Læsetid: 1 min.

'Drabet' fik tre Bodil-statuetter

6. marts 2006

'Drabet' kåret til årets bedste danske film og hentede desuden Bodil-priser til Jesper Christensen og Charlotte Fich. Trine Dyrholm og Nicholas Bro også i Bodil-klasse

Drabet, sidste del af instruktøren Per Flys trilogi om det danske samfund ved årtusindskiftet, blev suveræn topscorer, da Filmmedarbejderforeningen i går aftes uddelte sine Bodil-priser til de bedste danske film i 2005.

Kritikerne kårede den som sidste års bedste danske spillefilm, og desuden blev to af skuespillerne belønnet med en Bodil: Jesper Christensen for bedste hovedrolle og Charlotte Fich for bedste birolle. Jesper Christensen avancerede hermed til det eksklusive selskab af danske skuespillere, der fire gange er blevet hædret med Bodil-priser for bedste hoved- eller birolle. Selskabet omfatter desuden Ghita Nørby og Frits Helmuth.

For Jesper Christensens vedkommende skete det første gang i 1979 for hovedrollen i Hør, var der ikke en, som lo, derefter fulgte Barbara i 1998 og Bænken, første del af Per Flys trilogi, i 2001.

For andet år i træk

Trine Dyrholm modtog statuetten for bedste hovedrolle i den politiske gyser Fluerne på væggen, et år efter karrierens første Bodil, som hun blev hædret med for en birolle i Forbrydelser.

Charlotte Fich, Per Flys kone, er Bodil-debutant, og det samme gælder Nicolas Bro, som var nomineret for to biroller og kunne forlade scenen i Imperial Biografen med en pris for sin præstation i Voksne mennesker.

Medlemmerne af Filmmedarbejderforeningen adskilte sig i deres afstemning markant fra branchefolkene i Danmarks Filmakademi, der uddelte sine priser for en måned siden. Blandt de fem 'tunge priser' til danske film og roller var der kun en enkelt genganger, nemlig Charlotte Fich.

Trods tre nomineringer høstede Anders Thomas Jensens Adams æbler ikke nogen Bodil-priser, og samme skæbne overgik Ole Christian Madsens Nordkraft, som var indstillet til fire priser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu