Læsetid: 5 min.

DR ad helvede til

Den store institutions svanesang
28. april 2007

Der er mildt sagt anledning til at tage emnet op igen, skønt det hænger én langt ud af halsen. Danmarks Radio. Én gang til, men det er ganske vist. Borgerlige politikere og opinionsdannere har i årevis, som var det en pavlovsk refleks, ønsket institutionen hen, hvor man dyrker peber.

Det har været og er opfattelsen, at vender snart sagt en hvilken som helst person inden om DR, kommer vedkommende automatisk ud som venstreorienteret eller kulturradikal. Allerede fra institutionens barndom spores denne bizarre refleks, som også i høj grad har været knyttet til - dengang Statsradiofonien - DR's fortrinsvise beliggenhed i hovedstaden.

Programvirksomheden, som guderne skal vide aldrig har været revolutionær, fremstilledes som det rene Sodoma og udtryk for storbyens højrøvede letsind over for provins og land. Herude levede de rigtige danskere, de djærve og jævne folk, der gik i seng med køerne og stod op med hønsene. Jordnært og sundt i forhold til de røgfyldte danserestauranter, hvor alskens gik i svang. Forestillinger, som ivrigt dyrkedes i datidens populistiske danske film, hvor Tove Maes og Bodil Kjer næsten blev forført af den ene Jørn Jeppesen-type efter den anden og efterladt med det, der kunne være blevet skammen, inden godsejerens søn netop hjemvendt fra Amerika kom kørende på traktor og klarede ærterne.

Da Willy Reunert og ikke mindst Viggo Clausen i sin tid lavede deres dokumentarmontager - nu nedlægges hele dokumentarområdet i radioen, og en stolt, internationalt berømt tradition forsvinder - gik de borgerlige og for den sags skyld også enkelte socialdemokrater i selvsving. Atter fik man bevis for, at Statsradiofonien nærede rene samfundsnedbrydere ved sin barm. Selve nationens grundstruktur anfægtedes i Clausens reportage om det moderne ægteskab, Bunkebryllup, og i montagen Klassekammerater fremstillede han hudløst og smerteligt de flestes illusionstab, som bare ikke måtte beskrives i radioen.

Flere borgerlige røster hævedes dengang, man ville have Clausen fjernet. Skildringer eller afspejlinger af virkelighedsfænomener, der ikke passede og passer visse politikertyper, har altid været synonym med de røde horders erobring af Slotsholmen, kongehusets afskaffelse og Per Stig Møller klynget op i en lygtepæl.

Smagfuldt påfund

Det sidste var som bekendt Brian Mikkelsens smagfulde påfund, angiveligt medarbejdernes planer med den daværende radiomedarbejder, nuværende udenrigsminister. Til almen oplysning er denne Brian Mikkelsen den samme som kulturministeren. Han er konservativ, hvilket i sig selv kan være agtværdigt, men tilhører den kategori af arten, der ikke tager det så tungt med kendsgerningerne og dermed passer fint i en regering, hvis moralske målestok er førstemandens kreative bogføring. Det korte af det lange er, at Brian Mikkelsen næppe under sin opstigen fra nul og niks i KU til landets førende kulturpersonlighed har udspredt mere nænsomme rygter om Danmarks Radio. Det kan hævdes, at den slags udfald ikke er så alvorlige. Herregud, man ved jo, hvad manden mener: at de røde lejesvende i åndelig forstand ville have hængt Per Stig i det nærmeste pæretræ. Det betyder ikke så meget, hvad man siger, og der siges jo så meget i en tid, hvor et tørklæde om hovedet på en ung dansk muslimsk pige bliver et hagekors.

Alle de sære udsagn, der i årenes løb hobede sig op om DR, udviklede vel en eller anden form for hårdhudethed. I Erhard Jakobsens tid gik der ikke mange dage mellem udfaldene. Erhard - eller Ørhard, som nogen kaldte ham - havde indset, at det gav pote ude omkring blandt vælgerne, der følte sig utrygge ved, at andre og nye mere utilpassede socialgrupper og ikke mindst ungdommen kom til orde på skærm og ved mikrofon. De rokkede ved det, man senere har kaldt værdierne, og truede samfundets fundament. Det, Karen Jespersen med et totalitært mantra kalder sammenhængskraften (Zusammengehängniskraft. Oder was!).

Ørhard fik et (planlagt) hysterisk anfald, da de i udsendelsen Peberkværnen sagde noget skidt om spejder-bevægelsen. Sprut, spyt, råb og skrig! De skal ikke sige noget om spejderbevægelsen! Han udtalte ordet med heftighed, "spæiderbevegelsen", pegede vildt i alle retninger og satte med et hurtigt sving af venstre hånd den viltre hårlok - det jakobsenske sexsymbol - på plads. For Ørhard var DR's opgave at referere og kun at referere, hvad der passede ham og det danske småborgerskabs flertal. Alle udsagn i DR skulle afvejes af det modsatte, vel at mærke såfremt udsagnet gik imod den af Ørhard vedtagne og anerkendte opfattelse.

Fem sekunders tavshed

Faktisk lykkedes det den gode journalist Vagn Jensen - og i klædelig ubeskedenhed hans myndling, klummisten - engang at få Ørhard til at holde bøtte i fem sekunder, hvilket i sig selv burde have udløst Cavling-prisen. Det begav sig i en direkte radioudsendelse ved meget enkelt at spørge den sangvinske mand, da denne som sædvanligt havde tordnet mod DR og alle røde sataner, hvorvidt journalisterne ikke i samme udsendelse for nu at leve op til kravet om øjeblikkelig alsidighed burde indhente det modsatte synspunkt: at der ikke var røde lejesvende i radioen, men grønne, blå og grønlyseblå. Det kunne han ikke svare på, men sad som lammet. Følelsen af at have bragt selveste Erhard Jakobsen til tavshed, om end kun i fem sekunder, var ubeskrivelig og hører blandt klummistens kæreste minder i DR.

Nu er det ved at være sket med institutionen. Klummisten er som ydmyg iagttager af den elektroniske suppe ikke altid enig med medieprofessor Frands Mortensen, men er det i dette stykke. Dels er besparelserne og nedskæringerne i programvirksomheden i den grad markante, som det ses med sporten; for den sags skyld også i det øvrige krongods som dokumentationsområdet i radioen.

DR mister derved yderligere kundegrundlag. Færre vil fremover gå ind over DR i dagens løb, hvilket vil give DR's fjender bedre kort på hånden til at reducere virksomheden endnu mere. Dels, og det er sådan set mere alvorligt og kan knap nok repareres: Selv om der opstår et flertal uden om regeringen, og DR får flere penge, så er DR's faglighed allerede havareret i årene forud for denne katastrofe.

Teknokraternes styre

Og det er en gammel historie. Den tidligere generaldirektør kom til DR uden faglige forudsætninger, kun med vilje til magt, overbevisning om egen indsigt i en kompliceret organisation og indgroet omstruktureringsdille, hvilket betød nedbrydning af fag-redaktionerne og erstatning ved en lang række sideordnede chefer i en almægtig chefredaktionsindretning. I det store og hele befolket af personer, Nissen kunne tyre, afhængige af ham og uden nævneværdig kulturbaggrund, mest teknokrater, der blev sat i spidsen for en sårbar kulturinstitution. Den nuværende ledelse i DR har i denne krise, denne dybtgående eksistenskamp, tilsyneladende ingen grundfast idé om, hvad og hvor der skal sættes ind. Det er også nemmere sagt end gjort. Mere end 10 års konsekvent obstruktion af det faglige og kulturelle beredskab skal i givet fald bygges om og op.

Nissen satte intet kvalitativt i stedet for chefredaktionernes mavefornemmmelser. Ingen tradition blev fulgt op og fornyet, kun brudt ned. Det regime, der har styret DR i alle disse år, er med rette sammenlignet med hunnernes hærgen. Dokumentation? Luk op for radioen!

Ørhard må fryde sig, hvor han så end er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her