Læsetid: 4 min.

Drømmen om et strubebid

'Mungo Revyen #01' truer med at gå efter struben. Men hvad fik vi efter tre timers tvivlsom Muhammad-underholdning i Allerød? Et luftkys
18. juli 2006

Så sad vi dér med blottede halse og frygtede hævnen. Altså hævnen for den Muhammad-sketch fra Maribo Revyen, der var blevet bortcensureret på Lolland, og som nu ville blive opført i Allerød og i fuld længde.

Vi så rundt på hinanden hos Mungo Park. Nej, der så ikke ud til at være bombe-bælter rundt om de svedige tilskuertaljer - og de tjekkede håndtasker var for små til seriøse håndvåben.

Men nu skulle det altså være. Klokken var 22.32. Præcis. Chancen skulle tages. Om få sekunder ville skuespillerne udskrige ting, der ellers kun hviskes mellem venner. Men først kom beroligelsen: På tilskuerrækkerne måtte vi bare række hånden i vejret, hvis vi syntes, det var for meget - så ville de straks standse indslaget, sagde de.

Men ak. Klokken 22.42 havde ingen rakt hånden i vejret. I ti minutter havde ingen snappet efter vejret. Ingen havde rømmet sig - og ingen havde vejret morgenluft. For det var ikke for meget, dette rødnæsede ordlir om Muhammad-tegningerne.

Det var overhovedet ikke for meget. Det var alt, alt for lidt...

Opgejlet

Det er netop det problematiske ved denne så opgejlede Mungo Revy #01: At PR-tungerne har haft så travlt med at fortælle om alt det, dette unge revyhold vil og kan og tør og skal og bør...

Forventningerne er blevet astronautiske, ingen grænser har der været for Mungo-kunstnernes vovemod og etik - og for Mungo-trangen til at revolutionere den danske revy og skabe politisk sus i mellemgulvet.

For løfterne holder ikke. I hvert fald ikke de tre timer, som Mungo Revyen så selvsikkert snupper fra tilskuerne.

Men ret skal være ret. Den 32-årige instruktør Heinrich Christensen har klart flair for sjove historier og dynamisk kropssprog - pakket ind i Simon Holk Witzanskys logoagtige og spartanske scenografi i Mungo-ånd. Desuden har hin Heinrich haft held til at få nogle af tidens hotteste, unge skribenter til at aflevere tekster til revyen. Teksterne er desværre bare uegale som bare pokker, selv om de alle sammen har et mærkbart ønske om at rykke noget. Det bliver bare mest ved ønsket.

Til de bedste hører Christian Tafdrups tekst om kulturfordommene og om kulturministerens fordomme i en vidunderlig omvendt-tekst om kulturkanonen. Her kan man se, hvordan kanonen modtages blandt kulturbelæste indvandrer-intellektuelle på sprogskolen - og hvordan den formidles af uvidende dansklærere. Spydigt og elegant. Og her var der dømt berettiget arrogance, ikke mindst i et subtilt øjeblik med Kongens Fald som overrumplende rap-tekst.

Udtørret

Selv har Heinrich Christensen tolket teksterne med forkærlighed for 'gentagelsen' som virkemiddel - med grundige spændingsopbygninger og velplanlagte, bratte overgange. Det er solidt håndværk. Det er bare alt for langt. Hver scene skulle antagelig kun vare den halve tid. Nu bliver revyen så udtværet, at pointerne tørrer ind, og tilskuernes latter tørrer ud.

Formodentlig er det bare et udslag af ungdommeligt overmod. Og formodentlig er det noget, som holdet får justeret de kommende aftener, når rygklappervennerne i salen bliver erstattet af almindelige tilskuere, der næppe griner, bare fordi en spiller stiller sig ind på scenen. Men det er da ærgerligt, når skue-spillerne er så talentfulde, som de er.

Den høje, lyshårede Peter Plaugborg med den uhæmmede selvudlevering og de sjove benhop får den utaknemmelige rolle at skulle drive hele revyen i gang med et nedslående tåkrummernummer om selvcensur af Thorbjørn Krebs. Plaugborg brillerer ellers med sin ukuelige energi. Særligt hans parodi på en liderlig Jørgen Leth-læser i en Rune David Grue-tekst får grinerne op at stå i Allerød.

Nørdet

Den lyse Johanne Nørregård-Nielsen med danserkroppen og det insisterende blik har sans for at bygge en karakter op på få minutter. Hendes beske Helle Thorning med penibel Gucci i Ole Omkvæds "38 mandater endnu" er i hvert fald en præstation, der bør blive inviteret til Socialdemokraternes julefest...

Den satire-nørdede Sune Q. Geertsen spiller til gengæld hyggedansker med fladskærmstrang og glatte-ud-trang - en uhyggelig evne til at efterligne stemmer. Næste gang du hører Fogh, så tjek lige, at han ikke i virkeligheden har langt hår og hedder Sune! Og endelig den bittespinkle Özlem Saglanmark med de autentiske mavedanserhofter, der fortvivler lige intenst som stresshusmor og som smagsdommer med tyk ironi og mascaraøjne. Alt i alt et begavet hold med spillelyst - anbragt i en revy med redigeringsbehov.

Hvordan det så gik med vores blottede halse og de udsatte struber? Ikke et eneste tandmærke er der. Ikke engang det lovede sugemærke fra revyens skriggrønne reklamefolder er det blevet til.

Men mærk så stille efter: Langs med halspulsåren ligger en smilende brise - fra et luftkys.

Mungo Revy # 01. Instruktion: Heinrich Christensen. Tekster: Anna Bro, Thorbjørn Krebs, Andreas Garfield, Rex Garfield, Line Mørkeby, MC, Jonathan Spang, Carsten Eskelund, Danband, Christian Tafdrup, Rune David Grue, Heinrich Christensen, Helle Merete Brix, Kenneth Prehn, Ole Omkvæd og Claus Høxbro. Scenografi: Simon Holk Witzansky. Band (loyale medspillere til skuespillerne - næsten mere politiske end teksterne): Cæcilie Trier, Jalehn Negari, Kristian Haarløv, Maria Diekmann og Morten Schrøder. Mungo Park, ons-lør til 12. aug. Næsten tre timer!

www.mungopark.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu