Læsetid: 5 min.

Drengerøve og damenumser

Fra Londons betonhytter og Rio de Janeiros favelaer kommer to bud på hiphop med stærk lokal farve, smag, lyd og lugt. Britiske Dizzee Rascal er på toppen, mens brasilianske Bonde Do Role stadig har et stykke endnu. Men de foretrækker til gengæld også at arbejde tæt på sydfrugterne
Fra Londons betonhytter og Rio de Janeiros favelaer kommer to bud på hiphop med stærk lokal farve, smag, lyd og lugt. Britiske Dizzee Rascal er på toppen, mens brasilianske Bonde Do Role stadig har et stykke endnu. Men de foretrækker til gengæld også at arbejde tæt på sydfrugterne
16. juni 2007

Nogle gange kan en koncert oplyse ens forståelse af musikken bedre end noget andet. Nogle gange forplumrer den bare ens forståelse helt urimeligt. Her er to modsat-rettede tilfælde: En tre år gammel koncert med den britiske rapper Dizzee Rascal og en nylig med den brasilianske trio Bonde Do Role.

Den 15. maj i år så jeg Bonde Do Role tage på svirretur i deres guitargejle og samplerflabede baile funk på Loppen på Christiania. De kravlede rundt på hinanden og lavede bollebevægelser og spillede så højt og morede sig så skamløst på scenen, at man måtte være lavet af en særlig hård træsort for ikke at flække i et stort grin og spjætte på en måde, der vist desværre kun kan aflæses som luftguitar for det 21. århundrede.

Tilbage i 2004 så jeg teenageren Dizzee Rascal på Roskilde Festivalen. Forventningerne var skyhøje efter hans debutalbum Boy In Da Corner, der satte nye standarder for britisk rap og hiphop. Men dels klædte det ikke hans barberbladsskarpe musik at blive trængt definitivt i baggrunden af Rascal og medrapper. Dels blev fornøjelsen blandet op med decideret frustration, da knægten inviterede fire yndige piger på scenen for at bruge cirka 25 procent af sin sparsomme tid på en dansekonkurrence...

Og således kom begge koncerter i høj grad til at handle om ung kåd sex. I Bonde Do Roles tilfælde er det bare ganske relevant, fordi deres musikalske univers er så monomant kropsoptaget. Men i Dizzee Rascals tilfælde er det en anderledes ensidig beskæring.

Fra begyndelsen har den unge englænder budt på benmagre, smældende udvidelser af den britiske hiphop-radbrækning, som er blevet døbt grime. En genre, der er vokset frem i Østlondon i forlængelse af drum'n'bass' og uk garages hektiske uvejr af breakbeats, som hovedstaden også i vid ustrækning fostrede - og i forlængelse af byens forbenede ghettoer.

Rascal er selv vokset op i betonjammer i Østlondon, og hans cockney-engelsk har fra begyndelsen medregnet den sociale arv og samfundets indbyggede uligheder som en del af ligningen - der altså også rummer damer og anden form for pjank.

Den ligning går også op i en højere enhed på hans nye og tredje album Maths + English. Rascal har i mellemtiden forladt teenageårene og præsterer sit måske bedste og mest velgjort varierede album til dato. Der er en ny selvtillid og fylde i hans raps. De lander stadig med piske-snertens forræderisk lette flygtighed, men også med en blødere og nærmest imødekommende klang. Man forbløder ikke længere under indtryk af Dizzee Rascals orale akrobatik, men man kan stadig nå at radbrække sig selv i forsøget på at følge de rytmiske zigzagløb mellem forudsigelighedens faldgruber.

Det er knøsens mest alsidige album til dato, og der bladres endda frem og tilbage i kalenderen. 'Da Feeling' besøger den såkaldte Summer of Jungle i 1994, hvor Shy FX og UK Apaches 'Original Nuttah' hærgede Storbritannien. Shy Fx har produceret tracket, og det er en forrygende sødmefuld drum'n'bass/ r&b/grime-hybrid og et oplagt hit. Mens det lige så forrygende singleudspil 'Sirens' vinker til Rick Rubins, Run-D.M.C's og Aerosmiths 1986-klassiker 'Walk This Way' med sin heftige brug af behåret rockguitar - men også tungere nu metal-uvejr. Og 'Excuse Me Please' vender tilbage til Dizzee Rascal i det spartansk møblerede og melankolske teenagekammer fra debutalbummet.

Men det foregår selvfølgelig inden for rammerne af albummets helt egen opdaterede urbanitet og med lyden af en mand, der ved hvordan han skal ryste røve og røre hjerter. Uden at omklamre eller manipulere eller søbe. Uden at prædike, men med stof til eftertanke hist og her.

Så der er til både gården og gaden, den cerebrale penthouse og den primale krybekælder: "Summer in the city/Such a very special time/If you put aside the traffic, air pollution and the crime/You'll be pleased to be reminded/That the girls are looking fine". Og hans enkle logik og håb får lov at udfolde sig her: "Someone's gotta have answers/Someone's writing a masterplan/'Cause I can't see any sign of God's involvement", lyder det. Men der er jo også godhed i verden, mener Rascal og ræssonerer dernæst: "So thatmeans there must be hope/Maybe room for revolution/Maybe room for revolution!".

Tyvstjålne guitarriffs

Jeg kommer ikke til at citere fra Bonde Do Roles debutalbum With Lasers, for der bliver sunget på den brasilianske variant af portugisisk - det efter min mening smukkeste sprog at synge på. Bonde Do Role synger bare ikke, de skråler. Og rapper. Hen over hidsende, billigt klingende beats går det, med kulørte detaljer såsom kaotiske kor og kazoo-melodier, gerne dekoreret med en primitiv synth-figur og ofte drevet af spartanske, ofte tyvstjålne guitarriffs - spillet af Freddie Van Halen. Er han mon i familie med mesteren Eddie Van Halen, eller er der en navnesag på vej?

Bonde Do Role befinder sig i baile funk-familien. Eller funk carioca - funk fra Rio De Janeiro - som den også kaldes. Frk. Marina Vello og hr. Pedro D'eyrot og hr. Rodrigo Gorky formidler lyden af Rio de Janeiros favela-producere, der med de billigste elektroniske hjælpemidler har skabt deres egen hiphop-bastard med lån fra electro, miami bass, dancehall, funk og brasiliansk tradition. Bonde Do Role er så fra Curitiba i Sydbrasilien, men hvad pokker, baile funk er for længst blevet en national, siden international foreteelse ikke mindst med britisk-srilankanske M.I.A.

Selv om netop M.I.A.-produceren Diplo udgiver Bonde Do Role og også bidrager med produktioner undervejs, så er Bonde Do Role dog et noget mere begrænset bekendtskab. Flere af deres kåde sange nærmer sig rå skitser, og deres kompositoriske talent begrænser sig ofte til et groove og et omkvæd. Heldigvis er der en lifligt profan grundtone i deres sampler-funk, og deres udskejelser kan især nydes, når man indser at den adresserer mere kropslige anliggender, frem for æstetiske overvejelser. Drengerøve og damenumser, foren jer... Og ryst jeres sydfrugter...

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at holde af de numre, der møder mig med et vist raffinement - for eksempel den Radioclit-producerede og samba-synkoperede perle 'Geremia', den electro-gejle egenproduktion 'Marina do Bairro' med robotkor eller den basalt guitar-groovy og dovent sexet sungne egenproduktion 'James Bonde'.

Koncerten på Loppen i maj var således (i modsætning til Dizzee Rascal-koncerten) en profeti, der gik i opfyldelse:

Bonde Do Role er heller ikke på album et musikalsk skjønt bekendtskab (hvilket heller ikke er et krav). Men de er i de hedeste øjeblikke en grim fornøjelse, en grovkornet flirt, et selvironisk gruppeknald, som den indre teenagekrop ikke har nogen fine fornemmelser over for. Og hvorfor skulle den også have dét?

*

*

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu