Læsetid: 4 min.

'Downsizing'

Uddelingen af årets Steppeulv var forbeholdt pladebranchen, medierne og inviterede gæster. Det kunne lyde som en kedelig, eksklusiv VIP-fest. Det var det også, men ikke med arrangørernes gode vilje. De ved godt, hvad publikum betyder for en koncert
5. februar 2007

Lige nede foran scenen i Lille Vega var en stor bar plet på gulvet. Folk havde forsamlet sig inde i skyggerne. Som om de befandt sig ved et enkebal i provinsen. De stod meget tæt, men hellere det end at flytte sig ned foran scenen, så man risikerede at komme til at ligne noget så banalt som en fan. Når man nu faktisk er noget ved musikken.

Årets Steppeulv-prisuddeling var henlagt til Lille Vega, og der var kun plads til branchen og medierne. Intet publikum, som der ellers har været de foregående år.

"Årets tema er downsizing," sagde Klaus Lynggaard, formand for kritikerforeningen, der uddeler prisen: "Nu er det jo sådan, at vi insisterer på at være en uafhængig forening, og det betyder, at vi har brug for sponsorer, der giver os penge, og ellers lader os gøre, hvad vi vil. Men så var der noget med en historie sidste år, som vi ikke skal komme nærmere ind på, der gjorde, at vi mistede en del sponsorer."

Det, vi nu et par dage derpå kan komme nærmere ind på, er, at kritikerne sidste år nominerede Piratgruppen til en Steppeulv. Det faldt ikke i god jord hos sponsorerne, og nogle trak sig.

Jeg er for kendt...

Det var tydeligt at mærke på Klaus Lynggaard, at aftenens program ikke levede op til hans opfattelse af et godt show. For eksempel skulle han selv være konferencier. Musikkritikerne skulle selv uddele priserne. Og sidst men bestemt ikke mindst så havde foreningen været nødsaget til at skære ned på de optrædende kunstnere. Kun tre bands kom på scenen i Lille Vega, Moi Caprice, Johnson og Baby Woodrose.

Men det forløb nu smertefrit, selv om det var en discountversion af tidligere års storhed. Men noget man bare ikke kan spare væk, uden at det får betydning for stemningen, er publikum. De dér irriterende teenagere, der stormer op mod scenen, råber, danser og har et konstant fascineret og awestruck-udtryk i ansigtet. De manglede.

I stedet var Lille Vega fyldt med småsnakkende branchefolk, der alle er klædt på den måde, der gør, at de bliver stoppet på gaden i New York, hvor folk spontant spørger dem: "Excuse me but are you in a rockband?", selv om de ikke har udgivet et eneste riff uden for kolonihavenationens grænser. Det kan godt være, at Martin Brygmans tekst efterhånden har udviklet sig til en kliché. Men luften emmede simpelthen af jeg-er-for-kendt-til-det-her-sted-attitude.

Heldigvis slækkede det ikke på konferencierens tilbagelænede engagement. Veloplagt præsenterede han sine anmelderkolleger, når de skiftedes til at træde de to trin op mod Klaus Lynggaard. Trinene virkede uoverstigeligt høje. Måske var det synsbedrag. Motivationerne virkede som poesi - skrevet af én, der er vant til papirets utaknemmelighed og ikke til publikums higen efter patos og porno.

Berlingske Tidendes Thomas Søie valgte at lægge den røde kuvert til side og i stedet levere noget, der lignede en kærlighedserklæring.

"Den bedste kærlighedssang skrevet på dansk i rigtig mange år, måske nogensinde. Ikke en første single, eller anden single, måske en tredje single fra en plade, der har betydet enormt meget i mit liv," sagde han og tilføjede et citat fra sangen, inden han afslørede vinderen af Pontus Kjerman-statuen for årets sang:

"Vi 2/ vi ku/ vi ku lægge verden ned/ Og det ved du godt, at jeg ved, at du ved."

Michael Simpson tog i mod statuetten for sin sang "Vi 2" og takkede. Men syntes, at nu havde han vundet en del statuetter, og at det var tid til at takke dem, der stadig forsøgte at holde ham nede:

"Lone Kehlman fra Amagerbanken, Ribers - dårlige betalere, Lindorff A/S, som er en advokat i Taastrup, der bliver ved med at sende mig nogle vildt irriterende breve, og så-"

Mikael Simpson gik i stå. "Det er sjovt, jeg plejer da altid at kunne huske, hvem jeg hader for fuld smadder. Der er altså én mere- nå men så må jeg jo komme i tanke om det og vinde en pris mere," sagde han og forlod scenen med champagne under armen.

Verdenfjern og alfet

De andre prismodtagere var mildt sagt uengagerede. Under Byen og Henriette Sennenwaldt sagde tak for henholdsvis Årets Livenavn og Årets Vokalist.

Hvordan det er muligt at virke verdensfjern og alfet, selv om man bare siger "tak", går ud over denne iagttagers forstand. Men det lykkedes.

Rune Rask og Troo L.S sagde også tak. Mens deres hob af venner hylede som idioter. Ane Østergaard bedre kendt som det elektroniske fænomen Band Ane var tydeligvis meget beæret over at modtage prisen for Årets Håb. Og helt ærligt så står man sgu' og bliver skolelærerinde-irriteret over, at forsamlingen ikke kan holde kæft. Heldigvis vandt Mikael Simpson endnu en pris, så humøret fik lidt førstehjælp.

"Det var selvfølgelig Københavns Skattevæsen, jeg glemte," sagde han triumferende.

Baby Woodrose leverede en fremragende afsluttende minikoncert. "We were born to loose," sang taberne i kategorien Årets Livenavn og leverede aftenens eneste indslag, der kunne fange hele salens opmærksomhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her