Læsetid: 6 min.

Drømmen om det bedre - og en afsked

Af og til kan selv tv-serier få en til at længes efter en bedre verden befolket af gode ledere
13. maj 2006

I al almindelighed er det jo ikke til at holde ud at se tv-serier. De fleste er ikke de elektroner værd, de er optaget ved. Stereotyper som figurer og handlinger skåret til med båndsav. Men der er undtagelser. En af dem hedder West Wing, som i dansk oversættelse er blevet til Præsidentens mænd. Den har længe været på DR's plakat og er nu vistnok fem sæsoner gammel og kører på sidste vers. I og for sig er den danske titel ikke nogen dårlig oversættelse, serien handler om en amerikansk præsidents stab, dennes hverdag, enkeltskæbnerne samt de politiske begivenheder, der både samler og splitter disse mennesker. De arbejder i vestfløjen, West Wing, i det legendariske hus på Pennsylvania Ave., og de arbejder hårdt i denne formentlig meget realistiske fremstilling af vilkårene. Præsidenten, seriens centrum, er den fortrinlige og i øvrigt politisk aktive og progressive skuespiller Martin Sheen, der spiller præsident som en mellemting mellem Wilson-Roosevelt-Kennedy-Johnson-Clinton. Sheen, som udstråler intelligens og nærvær, skaber i rollen en højst troværdig person, mennesket bag, i det magtfulde embede; en sammensat skikkelse, højt begavet og kompetent, nobelprisvinder i økonomi og forhenværende øststats-universitetsprofessor, tidligere guvernør og magtmenneske helt ud i hårrødderne. Det sidste element i karakteren gør Sheens fremstilling medrivende, fordi han ikke blot optræder som drømmen om en seriøs og ordentlig amerikansk præsident, men også opfører sig som den periodiske skiderik, man givetvis også må være for at ønske sig så megen magt. Eller ønske sig magt i det hele taget. Pointen er selvsagt, at det gode ligger i, at nogen har trangen og ofrer sig (og andre) i processen. Ingen skal være i tvivl om omkostningerne.

Seriens grundtone er derfor også tragediens, idet alle de gode viljer til trods ikke ret meget lykkes for denne udmærkede og entusiastiske unge stab under den brillante præsident. Tragedien også og ikke mindst fordi man ikke kan lade være med at drage smertelige paralleller til virkelighedens og nutidens realiteter i åndløshedens og stupiditetens Hvide Hus, der får så fattigt mæle, hver gangGeorge W. Bush åbner munden. Allerede nu skitserer kendere af embedets historie Bush som en af de værste præsidenter, Amerika har haft, på linje med katastrofer som Taft, Benjamin Harrison, Coolidge, Franklin Pierce, Andrew Johnson, James Buchanan og Harding.

Aaron Sorkin, der har skabt serien, har også skabt drømmen om andre og bedre tider, hvor toppolitikere lægger vægt på at regere i en overensstemmelse mellem ord og handlinger, og det hele ikke drejer sig om at bedrage så mange så muligt, så ofte som muligt og så længe som muligt.

Rødmende skam

Dette motiv af længsel efter noget andet og bedre, noget som Amerika jo sagtens kan opvise, går igen i andre progressive amerikanske tv-tilkendegivelser i disse tider. Hos en David Letterman sammenstilles ofte citater af Bush med citater af Clinton, Kennedy eller Roosevelt. I præsentationen ligger hovedrystende en beklagelse af det nuværende niveau hos en præsident, der ikke kan formulere sig, fordi han ikke har noget sprog og ikke andet at formulere end disse primitive skeløjede one-liners om terrorister, som vi nok skal komme efter. Hos Jon Stewart lyser satiren mere igennem end hos Letterman, men akkompagneres af den samme beklagelse, ja, ligefrem nationale rødmende skam over, at det store land ikke har kunnet præstere noget bedre end Bush.

Sheens præsident fremstiller som antydet modsætningen mellem de barske realiteter i USA 2006 og den administration han leder, der bestræber sig på at handle ud fra den ideale fordring, hvor det politiske mål ikke er at gavne de få eller tilgodese snævre magtpolitiske eller andre interesser, men at virke bredt for de mange med henblik på mere retfærdig fordeling, mindre risiko for krig og større ansvarsbevidsthed over for natur og miljø. Disse mennesker i fiktionen er oplyste og fornuftsstyrede, ikke følelsespornografer og sentimentale ignorante kynikere som mange i den nuværende republikanske administration med præsident og vicepræsident i spidsen.

Aaron Sorkin har så udpræget skrevet ud fra demokraternes moderne politiske tradition i oplysningens billede. Dette ideal afspejler Jeffersons og Franklins amerikanske arv af humanisme, og som sagt Ted Roosevelts og Franklin Roosevelts, Kennedys og Clintons intellektuelt dannede og rationelle tilgang til problemerne, hvor things matter, hvor rationelle handlinger opfattes som tjenlige til at tilvejebringe rationelle løsninger, og det gudelige henvises til søndagsbrug.

At Sorkins drøm rækker ud over forestillingen om alle tings bedre gænge under specielt en demokratisk præsident, demonstrerer han ved at lade Alan Alda spille den republikanske kandidat i kampen om, hvem der skal efterfølge Sheens formidable præsident Bartlett. Den type republikaner, som Alda fremstiller, er den for tiden hjemløse af slagsen, republikaneren, der uden dogmer tror på big bussiness, men ikke for enhver pris: republikaneren, der sætter grænser for de beskidte metoder, og som ikke ustandseligt blander Vorherre ind i alle problemløsningerne; kort sagt den tolerante, udogmatiske modsætning til de mere eller mindre utilregnelige magtliderlige højrerepublikanske eller nykonservative og kristenfundamentalistiske båtnakker, der for tiden sidder rigeligt fordelt i de vigtigste styrelser i USA, langt inde i Det Hvide Hus, i det meste af Pentagon og i de fleste ministerier, og som blandt andet har rodet USA (og Danmark) ud i en krig, de ikke ved, hvordan de skal afslutte.

Jo, tv-serier kan godt være en vågen drøm om, hvordan tingene kunne være og kunne have været, såfremt George W. Bush og hans bror og andre håndgangne folk i Florida ikke havde stjålet valget fra deres demokratiske modkandidat, vicepræsident Al Gore, dengang denne fik flest stemmer, men tabte, formentlig som følge af fusk.

Man har lov at drømme om ledende politikere, der ikke er fulde af løgn og bedrag, kreativ bogføring og billige slagord. Eller tyr til slæderejser i Grønland i stedet for et højst påkrævet besøg i asylcentrene, der havde kunnet løfte det politiske fnadder om systemets større betydning end det menneskelige op på et trods alt mere acceptabelt plan. Der er som bekendt ikke noget at komme efter. Hvad skal man plukke, hvor intet gror! Men drømmen har man vel lov at have.

Bortset fra det er det blevet en slags sommer i Danmark. Forsommer i hvert fald. Den samme historie hvert år, varme i maj og så som regel tilbagefald i halvanden måned, hvilket kun skal nævnes, fordi man ikke skal blive alt for optimistisk, bare fordi solen skinner et par dage.

En stor journalist

Bag en sky gik den forleden. Det skete for dem, der kendte Malin Lindgren. Hun døde i ugen, der gik, efter udsigtsløs svækkelse ved en vanskelig operation. Malin Lindgren var en stor journalist og en betydelig skribent, som man som skrivende tidligt lærte at se op til. Hvad hun rørte ved, blev interessevækkende, blandt andet fordi hendes gennemlysning af stoffet var så klar, og hun i sine altid sete og forståede portrætter præcist karakteriserede de mennesker, som oprigtigt levende optog hende.

Den sidste bog, Malin Lindgren nåede at skrive, var den om Metals Max Bæhring. I betragtning af de myriader af portrætbøger, der vælter ud af forlagene i vore dage, kunne mange af disses journalistiske forfattere have haft godt af at nærstudere Malin Lindgrens forbilledligt stramme og velkomponerede stil samt hendes sprog, som var i særklasse.

Som menneske var Malin Lindgren et smukt eksemplar; ikke alene af udseende, for henrivende var hun, men også af sind. De senere år påkom hende en sarthed med de helbredsproblemer, der åbenbart udmattede hende; men neden under det sarte sad replikken parat og ventede, nogen gange med snert, altid med vid og forstand og ofte fulgt af det, man kun kan kalde en tindrende, men lavmælt latter.

Hvor Malin Lindgren dog vil blive savnet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her