Læsetid: 8 min.

Da drømmen døde

I dag er det 25 år siden, at John Lennon blev skudt ned og dræbt af en psykisk forstyrret fan foran sit hjem i Dakota-bygningen i New York
8. december 2005

Den slags afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser, men jeg fandt hende smuk. Så smuk, faktisk, at jeg ikke rigtig formåede at se hinsides det. Hun lignede en lille ilter sigøjner og i mit hjerte fandtes åbenbart en hul længsel efter netop sådan en størrelse, hun så passende kunne fylde ud. Men bag sigøjner-looket gemte der sig en frustreret og vred middelklassetøs med neuroser nok til, at hun kunne have åbnet sig en lille net butik, der udelukkende forhandlede samme. Men jeg var young, dumb and full of cum og mente i min naivitet, at kærligheden kunne klare alt, så jeg satte på æselmanér hælene i og maste på, selvom forholdet stort set var dødfødt fra begyndelsen. Da jeg mange år senere stødte på udtrykket 'seksuel forelskelse', gik den famøse prås op for mig, men da var det hele allerede fjern fortid og endnu et omkostningstungt indskud i erfaringsbanken.

Man skyder da ikke...

Meget af tiden gik med, at jeg fuld af begær sad og kiggede på hende arbejde med nål og tråd, mens jeg førte mig frem og hele tiden ventede på et break, hvori jeg kunne få lokket hende med ind i soveværelset. Et projekt, der, som månederne skred frem, gav mindre og mindre udbytte og frustrationen i stigende grad foldede sig ud på begge sider. Vi udviklede os hurtigt til sådan et par, der konstant småskændes og bitchede og i et væk forsøgte at såre hinanden. Det var vi gode til. Når vi ikke hørte The Doors, Joy Division eller Ennio Morricone på hendes anlæg, kørte radioen konstant på P3, som dengang stadig havde absolut monopol. En dag i december, hvor hun var forsvundet ud på toilettet, og jeg sad og kiggede ud af vinduet og overvejede at blive narkoman, blev det tid til en radioavis og det lød grangiveligt som om speakeren påstod, at John Lennon var død. Skudt. Det kunne ikke passe. Da hun kom ud fra toilettet og jeg forsigtigt luftede, hvad jeg mente at have hørt, fnøs hun og sagde: "Pjat. Man skyder da ikke musikere".

Og efter en pause: "Og slet ikke en beatle". Og så begyndte Lennon-sangene at vælte ud af æteren -

Beatlemania i det lille hus

Min barndomsvenner kan tælles på to hænder; på den ene var der Bruno, Ulrik, Peter, Torsten og Steen. På den anden var der John, Paul, George og Ringo. Dem på den første hånd brugte umådelig meget tid på at tale og læse om samt lytte til dem på den anden, som kaldte sig The Beatles, stammede fra den nordengelske havneby Liverpool og udgjorde et heftigt lille beatorkester, der opnåede en popularitet uden sidestykke. De blev en del af ens hverdag, og selv om vi også elskede og lyttede til Stones, Who, Kinks og mange andre, blev de ikke på helt samme måde del af ens personlige vennekreds. Ingen gruppe var helt lige så perfekt sammensat som lige netop The Beatles, der besad noget for enhver smag.

Selv var jeg Lennon-mand, selvom det først seriøst udkrystalliserede sig, da han begyndte at gå med sine briller, og jeg under mottoet "brilleaber, foren Eder!" besluttede mig for, at han var min main man, hvad Beatles angik. I starten foregik det hele på singleplader, og den første min søster og jeg fik fat i var "Please Please Me" med "Ask Me Why" på bagsiden. Den udløste Beatlemania i det lille hjem, der nåede uanede højder, da vi fik fingrene i en ep, der indeholdt "She Loves To" (som på fonetisk blev til She Lobs To Yeah Yeah Yeah). Ingen på vejen ejede en fuldstændig Beatles-samling, men de plader, der fandtes, gik rask væk på lånerunder, og hver søndag sad vi klistret til radioen for at høre Top 20, hvor the fab four som norm og selvfølge gerne lå på førstepladsen med deres seneste udgivelse. Da lp'er som Revolver og Sergeant Peppers Lonely Hearts Club Band udkom i henholdsvis 1966 og '67 begyndte selv forældregenerationen at spidse øren, og julen '68 fik jeg sågar det hvide dobbeltalbum, så der var dømt fest på drengeværelset, mens de fire vedlagte portrætfotos fluks hængtes op over sengen, hvor de hang i rigtig mange år og kiggede ned på den kronisk trætte teenager, hvis appetit på søvn var så enorm, at forældrene blev urolige for, hvordan han skulle komme gennem skolen for ikke at tale om tilværelsen! Men så længe The Beatles spillede, kunne han godt holde sig vågen natten igennem. Når de andre sov og oliefyrets rolige dunken fik ham til at fantasere om skibsfart og katastrofer og hed sex med voksne damer -.

Tabet af ledestjerner

Intet markerede 60'ernes afslutning mere symbolsk end den aprildag i 1970, hvor det var forsidestof verden over at Paul McCartney havde forladt The Beatles. Som om man ikke var træt nok i forvejen! I kliken holdtes krisemøde, og der skulle adskillige chillummer til, før roen sænkede sig over det agiterede og sorgfulde selskab. Hvad nu uden vore venner og førerskikkelser? Hvem skulle nu være vores ledestjerner? Den posthumt udsendte Let It Be-lp kunne selv med opbydelse af al ens velvilje ikke henregnes til hørende blandt den stribe klassiske album, vi havde vænnet os til fra den kant på årlig basis, men det forhindrede os ikke i at afspille den, til blodet stod ud af ørerne. Der var dømt gravøl året ud - og så kom solopladerne ellers stille og roligt trillende; først McCartneys indtagende debut og Ringos bizart ligegyldige ditto, så Harrisons imposante tredobbelte All Things Must Pass (stadig hans bedste) og endelig, lige før jul John Lennon / The Plastic Ono Band.

Alle på hver deres måde overraskende, men kun Lennons var chokerende. Jo, vist vidste vi, at han var gruppens hårde negl, hvilken den hårrejsende heroinafvænningssingle "Cold Turkey", der udsendtes som soloprojekt, mens Beatles stadig var 'going concern' i oktober '69, nok skulle kunne overbevise de største skeptikere om, hvis ikke "Yer Blues" fra det hvide dobbeltalbum allerede havde gjort det.

Nådesløs revolution

Men alligevel. Det var en af de mest nådes- og skånselsløse lp'er nogen af os nogensinde havde hørt. Den dryppede af gift iblandet en så indædt smerte, at den stort set var værdiløs som lydtapet, for der var noget så skarpt og forrykt og bittert over den Lennon, der trådte i karakter på pladen, at det fravristede musikken ethvert forsonende træk, måske fraset det uhyrligt smukke "Love". Efter at have gennemgået Arthur Janovs primalterapi forsøgte han at omsætte smerten ved at blive forladt af sin far som to-årig og sin mor som fem-årig til musik.

I samme åndedrag forlagde han fløjlshandskerne i en anden dimension og stillede hele sin generation det enkle spørgsmål: Hvordan ændre verden, hvis I ikke engang kan ændre jer selv? Selvransagelsens time var kommet og Lennon var ikke bleg for at indvarsle den nøgne sandhed, som vel var, at den bebudede revolution næppe ville føre til den store almene lykke, hvis de revolutionære var lige så fucked up som deres forgængere i magtens korridorer - afslutningsvist proklamerede Lennon, at the dream is over, og det var den i og for sig også, selv om det tog et tiår, før den fes ind. Der er ikke noget som en ven til at fortælle én, man pisser mod vinden.

Fornyet inspiration

På det efterfølgende album var der en mere forsonlig tone at finde, ikke mindst på titelnummeret Imagine, som i disse ører stadig mere lyder som et ondt hvidt snit end en farbar vej. Men så var der til gengæld hadesangen til Paul, "How Do You Sleep?", en ubønhørlig nedsabling af hans tidligere hjerteven (the only thing you did was "Yesterday") Så så, rolig Silver, spis lige et rugbrød til!, bare for vi ikke skulle tro det hele gik til i hjemlig hygge. Med de to mesterværker sparkede han døren ind til et af de mest konfliktfyldte og desperate årtier i det 20. århundrede, men formåede efterfølgende kun momentvist at holde samme musikalske standard, selvom han aldrig fremstod mindre end interessant. Og i 1975 trak han sig tilbage for at opdrage sønnen Sean, som han fik med den kontroversielle Yoko Ono (som jeg i parentes bemærket altid har fundet gudeskøn, men det er så en anden historie).

For i 1980 så endelig at vende tilbage med duo-pladen Double Fantasy, indspillet og skrevet sammen med livsledsagersken Ono. Et gedigent om end ikke uomgængeligt værk, der tydede på fornyet inspiration. Hvad det ville være blevet til, kan vi kun gisne om, for den 8. december samme år ventede en galning på Lennon udenfor hans hjem i Dakota-bygningen på Manhattan, hvor han pumpede adskillige kugler ind i Lennons ryg og dræbte manden.

Min sigøjnerlignende halvkæreste og jeg sad stille sammen i hendes stue, der pludselig forekom umådelig klaustrofobisk. Jeg var begyndt at mistænke hende for total følelseskulde, da tårerne pludselig steg op i hendes øjne. Som den blaserte halvpunker jeg havde udviklet mig til, vidste jeg egentlig ikke om det var ideologisk i orden at sørge over Lennon, men da pigens tårer begyndte at strømme og nogle af dem sågar landede på bordet, vidste jeg med ét, at det var et fatalt tab, vi var i gang med at gennemleve. Og ligesom alle i min fars generation vidste præcist, hvor de var, og hvad de lavede, da de fik at vide at John F. Kennedy var blevet skudt, havde vi ud af det blå fået vores egen trælse paralleltragedie serveret på et sølvfad. En klump ville med vold og magt sætte sig i min hals og gøre det ubehageligt at synke og tale, men dér ville den altså sidde. Og bare for at sige noget, spurgte jeg med en mærkelig grumset stemme, der på det bestemteste ikke var min: "Hvorfor græder du?"

"Åh, jeg græder vel for os alle sammen. Alt det vi har mistet og nu aldrig kan få igen -"

20051207-213126-pic-14745646.jpgHer et makabert møde, hvor giver John Lennon giver sin autograf til sin fan og morder Mark Chapman dagen før han bliver myrdet. I dag den 8. december er det 25 år siden, at John Lennon blev skudt af den sindsforvirrede beundrer foran
sit hjem i Dakota-bygningen ved Central Park i New York
Arkivfoto: DPA/Polfoto)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu