Læsetid: 8 min.

Dramaet i detaljen

Peter Øvig Knudsen arbejder med de enkelte menneske-skæbner i sine bøger. For det er i detaljen, at valget bliver svært. Det er når man står med den dræbtes hjernemasse på sin skjorte, at krigens etiske dilemma bliver virkeligt
15. december 2006

Han har spist utrolig mange frokoster med sild og snaps. Det tager tid at vinde modne mænds tillid. Mænd, der måske i dag er hyggelige morfædre, men allerede som 17-19 årige erfarede, at verden ikke er som en Werthers Echte-reklame. Som 17-19 årige slog de mennesker ihjel. Skød dem ned bagfra. Nogle steder tog det måske mere end én sildefrokost at få dem til at fortælle. Nogle steder lykkedes det ham aldrig. Og de steder, hvor det lykkedes Peter Øvig Knudsen at få de gamle frihedskæmpere i tale, måtte han gå forsigtigt til værks.

"Den generation er ikke vant til at tale om følelser. Derfor er jeg ofte meget konkret i mine interviews: 'hvad skete der så?' 'hvad gjorde du?' 'hvor?' 'hvornår?' 'hvordan?' og så videre. Nogle gange kunne jeg godt spørge: 'hvad tænkte du om det?' men aldrig hvordan de føler eller følte," siger han.

Bøgerne Efter Drabet og Birkedal handler begge om besættelsen og de svære valg, mange unge danskere stod i dengang.

Birkedal er Peter Øvig Knudsens seneste bog. Den handler om Ib Birkedal Hansen fra Århus, der under krigen blev tyskernes foretrukne torturbøddel. Bogen handler også om retssagen imod ham, og hans henrettelse i 1950, der blev den sidste på dansk grund. Efter Drabet udkom i 2001 og skabte dengang debat. Bogen er baseret på en blanding af skriftlig dokumentation og interviews med tidligere frihedskæmpere. Den fortæller om de 400 stikkerlikvideringer, der fandt sted i frihedskampens navn. Om ofrene, men ikke mindst om frihedskæmperne, der ofte ikke var andet end teenagere, da de første gang slog et andet menneske ihjel. De nu gamle mænd omkring de 80 fortæller om kammerater, der blev så psykisk traumatiserede af deres handlinger, at de efter krigen begik selvmord, om hvordan de selv har haft frygtelige mareridt og hvordan de nogle gange ikke var sikre på, om manden de havde dræbt faktisk havde været stikker. Én fortæller, at det kun er ganske få år siden, han fandt ud af, hvem den mand, han skød, var. Det kommer frem under et af de interviews, der er gengivet i bogen. Frihedskæmperen Jørgen Jespersen har netop fortalt om en likvidering, han var med til i Glostrup og efter at have spurgt Peter Øvig Knudsen om han har lyst til at blive til frokost, siger han:

"Jeg tror ikke, Leif Panduro selv lagde skjul på det. Men jeg var ikke klar over, at det var hans far."

- Panduros far?

"Ja. Den ene af dem , jeg var med til at likvidere ude i Glostrup, var forfatteren Leif Panduros far. Jeg fik det først at vide for et par år siden, da en ven spurgte, om jeg var klar over det. Jeg vidste det ikke , for faren havde et andet navn. Men det er jo i for sig ligegyldigt. Jeg sætter da pris på Leif Panduro og hans værker alligevel."

Metoden

Peter Øvig Knudsens metode fokuserer på enkeltpersoners oplevelser. De situationer, de befandt sig i, og de beslutninger de tog.

"Jeg har egentlig ikke tidligere interesseret mig særlig meget for besættelsen. Det var den menneskelige historie, der fangede min interesse. At der under besættelsen var 17-19 årige unge mennesker, der tog beslutninger om liv og død."

Han tror, at det er denne menneskelige indgangsvinkel, der har vækket en interesse hos så mange mennesker.

"Det handler om identifikation. Og det gør historien mere nærværende. Man spørger sig selv, hvad man mon selv ville have gjort, hvis man havde stået i den situation."

Fiktion uden løgne

I de to bøger bruger Peter Øvig Knudsen fiktionens fortællemæssige greb, og det samme gør han i en kommende bog om Blekingegadebanden. Det er virkelighed, men spændende som en roman. Men det er udelukkende som fortælleform, han bruger det.

"Der er intet opdigtet i mine bøger. Alt, jeg har skrevet, kan føres tilbage til kilder. Men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det er sandheden. Folk lyver. Og de lyver såmænd også på skrift. Mange historikere mener, at skriftligt materiale har en større sandhedsværdi end mundtlige kilder, men man kan også skrive løgne ned på papir. Derfor kan jeg ikke afvise, at der er usandheder i min bog, men det er andres løgne, ikke mine," siger han.

Det er en meget tidskrævende metode, Peter Øvig Knudsen har valgt, og det indså han ret tidligt. Oprindeligt startede ideen med at skrive om stikkerlikvideringer, da han skrev en artikelserie til Weekendavisen om besættelsen. Men da han skulle skrive Efter Drabet måtte han tage orlov.

"Mange interviews har taget flere dage, og arbejdet med at få adgang til de forskellige arkiver er besværligt. Men jeg er blevet meget glad for politirapporter. Jeg elsker dem."

Dovenskab og tidspres

Peter Øvig Knudsen føler sig på mere fast grund ved at basere bøgerne på både skriftlige og mundtlige kilder.

"Ofte er vi journalister dovne eller tidspressede. Derfor vælger vi at tale med mennesker og få dem til at fortælle historier i stedet for at gå i arkiverne. Men da jeg lavede min serie i Weekendavisen, havde jeg et stort behov for at få noget mere viden, for erindringer kan være påvirket af tid og fortrængning. Jeg havde svært ved at danne mig et billede af hvordan det blev besluttet, hvem der skulle likvideres. Derfor gik jeg i arkiverne."

Peter Øvig Knudsen forsøger at oplyse om, hvor han har sine fortællinger fra uden at gøre det besværligt for læseren.

"Hvis jeg var usikker på en bestemt begivenhed, fordi jeg havde fået to forskellige genfortællinger, så ville jeg gøre opmærksom på det, så læseren selv kunne tage stilling."

Han er konstant spændt ud mellem at skulle tilfredsstille lystlæseren og den dokumentationskrævende læser. Derfor bruger han meget at genfortælle historier, han selv er blevet fortalt, over for sin kone eller forlægger eller en helt tredje.

"Når man står og fortæller, opdager man hurtigt, hvad det er, der er interessant, og hvor der er nogle huller."

Researchen stopper sådan set aldrig, siger han, for pludselig sidder man og skriver og opdager, at der er noget, der ikke giver mening.

"I forbindelse med mit arbejde med Blekingegadebanden gik jeg for eksempel længe og troede, at når de talte om at brænde Bellacenteret ned, så var det det ude på Amager de talte om, men det hang bare ikke sammen for mig, og så gik det op for mig, at det rent faktisk var det gamle Bellacenter, der lå på Bellahøj. Så skriveprocessen er ret bumlet. Man vender konstant tilbage til researchen."

Detaljerne er nødvendige

Glæden ved politirapporterne skyldes dog ikke kun deres dokumentationsværdi. Deres detaljerigdom er også med til at skabe billeder.

"Politiet skriver enhver lille detalje i deres rapporter. Det er et fantastisk kildemateriale, når man gerne vil genskabe en situation."

Og det er detaljerne, der skaber situationen.

"Hvis jeg ikke havde dem, kunne fortællingen ikke blive virkelig. Der var mange af frihedskæmperne, der fortalte mig, at det faktisk er ret svært at slå et andet menneske ihjel. Man skal meget tæt på, hvis man skal være sikker på, at vedkommende dør. Det kan man sagtens få at vide, men det blev først virkeligt for mig, da én fortalte mig, hvordan han havde været så tæt på den han skød, at han fik hans hjernemasse sprøjtet udover sig. Han opdagede det først, da han kom hjem og mærkede noget klistret stads på sin skjorte.

Dér blev det virkeligt for mig. I detaljen."

Den situation gjorde et stort indtryk på Peter Øvig Knudsen. Han fik den fortalt under et interview med én af frihedskæmperne. Men normalt får han de meget billedskabende detaljer fra politirapporterne.

"Mange havde det svært med at tale om netop detaljerne. De kunne simpelthen ikke holde det ud. For det er jo netop detaljerne, man husker. Jeg har flere gange været ude for, at vi under et interview måtte stoppe op, fordi den jeg interviewede ikke kunne holde til det længere. Vi aftalte at mødes igen en anden gang, men et par gange aflyste de. Det, vi har talt om, har sikkert vækket nogle minder, og de er begyndt at drømme nogle ting, de ikke har drømt om i mange år."

Paradokset

Det understreger for Peter Øvig Knudsen, at det netop er i detaljen, at dramaet ligger. Og nogle gange har det været nogle intense oplevelser at interviewe til bøgerne.

"Politirapporterne har måske detaljerne, men politiet har kun været interesserede i et efterforskningsarbejde, og derfor må jeg jo hente de moralske overvejelser og psykiske konsekvenser andre steder. Men jeg går forsigtigt til værks, fordi det netop er så voldsomme oplevelser, vi taler om."

Det er forsat dette etiske dilemma, der fascinerer Peter Øvig Knudsen. Paradokset mellem hvad der tjener sagen, og hvad der er moralsk forkert. Derfor ser han også en del ligheder i sit arbejde med besættelsesstiden, og det han arbejder med nu: Blekingegadebanden.

"Blekingegade-folk henviser til de kommunistiske frihedskæmpere som forbilleder. I deres selvforståelse minder frihedskæmperne og Blekingegadefolkene en del om hinanden, for eksempel, når de motiverer, hvorfor det er nødvendigt at gribe til ulovligheder."

I de personlige overvejelser er der ikke meget forskel, mener Peter Øvig Knudsen. Ingen af personerne er hoppet direkte ind i så alvorlige handlinger som stikkerdrab eller brandattentater.

"Tit handler det om tage et lille skridt i idealismens tjeneste. At lave illegale blade eller sætte plakater op, og derfra bliver det mere og mere alvorligt."

Ondskaben

Peter Øvig Knudsen er spændt på reaktionerne på bogen om Blekingegadebanden, der kommer til foråret, ikke mindst fordi den på samme måde som Birkedal menneskeliggør handlinger, som folk oftest helst vil fortælle sig selv er foretaget af personer, der netop ikke er mennesker. De er ondskab.

"Mennesker som Birkedal bliver først interessante, når de træder ud af klichéen og begynder at blive mennesker. Og det gør man i virkeligheden nemmest ved at rykke dem så tæt på én selv som muligt."

Men ofte vil mennesker gøre modstand mod det. Ved at kategorisere dem som onde mennesker, bevæger man dem på behagelig afstand af sig selv. Ellers bliver man jo nødt til at overveje den potentielle ondskab i alle mennesker. Og sig selv.

"Det er jo netop her, udfordringen ligger. Hvad er det, der adskiller ham fra mig. Ville jeg i den samme situation, have handlet anderledes? Måske. Måske ikke. Og hvad er det så i hans situation, der kan bidrage til at forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde? Forklare forskellen på ham og mig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu