Læsetid: 4 min.

En driftig branche

9. april 1999

"Vi danske er et selskabeligt folkefærd, der kan lide at være sammen og more os. Selv om den dag kommer, hvor fjernsynet bliver i stand til at vise store teaterforestillinger og prægtige farvefilm, vil vi såmænd smutte i biograf og teater for at træffe andre mennesker."
Lily Broberg, da hun i 1951, som Danmarks flittigst anvendte tv-skuespiller, udtalte sig om de dramatiske mediers fremtid

Vi går i biografen - ikke som aldrig før, slet ikke - men som aldrig før i ti år. Den nedgang, der ved TV2's indførelse truede det danske biografliv med en langsom kvælningningsdød, er vendt i en sådan grad, at jubeloptimisme har grebet branchen.
Pludselig er der ingen ende på, hvad der rundt om i landet planlægges af den nye biograftype - multiplexen. Inden for de næste tre år vil vort selskabelige folkefærd kunne finde sammen og more sig i mindst 12 nye store biografcentre med 80 sale og over 14.000 sæder. I Odense går man nærmest amok. Her vil sæde-antallet om halvandet år været vokset med 4.300 i løbet af 1990'erne sidste halvdel.
Men det største biografkompleks skal ligge i det kommende storcenter på Fisketorvet i Københavns Sydhavn. Her vil den tyske biografkæde CinemaxX i efteråret 2000 overtage ledelsen af et kompleks på 10 sale og 3.200 sæder. I forvejen er CinemaxX - i samarbejde med det belgiske Kinepolis - Europas største biografkæde med 450 sale og over 40 millioner årlige gæster. Men i de kredse vil mere som bekendt have mere.

Har man oplevet biografernes stemningsrige storhedstid i 40'erne og 50'erne, er det umiddelbart med behersket jubel, man modtager meddelelsen om oprettelsen af nye popcornduftende termitboer som rammen om akitektonisk steriliserede biografbesøg.
Indtil man minder sig selv om, at de nye biografer, hvad angår fremførelse, udsyn og teknisk udstyr, utvivlsomt vil ligge milevidt over ældre tiders udbud af filmtempler, der ofte var højst mangelfulde. Det nye unge publikum er mere krævende, heldigvis. Konkurrencen kræver, at den generelle standard for teknik og komfort højnes og højnes.
Men nok så vigtigt er det jo, hvad vi kan regne med at komme til at se, mens vi nyder perfekt billedgengivelse og digital lyd i de amfiteatralsk indrettede sales magelige stole.
Svaret kunne være: mere af det samme. Alle de store, brede, reklameopbakkede mainstream-succeser, især de amerikanske, vil komme til cirkulere i et større antal kopier og yderligere trænge de mere originale, smalle film fra mindre lande ud i en ydmyg marginalposition. Centraliseringen vil få et øget fundament at arbejde ud fra, med massiv ensretning og kommercialisme til følge.
Udviklingen kunne dog også gå den modsatte vej, for er der mainstream-film nok til alle disse nye biografer? Næppe, med mindre der importeres flere titler end de vanlige ca. 150 årligt. Og her er chancen for, at et mere alsidigt repertoire kunne snige sig ind i multiplexernes uniformerede udbud af færdigsyede Hollywood-hits. Er det for verdensfjernt at drømme om kinesiske, japanske, spanske, italienske og tyske film falbudt ved siden af popcornboden? Måske, men nye tider kan bringe nye skikke.
I hvert fald skal biograferne ruste sig til at modtage et voksende antal danske film. Tallet kan komme helt op i nærheden af 30 om året. Erfaringen viser, at flertallet vil blive, hvad man kalder biograf-fiaskoer, men måske ikke helt så store som før, hvis man finder egnede lærreder til dem blandt de nye muligheder.

Hvad angår Fisketorvsprojektet, så har den danske gigant Nordisk Film (der ellers ikke går af vejen for ekspansion), holdt fingrene fra det og har i stedet multiplex-planer i Københavns bro-kvarterer, f.eks. Nørrebro.
Nordisk-direktøren Morten Anker Nielsen taler om "overmætning af markedet", og det er egentlig også lidt svært at se de flokke af (teenage)ungdom, der især i weekenderne samles i det indre København for at gå i Palads og Scala, splitte sig op for i stedet at fylkes i et lidt afsides butikscenter ved Sydhavnen.
Ungdom søger mod centrum - og biograferne lever nu engang først og fremmest af det unge publikum. Indtil videre. Måske vil også det bilkørende publikum med villa, vovse og Volvo for alvor vende tilbage til biografen. Det kan blive nødvendigt, hvis de nye multiplexer vil overleve.
Men biografbranchen kender i forvejen alt til død og sej overlevelse.
I 50'erne kom truslen fra tv og blev imødegået med bredlærred og drive-in. I 60'erne førte publikums voksende velstand til ganske anderledes bekostelige fritidsbeskæftigelser. I 70'erne døde biofgraferne som fluer, og multibiografernes myretuer dukkede op som modtræk. I 80'erne mente mange, at dødsstødet ville komme fra video og et mylder af nye tv-kanaler. Hvorefter biografen i 90'erne viser sig at have en fremtid, der sagtens kan række langt ind i det nye årtusind.
Lily Broberg fik ret. Vist er vi selskabelige og vil være sammen, det er en trang stærkere end al teknik. Men vi vil ikke nødvendigvis være sammen om at se det samme.
Hvis de mangedoblede sale også mangedobler mulighederne for forskelligartede biografoplevelser, har biografen som kulturinstitution ikke bare overlevet, men også udviklet sig på den til syvende og sidst eneste betydningsfulde måde - som stedet for sindsudvidende oplevelser.Pim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her