Man behøver ikke tage sit lands statsminister til forbillede og bogføre kreativt, som Bent Jensen så smagfuldt oprindeligt undlod at omtale i Encyklopædien, for at anskaffe sig hus i Frankrig. Selv om det snart ville hjælpe, for billigt er der ikke mere. Men det kan gøres og er på mode, som det er trenden at købe lejlighed i Berlin. Det gør man så, hvis banken vil, og er dernæst i en vis forstand borger i et andet land uden at være det. Danskerne lægger normalt vægt på, at udlændinge mestrer det danske sprog, hvis de skal bo her. Det samme krav stilles ikke til folk med ambitioner om egen bolig sydpå.
I gamle dage var det Spanien, der trak. Folk med lidt opsparing og pension solgte rub og stub og flyttede til Benidorm eller Alicante; adskillige kedede eller drak sig ihjel. Klummisten var som ung radiomedarbejder på reportagerejse blandt andet til Altea, hvor danskerne boede i en stor klynge i hver sin hacienda med cognacflasken på morgenbordet så stor som Rundetårn og rindende øjne. Dels af druk, dels af hjemve. "Hernede har vi det frit og Franco", som en af dem sagde, mens han ved middagstid hev dagens anden brandert ombord og ikke ønskede at uddybe sit forhold til diktaturet i sit nye hjemland. Nogen kontakt havde disse danskere ikke til den spanske omverden, som åbenlyst foragtede dem. Opfattede dem som analfabeter, fordi de ikke kunne mere end et par ord på sproget og afskyede dem for deres penge, som de gladeligt snød ud af dem i læssevis. Varmen, vine, spiritussen og den nærmeste golfbane syntes at være målet for al tings stræben, og på dette alter ofrede de nye emigranter dengang gerne familie, venner og bekendte samt evnen til at udtrykke de mest simple ting til andre end den lige så fordrukne og hjælpeløse gemal. Det gik mange af den slags rent faktisk selvskabt rodløse mennesker ilde. De troede, man sådan uden videre kunne omplante sig og holde den isolerede lediggang ud, men et driverliv for driverlivets egen skyld i sol og varme og med rigeligt spiritus fordrer sin modsætning enten i form af et frodigt åndsliv, evner som handyman eller et egentligt arbejde. Frem for alt muligheden for kontakt, ellers er paria-tilværelsen én sikker, og man kommer aldrig i kontakt med sine omgivelser. Her taler en misundelig sjæl, som det fremgår, men nu også én, der har set et og andet i sit lange liv og hidtil ikke ulejliget banken med låneanmodninger vedrørende fast ejendom syd for Kruså.
Ikke som de fastboende
Selv ved et langt ophold et fast sted år efter år, som klummist og madame har præsteret, i en lejet bolig, kommer man ikke i nærheden af den mere fastboendes forhold til stedet. Ingen tagrender skal repareres, ingen snedker kontaktes, ingen lokal myndighed overtales; både værtsfolk og naboer er kun flinke, og er de ikke det, er Frankrig stort og bilen køreklar. Det politiske behøver kun spille en sporadisk rolle. Som Frederik Dessau siger i sin fine, seneste bog Efter min mening, er man som turist, det vil sige ikke-fastboende, en ret uforpligtet livsnyder, og hvad der foregår bag de kulisser, turisten færdes i, anfægter ikke nødvendigvis glæderne ved det.
Om den stedlige borgmester er korrupt eller ej, eller om landets præsident står til flere år i spjældet, som tilfældet er, udløser ikke det ubehag som ved den hjemlige statsministerens anløbne fortid.
For at skulle tage stilling for alvor og ikke blot iagttage tilbagelænet med mulighed for hurtig exit, kræves et anderledes tilstedevær.
I den forstand burde journalisten, historikeren og forfatteren Jacques Bergs lille, nye bog Det sidste menneske - og andre fortællinger fra Provence være nydelses- og pligtlæsning for folk med ambitioner om at skifte fædrelandet ud med et andet. Nissen flytter som bekendt med. Summen af menneskelig både det ene og andet er konstant, om end sprog og kultur unægteligt divergerer. Jac-ques Berg har som ægte tvesproget med kyndig indsigt i franske politik i stort og småt boet mere end en menneskealder i Frankrig, det meste af tiden i alle danskeres foretrukne land i landet, Provence. Motivet er sådan set velkendt. I paradisets have regerer dets egen modsætning i skikkelser af slanger, fristelser - og andre mennesker i hvis adfærd i detaljer helvede trives. Bergs by gennem mange år var den lille landsby Vaugines 30-40 kilometer nord for Aix ved Luberons fodbjerge.
Uden om forlagene
Disse linjer skal ikke opfattes som en anmeldelse af en bog, der i øvrigt for at få sin udgivelse og eksistens er gået uden om de sædvanlige forlagskanaler, hvor det traditionelle udtryk og vaneforestillinger for tiden desværre har bedre kår end originaliteten og det uvelkomne. Det sidste er vel snarest indfattet i det kontrære udtryk, det uselvfølgelige. Dette kan jo give sig udtryk i en Knud Romersk gennemlysning af en tilstand snarere end af en konkret by, hvor succesen sådan set er hjemme, fordi det er så djævleblændt godt og ikke til at komme udenom, men hvor den litterære debat først for alvor går op i en spids, når nogen kommer i tvivl, om der nu også er tale om fakta, eller det er den rene fiktion, og hvad skal man så stille op! I Jacques Bergs lilleverden i Luberon konstateres også en vished om det menneskelige fnadder, uanset at Provence betager den udenforstående og uforstående, og hos Berg blandes fiktion også med fantasiens fuldendelse af det sete, men ifølge sagens natur ikke altid til bunden oplevede. En sådan læseoplevelse bør man aldrig snyde sig selv for. Drømmebilledet, selvbedraget, idyliseringen, banaliseringen, livsløgnen, som er al kunsts modsætning, drages frem og pilles fra hinanden. Det tilsyneladende gemmer på andre fortællinger midt i heden, det himmelske lys og livsformen, som drager så mange. Ikke at den absolutte modsætning er konklusionen, ikke at det provençalske så absolut skal være helvede, men at menneskene dér skaber deres egne forudsætninger for at lancere de sædvanlige undertrykkelsesmekanismer og sociale barrierer, mistilliden, foragten og forargelsen, der som bekendt kan være dræbende.
Rigtige mennesker
Sigende er det, at midt i ens egen overfladiske fordybelse gennem mange år i det sydfranske, modsvarer den politiske virkelighed til stadighed det, man tror er den lette livsform og livsglæden. Le Pens modbydelige parti, en endog ondartet udgave af Dansk Folkeparti, florerer i denne del af landet. Hvor parfumen fremstilles i og omkring byen Grasse, har vælgerne i et af verdens mest behagelige klimaer, i en af Europas mest vidunderlige egne, i årevis leveret stemmer til den nationalistiske og racistiske pøl, der til stadighed forurener fransk politik. Den slags forklarer man jo ikke med skældsord, men man må sætte rigtige personer ind i sit lille dukketeater. Det er, hvad Berg har sat sig for og øser af sit livs erfaring med tilværelsen i Provence og omegn. Den gode bog kan man underfundigt kun få fat i ved at gå i boghandelen og bede denne om at få fat i et eksemplar til én fra Ærø Ugeavis Bogtrykkeri, 5960 Marstal. Normalt reklamerer klummen ikke for noget, men her er det på sin plads, især hvis man holder af Frankrig og for den sags skyld resten af verden. Jacques Bergs bog handler om noget så interessant som rigtige mennesker.
