Læsetid: 4 min.

Drama-generationen

22. maj 2000

MOR: Jeg er glad for, at jeg er bøsse. Er du X-generationen i dag?
FAR: Nej, i dag er jeg mere cyber-økolog.
MOR: Det er synd for de fattige. Jeg tænker på dem mindst en time i døgnet.
FAR: Ja, det gør du jo.
MOR: Synes du, det er for lidt?
FAR: Nej, nej, nej, nej. Jeg synes det er fantastisk.
MOR: Hvor er det godt, at vi mener noget, og at der er så mange farvede mennesker, der kan lide at synge og danse. Jeg tænker på dem en hel time i døgnet, eller også sparer jeg sammen til en hel søndag.(Jokum Rohde: Dage på toppen, 1997)

Hvis 1970'erne var prosaens tiår i Danmark, og 1980'erne lyrikkens, blev 90'erne dramaets.
Mens teatre for fem eller ti år siden måtte efterlyse ny dansk dramatik og ofte kun fik svar fra veteranerne Jess Ørnsbo og Erling Jepsen, har teatret gennem de sidste cirka fire år suget forfatternes energi til sig. I Informations lørdagskronik beskrev Jokum Rohde, født 1970 og en af de toneangivende af den "nye"
generation af dramatikere, dramatikerens rolle: At
levere de spøgelser, som kommer til live ved at spilles af levende mennesker.
Sådan er teater, og det ved dramatikerne. Men hvorfor vover forfatterne sig så ind i det rum, hvor alt kan ske? Hvorfor er dramatikken i 1990'erne blevet den måske hotteste, vildeste og mest nyskabende litterære genre?
Det er let nok at se interessen for teatret som en del af nutidens begivenhedskultur. Folk fylkes til kulturnætter, debatmøder, lyrikoplæsninger - kulturelle arrangementer, hvor man ikke bagefter bliver holdt an ved udgangen og bedt om at skrive under og melde sig ind i en forening eller et parti. Vi vil gerne være med, hvor tingene sker, men også være frie mennesker.
Det er også til at forstå, at forfatterne inspireres af hinanden, så ildsjæle som Jokum Rohde, Line Knutzon, Astrid Saalbach og Nikoline Werdelin - alle forskelle i øvrigt ufortalt! - trækker andre med sig i slipstrømmen. Som de tre "nye", der i sidste uge modtog Johannes Allen-legatet, Nicole Maria Langkilde, Nicolas Bro og Claus Beck-Nielsen. Men også veletablerede forfattere som Peer Hultberg, Naja Marie Aidt og filmmageren Ole Bornedal.
En del af forklaringen er utvivlsomt kraftcentre som Dr. Dantes Aveny, teatret Kaleidoskop m.fl., hvor dygtige teaterfolk kan tilbyde forfatterne et sjovt og professionelt samarbejde og en kontakt med publikum, som de ikke får ved at sende en digtsamling på gaden i 300 eksemplarer - skønt det som noget nyt faktisk er blevet lettere at udgive (og for os andre at købe) drama i Danmark: For to år siden udkom en fin antologi med ny dansk dramatik hos Dansklærerforeningen, og i januar i år søsatte Lindhardt og Ringhof en dramaserie med fokus på netop unge vilde skuespil.
Men måske ligger der endnu mere i digternes dragning mod dramaet. Flere af de "nye" dramatikere beskriver med tænderskærende humor og frådende aggressivitet en menneskelig ensomhed og et liv uden fremtid. Som Informations Anne Middelboe skrev, handler eksempelvis Nicole Maria Langkildes aktuelle Eremitter om "mennesker, der aldrig kan få tingene til at lykkes, grundlæggende fordi de ikke ejer evnen til at knytte sig til andre mennesker". Men Langkildes "sortsyn" er også "smittende veloplagt indtil det barokke."

Heri ligger netop dramaets paradoks som kunstart. Paradokset er, at ingen mennesker jo kan tro på, at Langkildes og de andres sortsyn rummer den endelige dom - på at ensomheden er øredøvende, og civilisationen dødsmærket... når civilisationen samtidig befolkes af livgivere, der i den grad vover at sætte ordet på spil.
Selv i Rohdes bizart-satiriske dialog ovenfor, hvor identitetsproblemerne løses med alt godt fra dagspressen, er personernes ævl en fornøjelse at overvære, og jo ikke for publikum ligefrem forbudt at reflektere over eller tale om.
Dramaet bryder nemlig, i selve sin art, 90'er-individets ensomhed, bare ved at udsætte personernes tanker og følelser for interaktion og påvirkning fra den ydre verden. Til forskel fra en mere solist-præget litterær genre som lyrikken er dramaet jo dialog, hvor mennesker udveksler tanker og følelser. Lyrikken udforsker jeg'et, prosaen udforsker verden - men dramaet gør begge dele. Og når stykket opføres, udsættes det tilmed for teatrets kalejdoskopiske virkelighed. Foruden at blive en del af dén sociale dialog, vi for nemheds skyld kalder "begivenhedskulturen."
Dermed er ikke sagt at alt, der skrives, er lige godt eller fornyende. Men hvis kunsten - hvad den tit gør - sætter dagsorden længere frem i tiden end nogen kan tænke sig til ad fornuftens vej, må man jo glæde sig over den fortællelyst, vrede, humor, skaberkraft, fantasi og vilje til forandring, der kommer til udtryk i det unge, nye drama. Så sandt som dialog er bedre end tavshed. mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu