Læsetid: 4 min.

Dopinglade

6. februar 1999

"Takket være dette dokument er den olympiske bevægelse stadig samlet"
IOC's præsident Juan Antonio Samaranch

LAUSANNE-ERKLÆRINGEN, som Den Internationale Olympiske Komité vedtog i denne uge efter verdenskonferencen om doping, har señor Juan Antonio Samaranch kaldt "et håb om doping-fri fremtid". Men selvom IOC nu opretter et internationalt doping-agentur og bevilger det 25 mio. dollar i startkapital, så har Samaranch absolut intet at have sine pæne ord i. Kendsgerningen er anderledes brutal, som De kan læse i TV 2-journalist Henrik Madsens kommentar på side 18 i dagens avis.
Joseph Blatter fra det internationale fodboldforbund, FIFA, kastede sin magtfulde krop ind i en skuldertackling af de aldrende mænds rystende bevægelsesmønster og tvang IOC til at vedtage en udvandet sluterklæring. I stedet for at indføre en ufravigelig straf med to-års karantæne til sportsudøvere, der gribes i dopingmisbrug, så dikterede 'Blatteren' fra FIFA en gummitilføjelse, der giver specialforbundene ret til - under "specielle, exceptionelle omstændigheder" - at nedsætte straffen.

OG DET LYDER MÅSKE kryptisk, men det bringer smilet frem på læberne af Hein Verbrüggen, som i sin internationale cycleunion plejer at skåne f.eks. de af Tourens stjerner, der gribes med for høje EPO-tal i blodet. Sportens pengemaskine skal smøres, og uden stjernestøv kan man ikke holde tv-seernes og dermed sponsorernes interesse fangen, mener han. Selv om en del tyder på, at sponsorerne på det seneste er begyndt at stille krav om en oprydning i dopingmisbruget, fordi de er under pres fra en stadig mere kritisk offentlighed. Desværre stritter de store og pengestærke sportsforbund - fodboldens, cyklingens og atletikkens - stadig imod forandringens vinde.
En række europæiske sportsministre er både før, under og efter Lausanne-konferencen gået skarpt i rette med IOC og dopingmisbruget. "Det står nu lysende klart, at Den Internationale Olympiske Komité ikke er i stand til - eller ikke ønsker - at påtage sig en aktiv og konsekvent rolle i kampen mod doping. Det er meget skuffende," siger således den danske kulturminister, Elsebeth Gerner-Nielsen, der mener, at IOC er renonceret på alle kontroversielle punkter. Man er
ikke nået til enighed om ensartede sanktioner eller om oprettelse af et uafhængigt agentur.
Det er i hvert fald svært at forestille sig, at de selvsamme IOC-folk, der i de sidste par årtier søvngængeragtigt har undladt at gribe effektivt ind mod det voksende misbrug af væksthormoner og bloddoping i eliteidrætten, pludselig er i besiddelse af en større effektivitet. Betryggende er det i hvert fald ikke, at IOC fortsætter samarbejdet med folk som den italienske professor Francesco Conconi, der er under mistanke for at være en af mændene bag EPO-misbruget blandt italienske sportsfolk.
Det er for let bare at skyde skylden på en gammel frankistisk blåskjorte som Juan Antonio Samaranch - eller kræve hans tilbagetræden, som de tyske socialdemokrater gjorde torsdag. Selv om Samaranch som fungerende IOC-præsident har et stort ord at skulle have sagt, så er det nok mere præcist, hvis man siger, at IOC-klubben styres af kontante pengeinteresser, politiske illusioner om det imaginære sammenhold og en juridisk angst for at få en stribe retssager på nakken.

RAMMEN FOR beslutningen er, at det magtfulde FIFA truede med at gå solo, forlade den olympiske bevægelse og indføre VM-slutrunder hvert andet år. En sådan udgang ville svække IOC som bevægelse og - mere alvorligt - skrue ned for pengestrømmen til olympiaderne. Samtidig har IOC's jurister vurderet, at der er alvorlige juridiske problemer forbundet med et ultimativt krav om to års dopingstraf. Frygten er, at de enkelte sportsmænd vil vinde retssager ved civile domstole i de enkelte lande og gennemtvinge en strafnedsættelse. Hvis den sidste påstand er rigtig, så er det på høje tid, at de nationale politikere er sig deres ansvar bevidst og får lavet en mere effektiv anti-doping lovgivning. I dag er det kun 30 af IOC's medlemslande, der har en lovgivning mod doping.
Et mere alvorligt spørgsmål er, om de økonomiske incitamenter til at snyde efterhånden er blevet så store, at det er blevet næsten umuligt at dæmme op for misbruget. Det antydede FIFA's medicinske formand Michel d'Hooghe forleden: "Jeg chokeres over så mange nye dopingmetoder, der hele tiden dukker frem. I cykelsporten har vi det nye stof PCF, som vi er langt fra at kunne opdage, og i en ikke så fjern fremtid vil genetisk doping vinde frem. Det er dopingbekæmpelsens største udfordring."

TOTAL RESIGNATION er i et moderne demokratisk samfund naturligvis uacceptabelt. Men der findes ingen lette genveje i dopingdebatten. De ikke sporbare dopingstoffer, der sendes på det globale 'marked' af det medicinalindustrielle kompleks lokker konstant pengegriske eliteidrætsfolk og kommercielle sportsinteresser til at søge genveje, der helt og holdent er i strid med den olympiske bevægelses drøm om fairplay. I bedste fald det nye dopingagentur bidrage til at tage toppen af forbrydelserne og være med til at udvikle en sikker test mod EPO. Men de nationale politikere bør også gå igang med at sikre et ordentligt juridisk og politisk grundlag for hårde ensartede straffe til alle, der bliver grebet i dopingmisbrug. I mellemtiden må man håbe, at de stadig mere oplyste tv-seere zapper over på en anden kanal. Men så længe kontrollanterne halter bagefter misbrugerne, så vil tv-seerne desværre ikke have information nok til at lave en effektiv boykot. Og derfor vil konkurrencesporten desværre være uren og dopet i mange år fremover.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu