Læsetid: 3 min.

Dræb budbringeren

28. juni 2003

ONSDAG formiddag kunne britiske tv-seere høre den ellers normalt ret lidenskabsløse vært for BBC The Daily Politics Show annoncere, at »i dag har vi både tennis i Wimbledon og udenrigskomiteens afhøring af Alastair Campbell. Hvad mere kan vi forlange«. Med andre ord var der udsigt til underholdning i mesterklasse i begge tilfælde.
Og selv hvis man ikke er en ’politisk anorak’ (som englænderne kalder de mennesker, der går rigtigt meget op i politik) var den tre timer lange afhøring af Tony Blairs formidabelt talentfulde kommunikationsdirektør, Alastair Campbell om dennes rolle i regeringens behandling af efterretningsoplysninger om Irak, i sandhed et fascinerende show hele vejen igennem.
Campbell er ikke ’bare’ en spindoktor. Han skabte New Labour sammen med Tony Blair og Peter Mandelson. Han lagde strategien for dets come back i regeringssædet i 1997 og tilsvarende for, hvordan partiet skal blive siddende. Denne far til fire, reformerede alkoholiker og gamle tabloidjournalist og redaktør er i dag, som Donald McIntyre, chefkommentator ved The Independent, skrev i går »central ikke bare for Blair men for hele regeringens maskineri. Her har vi en mand, som er ligestillet – eller mere end det – med de mest højtstående departementschefer, efterretningschefer og ministre i kabinettet. En mand, hvis telefonopkald bliver returneret absolut omgående, lige meget hvor i The Whitehall Village (det engelske svar på Slotsholmen), de bliver modtaget. En mand, som i forbifarten omtaler John Scarlett, formanden for regeringens sikkerhedsudvalg, som ’en af mine venner’.«

SÅ DET var med andre ord ventet, at denne mester-strateg havde en taktik for sin afhøring onsdag. Og det havde han. Campbell havde besluttet – i samråd med, viste det sig senere, Blair og hele regeringen – at rette et frontalangreb på den statslige nyhedskanal BBC. Gang på gang vendte han tilbage til, hvad han kaldte »løgnehistorierne« fra BBC og forlangte en undskyldning inden for 24 timer. Dette forlangende uddybede han senere på skrift med ikke færre end 12
spørgsmål med tilhørende underpunkter. Brevet (som kan læses i sin fulde længde i nyhedsdelen af www.bbc.co.uk) udgør en lammende kritik af nyhedskorporationen BBC, dens standarder, dens krigsdækning, dens korrespondenters private synspunkter herunder, hvornår og hvor meget de tjener som freelancere i aviser og magasiner (hvor de ofte kritiserer regeringens politik) og overordnet af den objektivitet, som regeringen – og Campbell - altså mener ikke har været til stede i dækningen af Irak-krigen. Ikke overraskende var BBC’s svar temmelig køligt med en afvisning af alle anklager og et løfte om at komme med en mere omfattende redegørelse senere.

AT Blair mener business kunne man forvisse sig om torsdag, da han undlod at give ordet til en eneste BBC-journalist ved et fælles pressemøde med den russiske præsident Vladimir Putin. Og selv om strategien er helt åbenbar og gennemskuelig – og naturligvis blev behørigt kritiseret af samtlige britiske medier både torsdag og fredag, der alle talte om en afsporing af debatten – så virker den naturligvis alligevel. For når en regering ruller det tunge skyts frem og erklærer krig mod landets officielle nyhedsmedie, har det naturligvis en kraftig effekt.
Parallellen til, hvad der foregår herhjemme, er åbenlys. Også her er vi vidne til bidske – og skingre – angreb på Danmarks Radio og dens krigsdækning. Dog kan man næppe sammenligne den afsatte redaktør Madsen og pressechef Espersen med den talentfulde Campbell. For det første kan Madsen og Espersen tilsyneladende ikke komme med konkrete anklager mod de journalister, de angriber – Campbells påstande retter sig klogeligt mod helt specifikke tv/radio-indslag. For det andet foregår det britiske drama i konteksten af officielle høringer i parlamentet, hvor det danske politiske scenario som bekendt er ikke-eksisterende og sommerferieramt.
Men der er dog et fælles brændende spørgsmål, som indtil videre ikke er besvaret i hverken London eller København.
Hvordan så de efterretningsoplysninger om irakiske masseødelæggelsesvåben ud, som regeringerne anvendte som grundlag for at invadere Irak? Og hvordan blev de ændret undervejs fra at være holdt i tørt efterretnings- og bureaukratsprog med forbehold og antagelser til at blive kendsgerninger og nærværende trusler mod andre lande – herunder Storbritannien og Danmark?

AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her