En af Informations daglige læsere har været så venlig at sende mig et udklip af Information fra den 1. december, hvor Jørgen Dragsdahl i en såkaldt "analyse" gør sit yderste for at tilsværte min person og én af mit forlags bøger.
Selv om Dragsdahl og jeg nok er nogenlunde jævnaldrende, lægger Dragsdahl straks distance ved lidt nedladende at kalde mig "en herre fra Nærum", der på Venstres landsmøde fik statsminister Anders Fogh Rasmussen til at tage afstand fra koldkrigsrapporten fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Og så får den ellers ikke for lidt: Ifølge Dragsdahl er jeg en veteran fra den "yderste højrefløjs anti-kommunistiske agitation".
Da vi aldrig har truffet hinanden, må Dragsdahls "dokumentation" for at placere mig på den "yderste højrefløj" skulle findes i min almindelige deltagelse i den offentlige debat med aviskommentarer og læserbreve. Hans problem er bare, at der ikke er en sådan dokumentation. Hans påstand er usand og et groft forsøg på at mistænkeliggøre mig.
Det er rigtigt, at jeg, siden jeg var formand for Konservative Studenter og senere som konservativ folketingskandidat, aktivt har modarbejdet og kritiseret marxisme og kommunisme. Hvis man helhjertet går ind for demokrati, folkestyre og frihed, som vi har kendt og værdsat det her i Danmark i mange generationer, må man efter min mening også vende sig aktivt imod de totalitære ideologier, hvad enten der er tale om marxisme/kommunisme eller nazisme. Det er faktisk ikke noget "yderfløjs-synspunkt". Tværtimod!
Efter Schlüters afgang uden valg gik jeg over til Venstre. Jeg har i en årrække været redaktør af Venstres blad Magasinet Liberal. Og politisk føler jeg mig stadig godt på linje med Venstres ledelse. Så hvis jeg tilhører den "yderste højrefløj" - så tilhører Venstre og for den sags skyld hele regeringen den "yderste højrefløj".
Men det er selvfølgelig noget vrøvl, som man f.eks. skal være gammel marxist og venstresocialist for at påstå - og det er jo det, Jørgen Dragsdahl er. Hans journalistik i koldkrigsårene bestod for det meste af en uskøn blanding af hans egen enøjede research og decideret KGB-disinformation. Det sidste kan man såmænd læse om i bl.a. den koldkrigsrapport fra DIIS, som Dragsdahl skriver så rosende om.
De to hovedkonklusioner fra DIIS' koldkrigsrapport, statsministeren beskæftigede sig med som svar på min tale, var kommissionens vurdering af den militære trussel fra Warszawa-pagten mod Danmark og det øvrige Vesteuropa samt kommissionens vurdering af de risici, fodnotepolitikken i 1980'erne indebar for NATO-sammenholdet og vor sikkerhed.
Den tredje hovedkonklusion - at der ikke var nogen danskere, der var topspioner for Warszawa-pagten - havde jeg ingen forventning om, at han skulle kommentere. Jeg bad ham heller ikke tage stilling til, om der var hold i spion-beskyldningerne fra The Economist og den danske presse fra marts 1981 mod den daværende justitsminister Ole Espersen.
Det, jeg påpegede, var blot, at DIIS' konklusion angående danske topspioner mildt sagt var mangelfuldt underbygget, fordi DIIS-rapporten ikke nævner beskyldningerne mod Ole Espersen med et eneste ord. Hvis påstandene var blevet undersøgt og afvist, skulle DIIS naturligvis have skrevet det. Men kendsgerningen er, at offentligheden hverken dengang eller siden har hørt noget som helst til undersøgelser, der rensede Ole Espersen.
Helt som en KGB-jargon
Dragsdahl disinformerer ikke bare om min person og om min tale på Venstres landsmøde. Han er også helt tilbage i KGB-jargonen i sin omtale af bogen Hvem holdt de med?, som er udgivet fra mit forlag, redigeret af Bertel Haarder, og som Fogh Rasmussen skrev introduktionen til. Bogens artikler er "udokumenterede og bagvaskende" hævder Dragsdahl - naturligvis uden skygge af dokumentation. Jeg kan kun opfordre enhver til at læse bogen og ved selvsyn konstatere, at det er Dragsdahl, der "bagvasker" og disinformerer.
Som forlægger er jeg naturligvis glad for at én af mine titler nu på syvende år giver anledning til debat om koldkrigsperioden. I 2003 skældte en anden gammel VS'er, den tidligere kommunist Preben Wilhjelm, ud over bogen og kritiserede DIIS' forgænger DUPI for at have givet tilskud til bogen. Det var ligefrem "dubiøst". Måske mest fordi han ikke vidste, at DUPI kun havde givet sølle 5.000 kr. til udgivelsen ud af et samlet bogbudget på over 100.000 kr
Og det har åbenbart ikke været nok til, at DIIS overhovedet har fundet anledning til at nævne denne og flere andre meget centrale bøger i sin ellers så omfattende litteraturliste til koldkrigsrapporten. Faktisk kan man lave en hel litteraturliste over bøger, som DIIS har "glemt".
Peter la Cour er forlægger, cand. phil. i samfundsfag
