktum. Forklaringen er, at de amerikanske teatergængere kun i yderst få undtagelsestilfælde er blevet og til stadighed bliver præsenteret for andet end de klassiske mand-kvinde konfrontationer – stykkerne Frøken Julie, Faderen, Dødedansen, Båndet, Kreditorer, Den stærkeste og så videre. Mens de sene, langt mere vidtrækkende spirituelt-ekspressionistiske og eksperimenterende tekster af en eller anden grund er dømt ude. Af teaterchefer og – dramaturger på publikums vegne.

SÅdan skulle det nødigt gå en os så kulturelt og geografisk nærtstående, nutidig svensker som Norén. Ikke desto mindre har Dæmoner alle muligheder for at blive det stykke, den ældre Norén ville ønske han aldrig havde skrevet. Ufri i sit åbenlyse lån fra Edward Albee og hans Hvem er bange for Virginia Woolf , med et socialt og intellektuelt ’underlegent’ par ufrivilligt indrulleret i et dominant pars endeløse magtkamp – og næsten selvparodisk i sine klassiske Norén-konfigurationer: Kønnenes evige til- og fratrækning i perverteret tilspidsning med kuldslået seksualitet og et endnu køligere syn på nærhedens og nøgenhedens muligheder mennesker imellem. Så sort, så der må grines, skal grines – og det bliver der planmæssigt på Kaleidoskop. Næsten for planmæssigt, for det maskinelle, der måske skyldes Albee-skelettet, måske selve karakteren af stiløvelse/pastiche – skinner hyppigt igennem. Turene afløser hinanden. Eller dødedansene, om man vil.
Dæmoner er fra 1982 og på overgangen til et bredere motivspektrum på Noréns palet. Efter det følger bl.a. De borgerlige kvartetter (1987-’89) og De döda pjäserna (heriblandt Rumæner, der pt. spiller på Hippodromen) i 1994, hvoraf vi, nabofolket, har set ca. halvdelen af tilsammen mere end 30 skuespil – siden Dæmoner, forstås. At vi er blevet præsenteret for de væsentligste af de nyere – Personkreds 3:1 og Drengene i skyggen – kan man med en vis ret hævde, men der er mildest talt stadig nok at tage af. Vel at mærke af en anden, en overgang mildere – som i den varmt efterårsfarvede Vallombrosa – og senest langt sortere og samfundspessimistiske Norén.

Selvfølgelig skal en ny generation af teaterfolk og publikum være velkommen til at tage deres tørn med den tidlige Norén. Og selvfølgelig kan små, økonomisk stramtkørende scener som f.eks. Kaleidoskop ikke forventes uden videre at påtage sig den oversætterudgift, der går forud for danmarkspremieren på en af de senere tekster. Men det første er ikke vanvittigt interessant, især ikke i en sæson, der har budt og byder på usædvanlig mange repremierer. Man har en fornemmelse af ikke at kunne vågne fra et déja vu.
Mens det sidste, oversætterudgiften, måske var noget, der kunne løses via lidt kreativ fund raising og utraditionelt oversættertalent. Det ville være langt mere interessant, for alle parter, hvis Norén ikke på den måde var offer for fantasiløsheden i den hjemlige arena. De bedste af Lars Noréns værker er oppe i den dramatiske superliga, men i iveren efter at få hans navn til at sælge billetter, lige meget hvad, overser de danske teatre, at manden også har skrevet mindre storgeniale stykker.
Men sådan er det når der går mekanik og forudsigelig ’succes’ i sagen. Så er det ikke teatret, det handler om, men at vide sig sikker i sin satsning, a la ’Norén – så kan det ik’ gå helt galt’. Og hvis der er noget vi ikke har brug for er det den slags kræmmertanker, der ikke tør at sætte sig selv på spil. Denne sætten-sig-selv-på-spil handler det gode teater heldigvis stadig om, også hos Lars Norén: Vi skal helst ud at hænge over slugten før blodet for alvor stivner i teater-gængeren. Og dé oplevelser er stadig værd at vente på.

nd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu