Læsetid: 3 min.

Dramaserien, der blev folke-eje

Alle skal have en mening om Krøniken og nok helst en negativ, hvis man vil gælde for et kvikt hovede. Men der er gode grunde til at respektere serien
16. januar 2006

Mere end en tv-serie er Krøniken blevet et nationalt fænomen på linje med kongehuset, fodboldlandsholdet og Tivoli. Seriens ekstreme seersucces ansporer til definitioner af Danmark som en nation, der feticherer alt fortidigt, og til nedrakninger, som nu sikrer en bedre anmelderprofil end blød anerkendelse.

For over to millioner seere kan jo sagtens tage fejl, og er der ikke noget mistænkeligt vulgært bare i seertallet?

Her skal ikke desto mindre gøres et forsøg på at bedømme det faktiske resultat uafhængigt af folkeyndest: en dansk tv-serie som så mange andre, bare dyrere, flottere og mere ambitiøs. Men også bedre!

Dygtigt gennemført

Manuskriptet er en kraftpræstation af Stig Thorsboe. Han har ganske vist haft nærhjælp af sin sambo, dramaturgen Hanna Lundblad, men ikke af den række af gæste-forfattere, der normalt optræder som aflastning for hovedforfatteren i så lange serier.

Og den selvbiografisk inspirerede fortælling er højprofessionelt gennemført. Både i sin sammenvævning af den psykologiske historie med tidspejlemærker fra 50'erne og 60'erne, og i sammenfletningen af en række handlings- og tematråde, så de står klart og anskueligt. Godt skrivehåndværk, stedvis inspireret.

Da en af hovedpersonerne, Erik Nielsen, overraskende for mange (hvor blev skabelonen af?) begår selvmord i 15. afsnit, lægger serien en langsomt eksploderende bombe ud, der efter alt at dømme vil gribe ind i det meste af handlingsgangen i de efterfølgende syv episoder. Det er i tegningen af den sprudlende idérige Erik som tragisk taber, at serien får sin skarpe kant, når den skærer ind et betændt område: det såkaldt frie næringslivs kannibalisme.

Brugen af fjernsynsfabrikken Bellas sociale hierarki og produktionsmæssige kriser som afspejling af tidsalderens skiftende vinde er tilmed farverigt og morsomt udbygget, og gennem hele serien går dramaet i spænd med en stille humor, der sjældent udleverer nogen (en grov karikatur som Søs' komiske rivalinde i DR er en undtagelse). Også Thorsboes musikalske sans for hverdagsreplikker er et gennemgående plus.

Godt rollebesat

Bagsiden af Thorsboes professionalisme er en vis repetition og triviel forudsigelighed i konfliktstoffet, måske uundgåelig i en kostbar tv-serie, hvor der, som han selv siger, "påkræves en vis gennemslagskraft". Tydeligheden kan tynge.

Vi må sjældent være det mindste i tvivl om, hvordan figurerne udvikler sig, selv om man heldigvis endnu ikke er helt tryg ved Waage Sandøs patriark Kaj Holger, som nu i 17. afsnit måske er ved at nå frem til en sen form for selvindsigt. Den samme kærlige omhu udmærker instruktion og fotografering. For hovedinstruktøren Charlotte Sieling er serien et afgørende gennembrud, efter at hun debuterede så lovende med to afsnit af Rejseholdet, der straks hævede denne series standard betragteligt.

Her skabte hun sammen med fotografen Jørgen Johansson en stil, som parret delvis har videreført i Krøniken: relativt få nærbilleder, men til gengæld mange luftige, harmonisk komponerede totalbilleder, der orienterer godt og stemningsfuldt om de - lidt for glansfuldt gengivne - miljøer. Der er en aura af klassisk visuel fortælletradition over denne rytmisk velafstemte stil, der gang på gang maler smukt med farver og belysning og får meget ud af velvalgte locations (Radiohuset, SAS-bygningen).

Knap så intens

Og Sieling er en god personinstruktør med udpræget sans for casting og mod til at vælge relativt uprøvede kræfter til bærende hovedroller. Ken Vedsegaards Erik vokser i uhyggelig intensitet, da den selvmorderiske desperation griber ham; og Maibritt Saerens rammer plet som Søs, glitrende glamour-hård i det flotte kvindepanser, men kun dér. Nedenunder lutter sårbar rådvildhed.

Med Eriks bortgang falder den dramatiske temperatur en kende. Afsnit 16 0g 17 dækker perioden 1964-67, og nu lurer småborgerligheden på Anne Louise Hassings Ida, der hurtigt slipper af med Troels Lybys snob af en cand. mag.-beundrer.

I stedet indleder hun det længe forventede forhold til Anders W. Berthelsens kompromitterede idealist Palle From, der nu højst har det kvarte hjerte med i sit ægteskab. 1967-hittet A Whiter Shade of Pale besejler Idas og Palles første kys, desværre ikke i autentisk Procol Harum-version, men den ret lange scene, hvor de åbner sig for hinanden, er en af seriens bedste.

Imens er den helt unge generation på vej ind i den nye 60'er-frigjorthed: Idas sønner Henrik og Bo er forskellige gemytter, begge mærket af faderens uforklarlige død. Og Karens datter Emma (Signe Skov, et velkomment nyt ansigt) på vej op ad den sociale rangstige som lægefrue, men endnu pur arbejderklasse.

Og så stadig i centrum: Waage Sandøs aldrende Kaj Holger med den faretruende, blidt tyranniske stemmeføring: nu ensomhedsramt, næsten skrøbelig. Bliver selverkendelsen den sidste vej til sjælefrelse?

Krøniken. Afsnit 16 og 17. Instruktion: Charlotte Sieling. Manuskript: Stig Thorsboe. DR 1

20060115-211731-pic-21028955.jpg

Søs Palles ægteskab får yderligere søm til ligkisten med det længe forudsete forhold mellem Ida og Palle
Foto: Mike Kollöffel/DR

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu