Læsetid: 11 min.

Drengene truede: Vi siger det til Plougmand

17. september 2005

Fællesklipning en gang om måneden med tvungent grydehår! Et nummer i dit tøj i stedet for dit navn! Ingen indflydelse på farven på væggene i dit soverum! Et par lussinger, hvis du opfører dig alt for vanartet..!

En kaserne eller et fængsel i 1930'ernes Danmark? Nej, langt fra: En beskrivelse af den pædagogiske gennemsnitstilstand på almindelige drenge- og skolehjem for bare én generation siden.

"Man skulle så sandelig være stærk både fysisk og psykisk for at klare et ophold på et skolehjem," siger en høj, mager mand, der sidder afslappet i sin baghave nord for København en sensommerformiddag.

På havebordet foran 70-årige Oskar Plougmand ligger manuskriptet til en erindringsbog på 200 sider, som han netop har udsendt på eget forlag. Bogen har fået en titel, som kunne være hentet fra en gyserfilm: En inspektør banker på...

"Det har jeg jo gjort, altså banket på en masse døre," siger Plougmand og smiler genert. Gennem seks år fra 1970-76 var han som statsinspektør både frygtet og ligefrem forhadt blandt mange forstandere og ansatte på skolehjemmene.

I ramme alvor blev Plougmand kaldt for '70'ernes Peter Sabroe', efter den kendte socialdemokratiske politiker et århundrede forinden. Forklaringen var lige til: Plougmand tog, når han kom på sine uanmeldte tilsyn, børnenes parti. Hver gang, akkurat som Sabroe. Men det var absolut ikke velset i alle forstanderkredse.

"Man kan vist rolig sige, at dengang i 1970'ernes begyndelse var skolehjemmene ikke rigtig fulgt med tiden. De befandt sig på mange områder i en mærkelig tidslomme, hvor tingene havde stået komplet stille siden 1930'erne eller 40'erne. Det øvrige samfund havde netop været gennem 1960'erne og var på vej ind i det næste årti - men sådan så det absolut ikke ud i den afsides verden, hvor nogle af samfundets allersvageste levede mange af deres barndomsår."

I hundredevis af drenge mellem otte og 16 år befolkede dengang drenge- og skolehjemmene. Ofte var det massive institutioner med plads til op mod 30-40 drenge, og altid var de placeret milevidt væk fra de fordærvelige byer langt, langt ude på det karske land. Her skulle drengene have masser af lys og luft og ikke mindst masser af eksercits og disciplin. Tidligere havde mange af dem prøvet at blive smidt ud af måske otte eller 10 almindelige skoler, før de til sidst blev fjernet fra familien og anbragt på et skolehjem, hvor de typisk skulle bo og opholde sig i årevis.

"Selvfølgelig var mange af drengene, hvad vi i dag ville kalde kraftigt udad-reagerende. Det havde de især været i deres hjemlige miljø, hvor det var en naturlig reaktion på unaturlige situationer, f.eks. når de ikke mødte velforberedte op i skolen, fordi de ikke havde fået omsorg eller noget at spise. Men den gang, især på skolehjemmene, brugte man ganske andre ord: De var udtilbens, de var frække, uopdragne og næsvise," fortæller Plougmand og tilføjer stille:

"Og de blev også behandlet derefter..."

Baggrunden for Plougmands ufravigelige fokus på børnenes trivsel - også selv om det kunne føre til både hårde og langvarige konflikter med de voksne på hjemmene, der havde ansvaret - skal formentlig søges i hans egen barndom. I hans egen nære familie kom én nogle år væk fra hjemmet på en kostskole.

Plougmand erindrer også en dreng hjemme fra barndommens gård, der blev kaldt for 'Flæske':

"Han blev sendt til drengehjemmet Himmelbjerggård i Jylland. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af de voksnes ansigtsudtryk, når de hviskende snakkede om det. Himmelbjerggården var vist ikke noget rart sted for børn..."

Senere, mens Plougmand som lærer underviste på Oehlenschlægersgades Skole på Vesterbro i København i 10 år, studerede han psykologi på universitetet efter skoletid. Han følte sig derfor velkvalificeret, da han engang i 1970 så et stillingsopslag: Børneforsorgen søgte en inspektør med ansvar for tilsynet med landets mange drenge- og skolehjem.

"Min opgave var sådan set meget enkel at beskrive: Jeg skulle sikre, at børnene trivedes fysisk og psykisk. Det var beskeden fra forsorgsdirektør Horsens på kontoret i Rosenvængets Allé på Østerbro. Men før jeg tiltrådte min nye stilling, flyttede jeg selv ind på et skolehjem og boede der en uge, så jeg på egen krop vidste, hvad det handlede om."

"Et skolehjem var en lukket verden, og forstanderen levede ofte som en enevældig konge. Den gang var der ikke ret mange uddannede på hjemmene, så personalet f.eks. på de sikrede afdelinger bestod mest af tidligere håndværkere, støberiarbejdere, revisorer eller hvad forstanderen ellers kunne finde på at ansætte fra lokalsamfundet."

På et skolehjem var det kort sagt forstanderen, der fastlagde tonen. Og selv om pædagogerne i disse år strømmede ud fra seminarierne, gik de fleste langt uden om skolehjemmene. Og de få, der trods alt prøvede kræfter med den del af branchen, knækkede hurtigt nakken, hvis de kom som eneste uddannede. De endte enten med at flygte - eller de indordnede sig under de gammeldags og autoritære forhold

I årevis havde statens inspektører fundet sig tilrette med en 'model' for tilsynene: Inspektøren ankom på sit anmeldte besøg til skolehjemmet, hvor han blev modtaget af forstanderparret til en solid frokost. I løbet af frokosten blev straffeprotokollen også gennemgået, som regel uden bemærkninger fra inspektørens side. Bagefter spadserede inspektøren og forstanderen rundt og beså marker og værksteder sammen. Undervejs kunne inspektøren veksle et par ord med en af drengene, hvis lejlighed bød sig.

Plougmand valgte en anden model. Og den var om noget med til at gøre ham frygtet rundt omkring på institutionerne:

"De tidligere inspektørers model passede simpelthen ikke til mit hoved. Så jeg kom på uanmeldt tilsynsbesøg, hvor jeg i stedet for at gå ind hos forstanderen satte mig ind i en undervisningsklasse eller spiste aftensmad sammen med børnene."

Et andet fast element i Plougmands tilsyn, som kunne finde sted på alle tider af døgnet, var en snak med børnene. Alene og uden opsyn fra nogle af institutionens voksne.

"Jeg sagde altid, at de voksne var velkomne til at overvære vores snak - hvis vel at mærke alle børnene var indforstået med det. Men hvis bare ét af børnene ønskede de voksne ud af lokalet, skulle de rette sig efter det," fortæller Plougmand og smiler:

"Jeg tror aldrig, jeg har oplevet et eneste møde, hvor de voksne fik lov at deltage."

På børnemøderne stillede Plougmand en række enkle spørgsmål: Hvordan går det i skolen? Hvad fik I at spise til aftensmad i går? Hvad lavede I i går eftermiddag? Hvordan kender I forskel på Jeres tøj? Hvordan får I udbetalt Jeres lommepenge?

"Hvis børnene var indforståede med det, aflagde jeg også besøg på deres værelser eller soverum."

"Jeg spurgte også altid: Hvad sker der, hvis I gør noget, I ikke må? Og så kom det gerne: De blev slået og spærret inde, kort sagt straffet på alle mulige ulovlige måder. Så spurgte jeg: Er I villige til at snakke med den implicerede medarbejder? Det ville børnene altid, og i 99 procent af tilfældene erkendte medarbejderne, at det var rigtigt. Jeg har aldrig taget et barn i at lyve om en så alvorlig sag."

"Alle de ting, der nu var kommet frem, tog jeg så med til et møde med alle ansatte på institutionen. Børnene siger sådan og sådan om skolen, maden, tøjet, straffe - hvad siger I? Og hvorfor står der intet i straffeprotokollen om det?"

Ulovlige eller unoterede straffe havde Plougmand pligt til at indberette til den juridiske afdeling i Børneforsorgen. Ofte førte det senere til, at medarbejderne måtte søge andet arbejde.

"Ude på institutionerne så de jo kun mig. Så på den måde kunne de let få det indtryk, at det var mig, der afskedigede dem, mens det i virkeligheden var forsorgen. Men jo, vi fik os da nogle gevaldige diskussioner, fordi personalet nogen gange ikke anede, hvad de skulle gøre, når de ikke længere måtte slå."

Plougmand var klar over, at hans tilsyn skabte uro blandt mange forstandere og ansatte. Således arrangerede forstanderforeningen et år en daglang konference på Nyborg Strand alene for 'at få skovlen under ham'. Det lykkedes ikke.

"Vi kunne ikke nå til enighed. Jeg fastholdt hele tiden, at børnene havde rettigheder, og at uroen kunne dæmpes, hvis medarbejderne fulgte spillets regler. Så fortalte de mig, at børnene var begyndt at true med mig. 'Vi siger det til Plougmand', sagde børnene. Men jeg fik hele tiden den nødvendige opbakning fra chefen for Socialstyrelsen, den legendariske H.C. Seierup. Du fortsætter bare, lød hans besked."

Plougmand banede vej over helt nyt land, når han talte til forstanderne om børns rettigheder:

"Jeg var imod alle de daglige små dryp på børnene, der fortalte dem, at de ikke var noget. At det ikke betød noget som helst, hvad de mente, og at deres synspunkter ikke var noget, vi skulle tage spor hensyn til."

Derfor protesterede Plugmand hver gang han på et skolehjem så f.eks. toiletter uden døre eller toiletdøre uden hængsler. Eller når han så, at alt fra spisning til tandbørstning skulle foregå på rad og række. Eller når børnene blev nægtet drikkevand til maden, mens de voksne gerne måtte få alt det vand, de ønskede sig. Eller når børnene blev tvunget til at gå i kirke mod deres vilje. Eller når der ikke måtte snakkes under spisningen. Eller når drengene blev tvunget til at dyrke gulerødder i stedet for at lege, samtidig med at det alt i alt ville være billigere at købe grønsager i Brugsen. Eller når børnene ikke fik lov til selv at købe deres tøj for deres egne penge. Eller når drengene blev kollektivt afstraffet. Eller når de i stedet for initialer eller deres fulde navn fik et nummer indsyet i det institutionstøj, de arvede fra større drenge på hjemmet.

"Det med et nummer i stedet for dit navn var noget, som mange var kede af. Det betød jo, at når drengene en sjælden gang kom uden for skolehjemmets område, kunne andre børn straks se, at de kom fra et 'sådan et sted'. Så hver gang, en forstander forklarede numrene med, at der ikke var penge til det i hans budget, tilbød jeg straks at gennemgå budgettet sammen med ham. Hver eneste gang viste det sig så hurtigt, at pengene alligevel kunne skaffes til veje," smiler Plougmand.

Især savnede Plougmand mere indlevelse i børnenes situation. Han beskriver en episode, hvor en dreng havde fået forbud mod at hænge et gammelt cykelhjul op som udsmykning på sit værelse.

"Hvad skulle det grimme cykelhjul dog hænge der for? Men hjulet var drengens eneste minde om sin far, der i sin tid havde kørt cykelløb på Ordrupbanen. Det hjul kom op at hænge på væggen, før jeg tog af sted."

Mange år senere fik Plougmand en del med frivilligt socialt arbejde at gøre. Og her kunne han så, blandt alkoholikere og stofmisbrugere, gense rigtig mange af sine 'gamle drenge'.

"Jeg var ikke overrasket over, at så mange af beboerne på herberger, statshospitaler eller så mange på førtidspension har en fortid eller en opvækst på skolehjemmene bag sig. Dengang interesserede man sig ikke rigtigt for børnene. Og slet ikke for deres følelser. Man snakkede f.eks. ikke med, men udelukkende til, børnene."

Men det rækker ikke bare at skyde skylden på 'systemet' eller på de gamle forstandere, mener Plougmand: "Det ville være for nemt. Alle havde og har en aktie i det foretagende. Det var jo en form for opbevaring, som alle tilsyneladende var ganske godt tilfredse med - måske lige undtagen børnene."

Netop derfor har han givet sin erindringsbog titlen En inspektør banker på. Inspireret af et engelsk kriminaldrama, hvor alle til sidst viser sig at være skyldige.

"Der var, det må jeg skynde mig at tilføje, også eksempler på forstandere, der var gode. Men på langt de fleste skolehjem var de pædagogiske vinde fra 60'erne blæst helt forbi. Det var f.eks. efter min mening vanvittigt at skulle diskutere, om drengene havde lov til selv at bestemme deres hårlængde. Argumentet imod var - og det var altså ment i dybeste alvor - at langt hår uundgåeligt ville føre til narkomani. Så på det bestemte skolehjem blev alle drengene samlet i en lang række den første tirsdag i måneden, og så blev de ellers grydeklippet!"

For at drøfte de nye pædagogiske tanker arrangerede Plougmand flere konferencer om pædagogik på Hotel Hvide Hus. Også for børnene blev der arrangeret konferencer samme sted, så de kunne lære at udvikle elevråd.

"Børns adfærd kan sagtens opleves rigtig provokerende af voksne, fordi det udfordrer deres egen psyke. Så hvis de voksne ikke f.eks. gennem deres uddannelse er trænet i at vide, at nu bliver de provokeret, så reagerer de uhensigtsmæssigt."

Efterhånden ændrede forholdene sig. Det skyldes især to ting: Anbringelsestiden blev kortere, fra seks-otte år til et par år, samtidig med, at der kom mere uddannet personale.

"Især medførte det forandringer, da der begyndte at komme kvinder på hjemmene. Tidligere havde det i ekstrem grad været en lukket mandeverden, hvor de eneste kvinder blandt måske 50 drenge og mænd var forstanderens kone og køkkenpersonalet."

Lidt efter lidt blev de høje pædagogiske mure omkring drenge- og skolehjemmene revet ned og et samarbejde med lokalområdets institutioner så småt indledt. Langsomt fik nogle af drengene også lov til at gå på de lokale kommuneskoler i stedet for på skolehjemmets egen skole.

I forbindelse med erindringsbogen har Plougmand funderet over forskellige sammenhænge:

"Jeg har f.eks. brugt mere tid som inspektør på at udrede skænderier mellem forskellige personalegrupper end på problemer med børnene. Det er jo helt absurd at tænke på i dag."

"Det er også grotesk at tænke på, hvor mange kræfter man brugte på at få børnene til at gøre det, de ikke var gode til - i stedet for at fokusere mere på det, som de faktisk kunne. Eller hvor uglad og umusikalsk Børneforsorgen var dengang, hvor de voksne virkede som om, de bar på alverdens byrder."

- Hvorfor er det vigtigt at læse om fortidens skolehjem?

"Det rører ved noget fundamentalt i vores samfunds etik, nemlig hvordan vi behandler de svageste. Det siger meget om den måde, vi som fællesskab prioriterer. Jeg tror, at hvis et samfund ikke er opmærksomt på, hvordan børnene behandles, så ender vi med at være ligeglade med alt. Så gælder det kun de stærkeste. Jeg fattede f.eks. aldrig, hvorfor det ikke var det bedste personale og de allermest uddannede, der blev sat til at arbejde med de svageste og mest udsatte, f.eks. på de sikrede afdelinger."

- Tror du, at der også i dag findes den slags tidslommer?

Plougmand tænker sig godt om, inden han svarer:

"Jeg håber det ikke. Jeg tror det heller ikke. I dag er der så mange, der ved, hvad man kan og skal gøre, hvis der er noget, som ikke er i orden på deres arbejdsplads. Jeg tror ikke, det ville kunne overleve i dag..."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu