Vibeke Sperling husker fra sin tid på Information et skænderi med Jørgen Dragsdahl om, hvem der skulle skrive lederen om et sovjetisk såkaldt fredsudspil, når de nu ikke var enige? Dragsdahl fnysede, så tilnavnet 'Dragen' kom til sin ret, og sparkede til hendes skrivebord, brækkede et par tæer og indledte tilbagetoget via sit kontor, Dragens Hule, til den nærmeste skadestue. Vibeke Sperling skrev den signerede leder. Jørgen Dragsdahl husker ikke episoden og siger, at han ville have husket den, hvis den havde fundet sted, især når hans tæer udlægges som årsag til, at han ikke fik fod på udlægningen af en sag på sit område. Det er en god historie. Men som så mange andre gode historier er den måske ikke rigtig.
Historikeren, professor, dr. phil. Bent Jensens fornyede påstand om, at Dragsdahl i perioden som journalist på Information var KGB-agent, er også en god historie - men er den rigtig?
I det papir, som Bent Jensen har hevet ud af politiarkiverne, skriver Politiets Efterretningstjeneste, PET, at "set med KGB-briller har Dragsdahls position været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som nr. 1 i Danmark".
Men Bent Jensen citerer også den næste linje, hvori PET konstaterer, at "hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om".
Med andre ord: PET mener, at KGB anså Jørgen Dragsdahls position som ualmindelig nyttig. PET aner ikke, om han også udrettede noget nyttigt for KGB.
Politiken-journalist Hans Davidsen-Nielsen citerer det samme dokument i sin nye bog om PET under Den Kolde Krig. Her får man forklaringen på den nyttige position. Dragsdahl var medlem af SNU, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, nedsat af regeringen, og han havde en særdeles skarp pen. Til gengæld citerer Davidsen-Nielsen så ikke de samme linjer, som Bent Jensen medtager om PET's usikkerhed med hensyn til, om der reelt kom noget ud af Dragsdahls omgang med KGB-folk - en omgang som PET, Bent Jensen og mange aktuelle kritikere ser som unaturligt omfattende og lejlighedsvis konspiratorisk.
Der er ikke nogen, der hævder, at sovjetiske diplomater med eller uden KGB-tilknytning fik hældt synspunkter eller propaganda i Informations spalter i de år, hvor kontakterne fandt sted. Det er ord som påvirkningsagent, der antyder, at det kunne tænkes. Det er her, det bliver naturligt at høre Dragsdahls tidligere chefer. Vibeke Sperling: "I hans skarpe sikkerhedspolitiske artikler var der også megen kritik af Sovjetunionen. Det er absurd at anklage ham for agentvirksomhed, da KGB sjældent kan have været glad for, hvad han skrev. De var jo også dybt frustrerede over ham i Danmarks Kommunistiske Parti og på deres avis Land og Folk. Hvis hans journalistik har gavnet nogen, var det den ikke-kommunistiske fredsbevægelse og Socialdemokratiet."
Krænkelse af principper
I 1992 forsvarede daværende chefredaktør Lasse Ellegaard i en række lederartikler sin medarbejder. Det beklager han i dag. De skulle ikke have været trykt. Ellegaard forklarer: "Da jeg dengang spurgte ham, om han i sin omgang med udenlandske diplomater havde krænket journalistiske principper, svarede han krystalklart nej. I dag siger han krystalklart ja til det samme spørgsmål."
Lasse Ellegaard er derfor ikke i tvivl om, at Dragsdahl har svigtet Information og læserne. Lasse Ellegaard blev chefredaktør i 1990, og han siger, det var ham, der i 1992 som noget af det første forlangte, at Dragsdahl rensede sig gennem en injuriesag, et initiativ, som Dragsdahl i dag siger alene kom fra ham selv.
Torben Krogh, der var chefredaktør for anden gang i perioden 1984-87, rykkede i 1992 også ud i forsvar for sin mangeårige kollega og medarbejder. Han fik omtrentlig samtidig med Ekstra Bladets kampagne i 92 vished for, at Dragsdahl i 1985 selv havde søgt kontakt med PET.
"Jeg ræsonnerede, at når man selv opsøger PET, så er man ikke nogen stor KGB-agent, og jeg noterede, at der var gået syv år, uden at PET havde krummet et hår på hans hoved," siger Torben Krogh på telefonen fra Indonesien. Han har langt fra Danmark ikke fulgt det nye stormvejr og har stadig tillid til, at når Dragsdahl skrev i Information, var det hans eget engagement, egne holdninger, ægte, og uden behov for at blive inspireret fra KGB.
Forklaringsproblem
I det nye stormvejr har Information på lederplads den 17. januar skrevet, at "Jørgen Dragsdahl har tydeligvis et forklaringsproblem. Han indrømmer, at han havde mere end almindelig omgang med KGB i 1980'erne, og han indrømmer, at hans ageren i en periode var uforenelig med hans arbejde som journalist".
Vibeke Sperling siger klart, at der efter de nye oplysninger er ting, som hun godt ville have vidst noget før. Hun var i 1985 som chefredaktør med til Dragsdahls første møde med PET. Hun siger, at Dragsdahl var under et betydeligt pres, og fandt det naturligt at støtte ham ved at gå med, da han ville forelægge sine problemer for PET.
Jørgen Dragsdahl afviser efter samråd med sin advokat at deltage i tv-interviews o.l. Jo, han erkender at have sammenblandet interessen for at få sin daværende kone ud af Sovjetunionen med sit journalistiske arbejde og de journalistiske kontakter. Men, for der er altid et men, når man taler med Dragsdahl, midt i den professionelle umoral ville det have været personligt umoralsk, hvis han ikke havde kæmpet for sin kones udrejse, hvad han i øvrigt gjorde, så de fleste vidste, hvad han var i gang med.
Vibeke Sperling var Informations Moskva-korrespondent og til stede, da kollega Dragsdahl i 1981 faldt for den russiske kvinde 'I'. Hun blev hurtigt hans kone og hurtigt det udrejseproblem, som han følte, han måtte løse, også i kontakter med de KGB-folk, han kendte som journalistiske kontakter.
Vibeke Sperling siger, at Dragsdahl i denne periode var som en åben bog, ulykkelig over det uopnåelige visum, i kontakt med alle som måske kunne hjælpe, danske politikere, diplomater, kolleger o.s.v. Men hun vidste ikke, at han talte udrejse med KGB-folk. I 1985 - efter at 'I' var kommet til Danmark, og Dragsdahl var i en krise - gik Vibeke Sperling som nævnt med til PET-mødet. Hun vidste ikke før nu, at Dragsdahl var indkaldt til samtale i 1986. Den mystiske karakter af nogle af hans møder med KGB-folk i udlandet og i Danmark kendte hun ikke, selv om hun fulgte bestræbelserne på at få 'I' hentet til Danmark.
Dragsdahls version
Jørgen Dragsdahl har hidtil afvist at fortælle, hvad der begrundede, at man opsøgte PET i 1985 - om han ville gå til PET, før de kom til ham. PET var på det tidspunkt ved at få materiale fra dobbelt-agenten Oleg Gordievskij. Han var hoppet af i London og var begyndt at fortælle om KGB's danske kontakter.
"Jeg kunne jo ikke vide, han var hoppet af," siger Dragsdahl, inden han så giver den forklaring, han ikke ville ud med før:
"Jeg var under et voldsomt pres fra nogle mennesker, jeg ikke vidste, hvem var- nej jeg vil ikke sige, hvordan det var-"
- Skal vi kalde det chikane?
"Ja, den kategori kan vi godt bruge. En meget grov form for chikane."
- Mod dig eller din kone?
"Begge. Jeg vidste ikke, om det var PET-folk, KGB eller en europæisk højregruppering, der opererede i Danmark. Men jeg vidste, at hvis jeg gik til PET, ville det stoppe, uanset hvem der stod bag."
Peter Wivel var i 10 år kollega med Dragsdahl, senere var han Informations chefredaktør fra 1987-90. Han kalder Bent Jensens artikel skandaløs og minder om, at man ikke skal tage PET-oplysninger for den skinbarlige sandhed.
"I de år var der, hvad man vist kunne kalde for et råt klima på redaktionen. Der var lejlighedsvis folk med en skjult dagsorden, folk som ikke kunne argumentere ordentligt for, hvad de ville og hvorfor. Dragsdahl havde aldrig en skjult dagsorden, han var altid kritisk, også over for russerne. Han brugte stort set aldrig russiske kilder. Vi har diskuteret intenst hans holdninger, hans ledende artikler. Jeg har kritiseret ham for at være alt for gode venner med nogle socialdemokratiske politikere. Antallet af hans kontakter til sovjetiske diplomater kendte ingen til."
Ifølge Wivel har hverken kollegerne fra dengang eller avisen noget forklaringsproblem.
Som det er fremgået, er Vibeke Sperling den, der var tættest på Dragsdahl i den omdiskuterede periode, som reelt er første halvdel af 80'erne, altså for mindst 21 år siden. Hun talte aldrig med nogen, heller ikke med den anden chefredaktør, Torben Krogh, om mødet hos PET.
Det havde hun heller ikke pligt til, mener Krogh, da udlandsredaktionen var hendes ansvarsområde.
I forbindelse med 92-sagen blev Torben Krogh så orienteret om mødet. For Dragsdahls venner i redaktionsmiljøet og blandt cheferne har det spillet en betydelig rolle, især i de år slagsmålet med Ekstra Bladet stod på, at han aldrig havde været sigtet for noget.
- Jørgen Dragsdahl, du fastholder stædigt, at du aldrig har været sigtet, selv om PET kendte dig, og så må tingene være i orden. Men én ting er det strafferetlige, noget andet etik, moral og den professionelle integritet?
"I vores profession skal man ikke blande det personlige og det professionelle. Det gjorde jeg, da jeg truede KGB-folkene med at afsløre deres hvervningsforsøg for at få min kone ud. Jeg stod i en kamp. Et dilemma. Slagsmålet for min kone var som en græsk tragedie, hvor det ene skridt førte til det næste. Mens kampen stod på, skulle jeg nok have tegnet en forsikring mod misforståelser. Det troede jeg, at jeg havde gjort ved at tale med så mange mennesker," siger Jørgen Dragsdahl.
Hans Davidsen-Nielsens bog 'En højere sags tjeneste - PET under den kolde krig' udkommer 24. januar på Politikens Forlag.
