For ikke så længe siden var det Liz Jensen, og nu er det Alex Garlands tur: Der er gået koma i engelsk litteratur. Ligesom drengen Louis Drax i Liz Jenzens koma-krimi Louis Drax' niende liv fortalt inde fra sin bevidstløshed, befinder jeg-fortælleren i Alex Garlands nye bog Koma langt inde i den tilstand, der ikke plejer at have nogen ord.
Koma starter med en kort, kursiveret erindring fortalt af Carl, der tager med det sidste undergrundstog hjem fra arbejde. I toget ser han fire unge mænd genere en pige, der rejser sig og går hen til Carl med sin bog. Da de unge mænd kommer efter hende, rejser Carl sig op, og hans blik svæver ud af togvognens vindue: "Nu så jeg, ind gennem togets vindue, som om jeg svævede mellem vinduet og tunnellens mure, mig selv gå baglæns gennem vognen, mens jeg holdt armene op foran ansigtet og overkroppen (...) Fra min position uden for vognen så jeg til, mens de unge mænd sparkede mig bevidstløs."
I resten af bogen er Carl i koma. Det opdager han bare først et stykke hen i handlingen. Han er vågnet ved, at hans sår bløder gennem forbindingen og er, uden at kunne huske hvordan, kommet hen til sin ven Anthony, hvor de diskuterer, om hans hukommelsestab mon skyldes et traume efter overfaldet. Da han forlader Anthonys hus, samler en bil ham op med en chauffør, der virker velkendt. Da Carl indser, at chaufføren er sygeplejersken fra hospitalet, indser han også, at hans oplevelser ikke består af vågen virkelighed, men af perceptionsresternes dans inde i drømmenes univers.
Det er gennem dette univers, vi følger ham resten af bogen. Teksten er skrevet i en passende svævende, drømmeagtig stil og afbrydes på hver tredje eller fjerde side af blødt tegnede, men hårdt optrukne træsnit, der som visuelle flashes bringer læseren ind i Carls fragmenterede bevidsthed. Det giver en næsten tegneserieagtig vekselvirkning mellem tekst og billede og luller én ganske hurtigt gennem den også ret korte bog. Det er uhyggeligt, melankolsk og poetisk på en gang, men det er også underligt statisk som en rejse uden retning.
Antibackpacker
Koma er en mildest talt indadvendt udvikling i den tredive-årige Alex Garlands forfatterskab, der havde sit internationale gennembrud med Stranden, som blev filmatiseret med Leonardo DiCaprio i hovedrollen, og fortsatte eksotikken i opfølgeren Tesseract, som også udspillede sig i Østen. Efter at en amerikansk forlægger sagde til ham: "Hør nu, Alex, din styrke er unge mennesker, backpackere på jagt efter Utopia - se at komme tilbage til det," gik Garland angiveligt i et par års skrivebaglås, som først er brudt med Koma - en demonstrativt tillukket og kortfattet historie, der vel nærmest må karakteriseres som en billedhostorie.
Bogens træsnit er udført af Garlands far Nicholas, der i en menneskealder har leveret politiske satirer til avisen The Telegraph. De indgår i et intimt samspil med teksten, så man næsten fysisk fornemmer familietilhøret. Det er en let, atmosfærisk bog, der ikke vejer tungt på tankerne, men sætter sig som en sitren i nervebanerne.
Alex Garland: Koma. Oversat af Camilla Christensen. 162 illustrerede sider, 199 kroner. Rosinante. ISBN 87-638-0114-0. Udkommer i dag
