Læsetid: 3 min.

DR-nyt-i-nyt

4. september 2003

TONERNE fra DR’s bestyrelse, hvis indflydelse formelt blev udvidet med VK-DF’s medielovs magtforvridende bestemmelse om bestyrelsesprogramansvar, har længe været ildevarslende. Et par medlemmer i den ekstreme ende af den såkaldte værdi- og kulturkamps højre fløj har i tilsvarende form og indhold anklaget navngivne medarbejdere for politisk embedsmisbrug. Konkrete kildebelagte eksempler fra angriberne er ikke lagt frem, snarere har angrebene haft samme indisponerede karakter som Jørgen Schleimanns nylige overfald på mediepopulisternes erklærede stykke frivildt:
»Hvad Ole Sippel angår, så bidrager han hver dag og tit flere gange om dagen til min karakteristik af Danmarks Radio som ’vor primære fordummelsesinstitution’.« Således fnyste den gamle højresocialdemokratiske Venstremand, tidligere radioavischef og ivrig fortaler for den hovedløse funktionsradios koncentriske kværnen. Nu kan man jo altid give sig til at vurdere graden af oplevet fordummelse efter påstandens intellektuelle og journalistiske afsenderniveau. Derfor kan Sippel for sin journalistiske sjælefreds skyld også tage denne salut roligt.
Givet er det, at citatet, hvis ophavsmands indstilling yderligere bidrager til dementien af påstanden om fortidens venstreorientering i DR, skal ses som endnu et udtryk for en massiv højrepolitisk vrede mod DR. Eller snarere har DR altid udgjort et belejligt fjendebillede, hvorpå mindre samvittighedstyngede politikere og debattører omkostningsfrit har kunnet kaste deres smuds. Institutionen er pr. definition ikke part i nogen sag og har derfor svært ved at besvare mere generelle ud- og indfald.

IMIDLERTID har DR under generaldirektør Nissens ledelse gjort sig unødigt sårbar på mindst ét felt: nyhederne. I generaldirektørens optik er centraliseret magt et direktivt ideal, enevælde hans bannermærke og mangfoldighed i tilgangen til projektet en uhyrlighed. Derfor har han udstyret den store medievirksomhed med enstrengede ledelsessystemer, hvor den enkelte medarbejders indflydelse rækker til at give bud på givne programbehov. Herefter vælges kurs uden åbne og besværlige redaktionelle, faglige diskussioner; indvendinger er ikke i høj kurs. Også nyhedssektoren i huset blev således indrettet efter Nissens hoved, hvilket ville sige enstrenget med én nyhedschef i spidsen for alle nyhedstjenester. En disposition, der i umiddelbar forstand kunne lyde ræsonnabel, men som hurtigt viste sine svagheder. For det første kunne en enkelt person, hvor flittig og dygtig Lisbeth Knudsen end er, ikke lede og inspirere i tilstrækkeligt omfang. For det andet er kravene til tv og radio generelt for forskellige, og for det tredje kunne den samlede nyhedsstrøm anklages for ensartethed og dermed ensidighed.

Det sidste er i denne sammenhæng det mest interessante. Uanset Schleimanns uforskammede og totalt urimelige faglige nedvurdering af Sippel, er der så meget rigtigt i kritikken, at nyhedstjenesterne i DR har udviklet en uniformitet i dele af stofudvalget, der ikke er heldig. Denne kritik går vel at mærke ikke på kvaliteten af den enkelte medarbejder i redaktionerne, men på den overordnede nyhedskultur. Denne har i al for høj grad lagt sig på en populistisk fællesnævner, konkret udmøntet i oceaner af halv- eller helbøvet livsstilsstof som prioritet. Her kan den (delvise) opsplitning af nyhedsafdelingerne, som DR-bestyrelsen med formand Kleener fortjenstfuldt i spidsen har vedtaget, betyde kvalitetsforbedring. En sådan afhænger dog af driftsledelsens og bestyrelsens dispositioner, hvad angår de respektive ledelser i de nu frigjorte afdelinger. Såfremt bestyrelsen lægger ører til kulturminister Mikkelsens åbenlyse intimidering af DR i ministerens og hans følgesvendes udtalte krav om regeringsloyalitet, kan opsplitningen være det samme. Desværre – med den sammensætning bestyrelsen udviser – kan man roligt frygte det værste og kun håbe på Jørgen Kleeners styrke og hæderlighed.
Mest morsomt bliver det, at DR, der i realiteten atter er blevet public-service-monopol, nu skal til at konkurrere med sig selv, nyhedsafdeling mod nyhedsafdeling. Det var ellers, hvad de borgerlige i gamle dage hævdede ikke kunne lade sig gøre i DR.
Igen: Nyhedsopdelingen er en rigtig beslutning, men bestyrelsens og VKDF’s præmisser kan i høj grad diskuteres. Sådan er der jo så meget.

mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu